Kronik: Peder Jensen Lodehat

Peder Jensen Lodehat er en af de mest spændende gejstlige personligheder fra Danmarks middelalder, selv om det i virkeligheden er som skarp realpolitiker og ikke som kirkeleder, han har indskrevet sig i historien. Han var i en menneskealder dronning Margretes nærmeste rådgiver og absolut en af hjernerne bag Kalmarunionen. Hovedtrækkene i hans eventyrlige liv kan følges gennem bevarede breve og dokumenter, men helt tæt på hans personlighed tillader de historiske kilder os desværre ikke at komme. Vi må nøjes med at dømme ud fra hans gerninger.

Første gang vi møder Peder Lodehat er i 1375, hvor dronning Margrete ganske kort tid efter Valdemar Atterdags død skænker den unge Roskildekannik »alt Vort gods i Ubby« ved Kalundborg. Brevet, der er dateret Kalundborg Slot den 10. november, omfatter »agre, græsland, skove og fiskedamme, vådt og tørt, intet undtaget«. Hvilket forhold den da 22-årige dronning havde til den unge Roskildekannik, ved vi intet om, men der skulle ikke gå lang tid, før vi igen hører om ham. Allerede året efter deltager han i dronningens retterting i Kalundborg og medbesegler et mageskifte. På dette tidspunkt havde dronning Margrete overtaget regeringsmagten i Danmark på sin lille søn Olufs vegne. For at skaffe ro i landet udstedte hun 1377 en såkaldt Landefred på Danehoffet i Nyborg, hvor adelen og alle landets biskopper lover at »fastholde og ubøjeligt følge al ret, lov, privilegier og høvisk sædvane«.

I december 1378 holdt dronningen atter retterting i Kalundborg, og denne gang drejede sagen sig om en vis Hemming Kristiansen, der havde såret en anden mand på Kalundborg Slot. Som straf skulle han efter loven have sin ene hånd hugget af, men Peder Lodehat gik i forbøn for ham sammen med tre andre, og det lykkedes at formilde dronningen. I et højtideligt dokument erklærer den benådede, at »jeg takker den høje fyrstinde og frue, fru Margrete, — for, at hun har givet mig min hånd igen, som jeg med rette havde forbrudt, og hun har dermed benådet mig for mine venners bøns skyld«. Mere hører vi ikke om sagen, men den viser, at Roskildekanniken stadig nød dronningens bevågenhed, hvad så grunden kan have været. (Fig. 2)

Kort tid efter dette drog Peder Lodehat til Rom. Hvem, der bekostede den dyre rejse og det ambitiøse studieophold ved pave- hoffet, ved vi intet om, men det er påfaldende, så hurtigt han opnår en betroet position. På dette tidspunkt var der stærke bestræbelser i gang på at få Birgitta af Vadstena, Birgittinerordenens nylig afdøde stifter, helgenkåret, og Peder Lodehat blev hurtigt inddraget i denne sag. En helgenkåring kunne først effektueres efter en veritabel retssag, hvor der blev foretaget vidneafhøringer af officielt udpegede forhørsdommere og gennemgået en lang række indlæg for og imod. Birgittinerordenen var blevet officielt godkendt i 1370, og den havde ansat sine egne prokuratorer til at fremme sagen i Rom. Den officielle forhørsdommer hed Ludovicus Alphonsi, men i oktober 1379 udnævnte han en vikar til at foretage en lang række afhøringer, og det var ingen anden end vor Roskildekannik. Fra sagens mange akter, som stadig er bevaret i Rom, kan vi se, at han gennem de næste seks måneder indkaldte 20 vidner til afhøring. Det var jo et meget betroet arbejde, som han her fik ansvaret for og gennemførte til alles tilfredshed. Det sikrede ham både pavestolens og Birgittinerordenens velvilje, hvilket bestemt ikke blev ham til skade siden hen. Efter opholdet i Rom drog Peder Lodehat til Prag, hvor han findes optegnet i en liste over studerende ved det juridiske fakultet. (Fig. 3)

Universitetet var et af de førende i Europa, og flere danske teologer fik deres uddannelse her.

I 1382 blev den svenske bispestol i Växjö ledig, og domkapitlets kanniker trådte sammen for at vælge en ny biskop, således som reglerne foreskrev. De enedes om en vis Henrik Karoli, der opholdt sig ved universitetet i Paris, og to mænd blev sendt af sted for at underrette ham om valget og derefter fortsætte til Rom for at få pavens godkendelse. En enkelt kannik havde dog ikke kunnet deltage i bispevalget, for han opholdt sig i »fjendeland«, som det udtrykkes i domkapitlets beretning. Hermed menes Danmark.

