Kronik: Sankt Albert på Ærø

Ødekirker findes næsten overalt i Danmark. I landdistrikterne har pestepidemier som 1300-tallets »Sorte Død« og udplyndringer under middelalderens mange krigshandlinger reduceret antallet af sognekirker betydeligt, ikke mindst i Jylland. I købstæderne blev kirker og klostre nedlagt og nedbrudt i stort tal efter Reformationen 1536. Opgøret med den katolske kirke og dens institutioner ramte også uden for byerne, hvor adskillige kapeller og kirker blev nedrevet, mens landklostrene af kronen blev solgt til interesserede herremænd og forvandlet til godser. (Fig. 1)

Af Jørgen Skaarup

Billede

Fig. 1. Titelbillede: Udsnit af Johannes Mejers håndtegnede Ærøkort fra 1646 med angivelse af Sankt Albert kirken, som på dette tidspunkt må have været en ruin.

En af disse forsvundne middelalderkirker har nu atter set dagens lys i forbindelse med en undersøgelse, som Langelands Museum med støtte fra Rigsantikvaren gennemførte på Ærø 1995-96. Det drejer sig om tomten af Sankt Alberts Kirke, der ligger oven for en 7-8 m høj kystskrænt på østsiden af Ærøs sydpynt, Vejsnæs, direkte ud til Østersøen. Sankt Albert kirken, der må være nedrevet kort efter Reformationen, er ikke nævnt i bevaret, samtidigt kildemateriale. Den ældste skriftlige omtale er fra omkring 1570, og kirkebygningen findes første gang afsat på et kort fra 1646. Også de senere skriftlige kilder er knappe. Det har derfor længe været klart, at den eneste mulighed for at opnå yderligere viden om den atypisk placerede kirke var at foretage en arkæologisk undersøgelse.

Kirken var som den eneste i Danmark viet til den bøhmiske biskop Albert, der led martyrdøden i Østpreussen 997 og blev helgenkåret allerede år 1000. Albert blev gravlagt i Gniezno i Polen, men blev siden overført til Sankt Vitus katedralen i Prag og har i dag status som tjekkisk nationalhelgen. Både i Polen og i Tjekkiet er han blevet fejret i tusindåret for sin martyrdød.

Sankt Albert kirken kan ud fra de afdækkede fundamentrester og -grøfter bestemmes som en langhusbygning med kor og skib ud i ét, godt 18 m lang og 8 m bred, med et par stræbepiller ud for korets øst ende. På nordsiden af koret afdækkedes rester af en 7,5×7 m stor sidebygning – formentlig et sakristi. Under dettes gulv fandtes to grave og i kirkens vestende tillige en kistebegravelse med en 40-50-årig mand dræbt af sværdhug. Fund af et halvthundrede mønter, tre pilgrimstegn og en alterklokke daterer samstemmende kirkens opførelse til omkring 1300 og bekræfter dens benyttelse helt frem til Reformationen. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1998:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.