Kronik: Peder Jensen Lodehat

I Roskilde Domkirkes koromgang ligger en mærkelig gravsten af skånsk eller bornholmsk kalksten. Den er kæmpestor, og i dens overflade er med fine streger ridset en særdeles livfuld fremstilling af en biskop i fuldt ornat. Hovedet er ikke som sædvanlig fremstillet frontalt, men vises i trekvart profil, der fremhæver det karakteristiske ansigt med en stor markant næse og et tungt kæbeparti. Under bispehuen flagrer nogle viltre hårtotter frem, som understreger biskoppens excentriske fremtoning. Et skriftbånd med minuskier indrammer figuren, og den latinske indskrift fortæller: »Her ligger den ærværdige fader og herre Hr Peder, fordum biskop i Roskilde, sammen med sin elskede broder, Anders Jensen, og sin søster Cecilie. Han døde i Herrens år 1416 morgendagen efter Skt Lukas Evangelists dag. Bed for dem«. På hver side af biskoppen er et våbenskjold med henholdsvis Roskilde Stifts våben: to nøgler, og Lodehatslægtens: et skægget mandshoved med bredskygget hat. (Fig. 1)

Af Vivian Etting

Peder Jensen Lodehat er en af de mest spændende gejstlige personligheder fra Danmarks middelalder, selv om det i virkeligheden er som skarp realpolitiker og ikke som kirkeleder, han har indskrevet sig i historien. Han var i en menneskealder dronning Margretes nærmeste rådgiver og absolut en af hjernerne bag Kalmarunionen. Hovedtrækkene i hans eventyrlige liv kan følges gennem bevarede breve og dokumenter, men helt tæt på hans personlighed tillader de historiske kilder os desværre ikke at komme. Vi må nøjes med at dømme ud fra hans gerninger.

Første gang vi møder Peder Lodehat er i 1375, hvor dronning Margrete ganske kort tid efter Valdemar Atterdags død skænker den unge Roskildekannik »alt Vort gods i Ubby« ved Kalundborg. Brevet, der er dateret Kalundborg Slot den 10. november, omfatter »agre, græsland, skove og fiskedamme, vådt og tørt, intet undtaget«. Hvilket forhold den da 22-årige dronning havde til den unge Roskildekannik, ved vi intet om, men der skulle ikke gå lang tid, før vi igen hører om ham. Allerede året efter deltager han i dronningens retterting i Kalundborg og medbesegler et mageskifte. På dette tidspunkt havde dronning Margrete overtaget regeringsmagten i Danmark på sin lille søn Olufs vegne. For at skaffe ro i landet udstedte hun 1377 en såkaldt Landefred på Danehoffet i Nyborg, hvor adelen og alle landets biskopper lover at »fastholde og ubøjeligt følge al ret, lov, privilegier og høvisk sædvane«.

I december 1378 holdt dronningen atter retterting i Kalundborg, og denne gang drejede sagen sig om en vis Hemming Kristiansen, der havde såret en anden mand på Kalundborg Slot. Som straf skulle han efter loven have sin ene hånd hugget af, men Peder Lodehat gik i forbøn for ham sammen med tre andre, og det lykkedes at formilde dronningen. I et højtideligt dokument erklærer den benådede, at »jeg takker den høje fyrstinde og frue, fru Margrete, — for, at hun har givet mig min hånd igen, som jeg med rette havde forbrudt, og hun har dermed benådet mig for mine venners bøns skyld«. Mere hører vi ikke om sagen, men den viser, at Roskildekanniken stadig nød dronningens bevågenhed, hvad så grunden kan have været. (Fig. 2)