Pave Urban 6.s reaktion var overraskende. Han forkastede kannikernes kandidat og indsatte i stedet Peder Lodehat som ny biskop i Växjö. Hvad der egentlig er foregået i kulisserne, er svært at sige med sikkerhed, men højst sandsynligt har Birgittinerordenen i Rom støttet hans udnævnelse. Muligvis har også den kannik, som opholdt sig i Danmark, spillet en rolle. Det er ikke umuligt, at han er blevet bestukket til at udgive sig som domkapitlets udsending. I alle tilfælde er det påfaldende, at det netop er ham, der få år senere efterfølger Peder Lodehat på bispestolen i Växjö. (Fig. 4)

Lodehats tid som svensk biskop blev ikke lang, og vi kender kun nogle enkelte breve fra den periode. Allerede i 1386 blev han overflyttet til bispestolen i Århus - sikkert til stor lettelse i Sverige, hvor man utvivlsomt har set skævt til ham på grund af hans ejendommelige ansættelse. Han rejste selv til Rom for at få udnævnelsen stadfæstet. Herefter møder vi ham næsten konstant i dronning Margretes nærhed.

Fra nu af var det politiske magtspil i Norden Peder Lodehats egentlige virkefelt, og snart skulle han vise sig som en uundværlig støtte for dronningen. Valdemar Atterdag har næppe anet, hvilken betydning hans datter skulle få. Margrete blev i sin pure ungdom gift med kong Håkon 6. af Norge, og de fik sønnen Oluf, som, da Valdemar døde og få år senere Håkon, blev konge over begge riger, dog foreløbig under Margretes formynderskab. Den 3. august 1387 døde imidlertid den kun 16-årige kong Oluf uden varsel på Falsterbohus i Skåne, og efterlod både Danmark og Norge uden konge. Dronning Margretes formynderregering var i sagens natur hermed til ende, og kongens efterfølger på tronen måtte næsten uundgåeligt blive Valdemar Atterdags eneste efterlevende barnebarn: den unge hertug af Mecklenburg. Det mecklenburgske fyrstehus hørte til Danmarks ærkefjender, og der skulle handles hurtigt, hvis man skulle undgå et totalt politisk sammenbrud.

Det gjorde man også! Kun en uge efter Olufs død blev dronning Margrete på Landstinget i Lund valgt til »fuldmægtig frue, til husbond og til hele Danmarks riges formynder«. Peder Lodehat var den eneste af de danske bisper, der var til stede ved denne højst usædvanlige begivenhed, der er uden fortilfælde i Danmarks historie - både på grund af valgmåden og fordi det var en kvinde, der valgtes til regent. Blandt de andre tilstedeværende noterer man sig den norske ærkebiskop og drosten Henning Podebusk, der gennem årene havde været en uundværlig støtte for dronning Margrete, som tidligere for hendes far Valdemar Atterdag. Få måneder senere fulgte Norge det danske eksempel, også her blev Margrete anerkendt som rigsstyrer. (Fig. 5, fig. 6)

Valget af dronning Margrete til regent betegner indledningen til en helt ny æra for kongemagten. Konsolideringsfasen var overstået, der var skabt ro i landet - nu kunne man begynde at lægge fundament til en ny magtfordeling i Norden. I Sverige var der dyb utilfredshed med kong Albrechts styre, og landet nærmede sig en tilstand af borgerkrig. Mange begyndte at fortryde, at de i 1363 havde afsat kong Magnus og i stedet indkaldt en fremmed fyrste. Denne utilfredshed forstod dronning Margrete til fulde at udnytte; den åbnede nye storpolitiske perspektiver, og her kunne Peder Lodehat være hende til nytte ud fra sin store udenlandske erfaring, både fra sin tid i Rom og de fire år som biskop i Sverige. Da drosten Henning Podebusk døde i 1388, var det tilsyneladende Peder Lodehat, der uofficielt trådte ind som dronningens nærmeste rådgiver.

På et hemmeligt møde i marts 1388 overgav en vigtig del af den svenske adel dronning Margrete regeringsmagten i Sverige, og dermed var døren åben for hendes magtovertagelse i hele Norden. Det endelige opgør fandt sted det følgende år ved et stort slag uden for Falköping, hvor kong Albrechts styrker led et knusende nederlag.

