Kronik: Røgt og pleje

Som samling betragtet stod Oldsagskommissionen dog langtfra alene. Fra gammel tid havde man haft Kunstkammeret og private raritetskabinetter, som kunne være mere eller mindre velordnede og systematisk opbyggede. Menneskeskabte og naturlige frembringelser kunne her stå side om side. Oplysningstiden kaldte på en dybere forståelse og systematik af mangfoldige emner, og desuden kom offentligheden ind som faktor: museerne skulle nu være offentligt tilgængelige.

Allerede nogle måneder inden nedsættelsen af Oldsagskommissionen havde Rasmus Nyerup, der skulle blive dens første sekretær, udsendt en »privat« opfordring til et antal lærde bekendte om at indsende oldsager. Som provst på Regensen havde han et personligt kendskab til mange af de yngre præster landet over. Dette initiativ gik op i en højere enhed med kommissionens spørgelister, som var meget mere omfattende, og de indkomne sager fik plads på Universitetsbiblioteket, som Nyerup selv var leder af (se Skalk 1995:5).

Museets genstande skulle tage sig godt ud, hvorfor der i flere tilfælde blev hyret håndværkere til at restaurere dem. Konservatoren holdt først meget senere sit indtog på oldsagsmuseet; anderledes med Den kongelige Malerisamling og Det kongelige naturhistoriske Museum, som henholdsvis i 1813 og 1820 ansatte konservatorer til at tage sig af samlingerne.

Mange af de årtusindgamle urner var i flere stykker eller havde huller og revner, der trængte til at blive udfyldt og stabiliseret. Oldsagskommissionen bad derfor en madam Nepperschmidt om at restaurere fem urner. Dette gjorde hun ved limning, udfyldning med indfarvet, sandblandet gips eller papir, retouchering og lakering, og for dette arbejde modtog hun 5 rigsdaler den 24. oktober 1812. Da forfatterne af disse linier opdagede dette forhold, blev nysgerrigheden vakt, og en nøjere gennemgang af de bevarede regnskaber lå ligefor.

Det viste sig, at madam Nepperschmidt allerede året forinden havde fået udbetalt 40 rigsdaler for to skabe med skuffer, som skulle bruges i udstillingen. Desuden havde hun en sidebeskæftigelse med at fremstille æsker. 1813 leverede hun således 51 æsker, men de følgende år faldt aktiviteten noget i samlingen, for der blev først brug for madam Nepperschmidts bistand igen flere år efter.

11817 var Christian Jiirgensen Thomsen tiltrådt som sekretær i Oldsagskommissionen til afløsning for Rasmus Nyerup, og noget af det første, han gik i gang med, var at indskyde nye genstande i den eksisterende ordning og i det hele at reorganisere samlingen. Dertil var der brug for æsker og indpakningspapir til at opbevare sagerne i, og det sørgede madam Nepperschmidt for. I juni 1818 leverede hun de ønskede varer for 14 rigsdaler, og allerede i august var der brug for flere, små æsker. To gange i det efterfølgende år optræder hun igen som leverandør, og herefter hører sporene op. Men hvem var hun egentlig? (Fig. 1, fig 2, fig. 3)