Kronik: Sidste skrig

Skønt placeringen af dragtspænder og andet personligt udstyr i gravene kan fortælle noget, er de oplysninger, som er nødvendige for at give et helhedsindtryk af dragten, kun sjældent til stede i det arkæologiske fundmateriale. Der er brug for noget andet, som bedre kan kaste lys over beklædningsdelene. En udvikling i arkæologien har i de senere år åbnet en ny mulighed.

De såkaldte guldgubber – fingerneglsstore, papirstynde guldblikstykker med billedpræg – har været kendt og studeret i 300 år. Betegnelsen »gamle guldmænd« skyldes den svenske antikvar Sjöborg, som 1791 præsenterede et skånsk skattefund fra Ravlunda. Det er da også et ganske rammende udtryk. Guldbillederne forestiller nemlig skikkelser, de fleste tilsyneladende en mand set fra siden; en del af dem viser et tætstående par, de såkaldte dobbeltgubber.

Guldgubber er kun fundet på lokaliteter i Sverige, Norge og Danmark. Længe var det kendte antal omkring 300, men udgravninger med finmaskede sold har siden midten af 1980’erne fået fundmængden til at eksplodere til omkring det nidobbelte. Det drejer sig først og fremmest om guldgubber fra den rige bornholmske boplads Sorte Muld (se Skalk 1987:2), desuden kan nævnes nyere fund fra Lundeborg ved den fynske Storebæltskyst og fra Strøby på Stevns (se Skalk 1990:1 og 1997:3).

At give billeder mening og indhold handler om at se og fortolke. Men der er stor forskel på, hvad forskellige mennesker lægger vægt på, og dermed hvad de får ud af deres iagttagelser. Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men vel i lige så høj grad af den viden og erfaring, som betragteren har. Derfor vil der givetvis være mange forskellige bud på, hvad detaljerne i en guldgubbe forestiller; blandt mine egne forudsætninger er en vis viden om jernalderstoffer og -dragter.

Hvad er det da, der overhovedet gør guldgubber egnede til dragtstudier? For det første må man gøre sig klart, at der er tale om nærmest mikroskopiske afbildninger, som er så langt fra naturlig størrelse, som man næsten kan komme det. Den lille størrelse til trods er det dog forbavsende, hvor mange detaljer, der findes i billederne. To tredjedele af en guldgubbes billedflade dækkes af en eller to kroppe, og det er tydeligt, at der er lagt vægt på karakteristika, som fortæller om de afbildedes dragt. Der synes at være lagt stor omhu i at gøre beklædningsdelene genkendelige, og fremstillingsformen er ret naturtro. Set i forhold til dragternes detaljeringsgrad og forskellighed er ansigternes anonyme udseende bemærkelsesværdig. Tilsyneladende har det ikke været vigtigt at kunne genkende figuren ud fra dennes ansigt – tøjet alene har åbenbart været tilstrækkeligt til formålet.

En anden fordel ved guldgubberne er deres store antal. Indtil nu er der fundet hen ved 2600 stykker, men da den danske del af dette enorme materiale kun er foreløbigt bearbejdet og fremlagt, blev det valgt i stedet at se på de norske og svenske gubber. Bagtanken med gennemgangen var, at hvis guldgubberne afbilder dragter, som tager afsæt i samtidens beklædning og ikke blot er rene fantasiprodukter, vil en analyse af billederne kunne yde et tiltrængt bidrag til vor viden om dragten i germansk jernalder og vikingetid.

Et godt udgangspunkt ville det unægtelig være at vide, hvilket køn de afbildede figurer har. De fleste vil nok mene, at dobbeltgubberne forestiller en mand og en kvinde, for det siger alene tøjet: mændene har bukser på og kvinderne kjole. Sådan er det, og sådan har det vel altid været. Men hvad siger gubberne selv?

I første omgang fik jeg lejlighed til at gennemgå guldgubberne fra den rige hal-landske bebyggelse ved Slöinge, som ligger mellem Falkenberg og Halmstad. Her er der blandt andet fundet en stormandsgård, som ved årringsdatering af en delvis bevaret tagstolpe kunne dateres til 710-20 efter Kristus, altså yngre germansk jernalder. Netop i dette stolpehul fandtes en lille samling guldgubber; i alt er der ved undersøgelserne fremkommet 65 guldgubber (brudstykker medregnet), hvoraf 44 har et erkendbart billede (se Skalk 1995:1).

Opløser man disse billeder i enkeltdele og undersøger, hvorledes de optræder sammen, viser der sig et tydeligt mønster: Én gruppe personer har kapper og lange dragtdele; kun lidt af benene er synlige. En anden gruppe har korte dragtdele, bukser og »lange ben«. Der er også andet at se på guldgubberne; der kan optræde dragtspænder, og håret kan være bundet i knude, flettet eller være dækket af et hårnet. Alt dette findes udelukkende i den første gruppe. Fundene viser, at den første billedgruppe må forestille kvinder, den anden mænd. De to køns dragter er således klart forskellige.

Kvindedragten består oftest af en overklædning – kappe, kåbe eller jakke – og en ankel- eller fodlang underklædning: kjole eller bluse og skørt. Kappen er en simpel overklædning, der er åben fortil og oftest har en (set fra siden) trekantet form, der skråner ned bagtil. Kåben har samme grundform som kappen, men har desuden antydningen af et ærme, som når til albuen eller midt på overarmen. På Slöinges gubber er kåbekanten afsluttet med en række ganske små trekanter, formentlig frynser, der er et godt indicium på, at der har foreligget et konkret forbillede. Jakken har ligesom kåben ærmer, men denne dragtdel er, modsat kåben – afsluttet med en lige underkant. Kjolens øvre del er oftest skjult af overklædningen, men den har sandsynligvis haft ærmer. Skørtet ses derimod oftest sammen med den kropsnære bluse, der er lukket fortil, og som har lange ærmer. Både kjole og skørt er længst bagtil, hvilket kan betyde, at dragten er afsluttet i et slæb. I enkelte tilfælde hænger slæbet ned i flige og er længere end kjolens (eller skørtets) underkant; der kan da være tale om en særskilt dragtdel. Til skørtet kan høre et bælte.

Mandsdragten er mere enkelt sammensat, nemlig blot af kjortel og bukser. I sjældne tilfælde kan der dog optræde en overklædning i form af en kappe eller kåbe. Kjortlen er en sæde- eller knælang klædning med korte eller lange ærmer, undertiden er et bælte markeret. Jeg skelner bevidst sprogligt mellem kjole og kjortel, for at man ikke skal være i tvivl om, at hvert køn havde sin dragt, men faktisk behøver der ikke at være en syteknisk forskel mellem dem, bortset fra, at kjolen selvfølgelig er længst. Bukser findes både med vide og stramme ben; alle er lange og bæres under kjortlen. I tilfælde, hvor der ikke er nogen klar grænse mellem ben og fod, kan der enten være tale om gamachebukser, eller om at figuren har bare ben. Mandskappen er lukket på skulderen til forskel fra kvindernes, som lukkes midtfor; herved får mændenes kapper et karakteristisk todelt udseende. Kåben, som ses på enkelte af Slöinges mandsfigurer, er den eneste dragtdel, der er kønsneutral i udformningen.