På trods af sit travle virke som dronningens rådgiver, forsømte Peder Lodehat ikke sit bispeembede i Århus. Netop i 1388 udstedte han således en række statutter på ikke mindre end 40 punkter for kannikerne i domkapitlet: »For at fjerne de uvaner og fordærvelige forhold, der som følge af forsømmelighed og eftergivenhed hos visse personer ved Århus Domkirke ad forskellige afveje og ved mangfoldige vildfarelser har vundet indpas«. Korvikarerne blev på samme måde formanet, og man får en anelse om, at det undertiden kunne gå livligt til i kirken. Det bestemmes således, at korvikarerne ikke må give hinanden ørefigen og »enhver, som for spas eller som en grovkornet spøg kaster med brændende lys i koret, skal betale en grot«. Desuden forbydes det at grine »således at det høres fra det ene kor til det andet«. De unge mennesker har åbenbart muntret sig.

Vi finder dog stadig biskoppen ved dronningens side, blandt andet som medbesegler ved gavebreve, mageskifter og pantsættelser. I 1391 skænkede hun således borgen Egholm til Vor Frue nonnekloster i Ålborg på betingelse af, at selve fæstningen blev nedbrudt. Bestemmelsen falder helt i tråd med senere lovforordninger, hvor dronningen forbød opførelsen af »flere fæstninger eller barfred for at landet hurtigere kan komme i orden og komme til mere fred og skel og ret, end der har været længe«.

Bestræbelserne på at få den hellige Birgitta helgenkåret nåede endelig sit mål i 1391, hvor paven den 7. oktober med en storslået ceremoni i Peterskirken fejrede kanoniseringen. Det har også været en stor dag for Peder Lodehat, der jo som ung gejstlig havde arbejdet for sagen i Rom. Birgittinerordenen med hovedsæde i Vadstena havde enorm indflydelse på opinionen i Sverige, og kanoniseringen af Birgitta har uden tvivl haft stor betydning for dronning Margretes popularitet dér i landet. Kort tid efter slaget ved Falköping havde dronningen udstedt et beskyttelsesbrev til klosteret, og senere på året havde hun sammen med det svenske rigsråd sendt bønskrifter til pave Urban 6. om Birgittas helgenkåring.

I januar 1395 døde Roskildebispen Niels Jacobsen Ulfeldt, og som hans efterfølger udnævntes senere samme år Peder Lodehat. Han har sikkert været ivrig efter at udskifte embedet i Århus med det i Roskilde, der var et af landets rigeste og mest betydningsfulde. En opgørelse fra ca 1370 over bispestolens ejendomme og indtægter, kaldet Roskildebispens Jordebog, viser at over 2600 bøndergårde på Sjælland hørte under bispen, og hertil kom selve København, der efterhånden var ved at blive kongemagtens faste residensby. Desuden var ikke mindre end syv sjællandske herreder og tre købstæder i tidens løb blevet pantsat til bispestolen af kongemagten. Kort efter Peder Lodehats udnævnelse til biskop i Roskilde skænkede dronning Margrete ham Dragsholm Slot og tilskødede bispestolen Saltø Slot og len, mod at alteret ved hendes broder Christoffers grav blev indviet til Faderen, Sønnen og Helligånden.

Peder Lodehat fik nu officielt titel af Danmarks riges kansler og havde som sådan det store rigssegl i forvaring. Tilsyneladende var han en af drivkræfterne bag Kalmarunionen, og hans segl er et af de ti, der er hængt under unionsdokumentet fra sommeren 1397. Han havde også deltaget i de afsluttende forhandlinger med mecklen- burgerne på Lindholm Slot to år tidligere, der havde resulteret i løsladelsen af den fangne kong Albrecht. Kalmarunionen og den efterfølgende kroning af den 15-årige Erik (af Pommern), et barnebarn af dronning Margretes søster, markerer det politiske højdepunkt såvel for dronningen som for hendes kansler. Året efter deltog han i forhandlingerne om hansestædernes privilegier i Danmark og beseglede på kongemagtens vegne det endelige dokument med det omtalte store rigssegl. (Fig. 7)

Den skånske adelsdame Ida Pedersdatter Falk var dronningen og biskop Lodehats gode fælles veninde. Sammen oprettede de et nonnekloster af dominikanerordenen ved Gaunø, som alle tre skænkede betydelige gaver. Oprindelig skulle det have ligget ved Gladsaxe i Skåne, hvor Ida Falk havde afset noget gods til dets oprettelse, men det blev mageskiftet i 1402, da dronningen åbenbart fandt placeringen ved Gaunø mere hensigtsmæssig. (Fig. 8, fig. 9)

