Kronik: Skræmmende rygter

Kongeriget Danmarks sydgrænse var Kongeåen. Syd herfor lå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvor Frederik 7. havde titel af hertug. Holsten var medlem af Det tyske Forbund, men det var Slesvig ikke. Kræfter i Slesvig og Holsten arbejdede for en løsrivelse fra kongeriget og for Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Samtidig arbejdede kræfter i København for en liberal forfatning. Christian 8. havde søgt at løse det komplicerede forfatningsproblem, men døde forinden, i januar 1848. Det stod klart for kongen, at hans søn næppe ville kunne klare den vanskelige opgave. Frederik var folkelig, men besad næppe evner som enevoldskonge.

24. marts 1848 brød modsætningerne ud i lys lue. Prins Frederik af Augustenborg, normalt kaldet prinsen af Nør efter sit gods, overtog ved et ublodigt kup fæstningen Rendsborg på grænsen mellem Holsten og Slesvig. Prinsen var i familie med det danske kongehus. Iført en dansk generalsuniform fortalte han soldaterne, at Frederik 7. var i hænderne på en oprørsbevægelse i København. Det var ikke muligt at kontrollere, om det var rigtigt. Posten var to dage undervejs – hver vej.

En delegation var forinden sendt til København for hos Frederik 7. blandt andet at kræve Slesvig optaget i Det tyske Forbund. Oprørerne havde travlt med deres forehavende, så de ventede end ikke, til delegationen kom tilbage (med et afvisende svar), før de gennemførte kuppet.

Omvæltningerne i København i dagene inden, der førte til Europas fredeligste regeringsomdannelse, enevældens afskaffelse og – året efter – til grundloven af 5. juni, som i vid udstrækning fortsat er gældende, byggede ligesom kuppet i Rendsborg på ukorrekte oplysninger. I København troede man nemlig, at der allerede var brudt oprør ud i hertugdømmerne. Begivenhedens forløb ville være utænkeligt, hvis telefonen var opfundet.

I løbet af få dage gik hærstyrkerne i Holsten og dele af Slesvig over til den slesvig- holstenske oprørsbevægelse. Den ophidsede stemning gjorde, at en mængde rygter cirkulerede. Allerede inden kuppet i Rendsborg var der forlydender i grænseegnen om, at Frederik 7. var flygtet fra København. Straks efter kuppet ville andre rygter vide, at tyske »friskarer«, altså bevæbnede grupper, der ikke var underlagt normal militær disciplin, ville hærge Jylland. Det var ikke helt forkert, for faktisk dannede oprørsregeringen bevæbnede enheder af frivillige, der skulle støtte hærens operationer. (Fig. 2, fig. 3)