Et pudsigt minde om Lodehats bispeperiode i Roskilde kom for dagen i 1904, hvor tøffelmager Larsen ved et rent tilfælde fandt hans signet af sølv på en mark ved Hvalsø mellem Roskilde og Ringsted. Håndtaget manglede, så bispen har sandsynligvis tabt seglet ved at lodningen er gået op. Et signet var jo en dyrebar ting, som man i reglen fik med i graven for at forhindre misbrug, og tabet har uden tvivl ærgret Peder Lodehat meget. Fra bevarede dokumenter kan vi se, at seglet er anvendt mellem 1397 og 1400. Det forestiller Roskilde Stifts våben: to nøgler over et ligearmet kors, og nedenunder ses et lille skjold med Lodehatslægtens våben: det skæggede mandshoved med bredskygget hat. Den latinske indskrift rundt langs kanten lyder oversat: »Peders segl, af Guds nåde biskop i Roskilde«.

Et af de mest markante vidnesbyrd om Peder Lodehats virke er bispeborgen Gjorslev på Stevns, som han lod opføre; den er en af de bedst bevarede verdslige bygninger fra middelalderen herhjemme. Borgen er opført i et fladt englandskab, og grundplanen har form som et latinsk kors med et mægtigt tårn på 25 meters højde, placeret i korsskæringen. Bygningsmaterialet er kridtsten fra den nærliggende Stevns Klint med dekorative bælter af røde munkesten. Selv om Gjorslev ikke kan betegnes som en egentlig fæstning, finder man her i østre korsarm de ældst bevarede skydeskår beregnet til ildvåben: de er smalle, knap tre meter høje og med en cirkulær åbning under midten til en såkaldt hagebøsse. Inde i hovedbygningen dominerer stueetagens tårnsal med dens smukke stjernehvæiv samt en velbevaret søjlesal i nordre korsarm. Den har modsvaret lignende rum i de tre andre korsarme. (Fig. 10)

I 1988 fandt man i Braunschweig en farvelagt tegning fra slutningen af 1600-tallet, der tydeligvis forestiller Gjorslev. Den er udført medens korsarmenes oprindelige trappegavle med høje blændinger stadig eksisterede, om end kun de tre af dem. På billedet opdager man til sin forbavselse i hjørnet mellem østre og søndre korsarm et lille elegant kapel med høje kraftige piller. Det er helt forsvundet i dag, men ved en bygningsarkæologisk undersøgelse foretaget 1990 fandt man kapelresterne, som har udgjort en femkantet udbygning. Hvornår kapellet er blevet nedbrudt, ved vi ikke, men det er muligvis sket i forbindelse med nogle ombygninger i 1715. - På Gjorslev har man i år fejret 600-året for borgens opførelse.

Roskilde bispestols mange udlæg for kongemagten blev gjort op i 1401 til et beløb på ikke mindre end 40.000 lybske mark, og for denne sum fik Roskildebispen overdraget Skanør og Falsterbo i Skåne med alle de kongelige indtægter fra sildemarkedet som pant for en periode af otte år. Hvert år skulle afdrages 5.000 mark af det samlede beløb. Gennem de foregående år havde bispen hjulpet dronningen, således at hun var i stand til at indfri en lang række panter, blandt andet kom købstæderne Køge og Roskilde sammen med fire sjællandske herreder tilbage til kronen. Samtidig vendte København, som Valdemar Atterdag i mange år havde »lånt« af bispestolen, hjem til kirken.

Til Peder Lodehats mindre sympatiske træk hører hans lidt overdrevne omsorg for sin familie. En brodersøn ved navn Jens Andersen Lodehat blev optaget blandt domkapitlets kanniker i 1406, og en anden nevø, Jens Gereksson Lodehat, nævnes som kannik i Århus. Begge stod ved starten på en glimrende gejstlig karriere, og en hjælpende hånd fra farbror har været velkommen. I 1408 skulle der vise sig en enestående mulighed for at promovere familien og samtidig vinde indpas i den svenske gejstlighed. Det år, den 20. marts, døde nemlig ærkebispen i Uppsala, og allerede dagen efter samledes domkapitlet for at vælge hans efterfølger. En person blev udpeget og sendt til Rom for at få udnævnelsen godkendt af paven, men her kom Peder Lodehat på tværs; han, der netop opholdt sig i Rom, fik gennemtrumfet, at det i stedet blev hans egen nevø Jens Gereksson, der udnævntes til Sveriges ærkebiskop. Det må nok betegnes som lidt af en svinestreg, der i øvrigt har temmelig mange lighedstræk med den måde, hvorpå han selv i sin tid var blevet biskop i Växjö. Også i denne sag havde Vadstena Kloster en finger med i spillet, det fremgår af en fortrolig skrivelse til den nye ærkebiskop, indføjet i klosterets brevbog. Brevskriveren er en unavngiven Vadstenamunk, der plages af dårlig samvittighed, fordi han har medvirket i sagen. Han beder »at Gud selv vil give Eder kærlighedens, visdommens og forstandens ånd, hvorved alle Eders mangler kan dækkes«. Det ville den almægtige åbenbart ikke, udnævnelsen blev fatal og endte med ærkebispens afskedigelse. Han havde slet ikke farbroderens nådegaver.

Peder Lodehats anden brodersøn, Jens Andersen Lodehat, fik også stor nytte af familieforbindelsen, han blev nemlig sin farbroders efterfølger på bispestolen i Roskilde og beklædte denne post til sin død 1431. Han kvitterede siden sine afdøde velgørere ved at dedicere et sæt nye pragtfulde korstole i domkirken til dem. En indskrift fortæller, at koret er fuldført i 1420 »til frelse for sjælene af hans højst berømmelige dronning, fru Margrete, hele den gejstlige stands velynderinde, som her ligger begravet, samt af hans højt elskede farbroder hr biskop Peder, hans forgænger, i ærværdig ihukommelse«. Lodehatslægten kom således til at dominere dansk og svensk kirkepolitik gennem næsten et århundrede. (Fig. 11, fig. 12, fig. 13)

Stiftelsen af et Birgittinerkloster i Danmark var meget magtpåliggende for både dronning Margrete og Peder Lodehat. Dronningen var selv som en proformahandling blevet optaget i ordenen, da hun i 1403-04 tilbragte jul og nytår i Vadstenaklosteret, og Roskildebispen havde jo medvirket i kanoniseringsprocessen for Birgitta. Ved mange lejligheder havde de begge draget nytte af den gode forbindelse, og det havde naturligvis sin pris. Oprindelig var det bestemt, at det nye kloster skulle ligge ved Grimstorp på Lolland, men det blev siden ændret til en nærliggende lokalitet, den der i dag er kendt som byen Maribo, navngivet efter klosteret. Hverken dronningen eller Peder Lodehat nåede dog at se det færdige resultat, men vi ved, at Roskildebispen skænkede det ny kloster en skål, som den hellige Birgitta havde ejet, hvori der var lagt relikvier.

I 1412 døde dronning Margrete, og dermed havde Peder Lodehat mistet en livslang ven og beskytter. Om deres nære forhold på noget tidspunkt var andet og mere end venskab, får vi aldrig at vide, men der synes ikke at have verseret rygter i den retning. Dronningen blev begravet i Sorø klosterkirke, hvor også Valdemar Atterdag og kong Oluf lå begravet, men året efter tog Roskildebispen »næsten med vold mod munkene« hendes lig, og førte det til Roskilde Domkirke. Her blev dronning Margrete gravlagt i koret den 4. juli 1413 og fejret med den største kirkefest, der er blevet afholdt herhjemme. Året før sin død havde dronningen udnævnt Peder Lodehat til eksekutor af sit testamente, hvor en mægtig sum på ialt 26.337 lybske mark blev fordelt til diverse godgørende formål. En portion skulle således udbetales til »kvinder og møer, som man kan spørge og få at vide er blevet krænkede og fornedrede i disse krige øst for Øresund«. Der blev også sat penge af til opførelsen af et nyt kapel ved Roskilde Domkirke; det fik navn af Bethlehemskapellet.

Peder Lodehat selv havde kun få år tilbage, men bevarede sin politiske indflydelse i den sidste del af sit liv, også efter at Erik af Pommern havde overtaget regeringen. Det fremgår klart af det store Danehof-møde i Nyborg 1413, hvor han i forbindelse med striden om rettighederne til hertugdømmet Slesvig dømte, at lenet skulle gå tilbage til kronen. Til sit sidste hvilested havde han valgt det såkaldte Skt Sigfrids kapel i Roskilde Domkirke, som han selv havde stiftet i 1405 og fået pavelig bekræftelse på. Valget var ikke tilfældigt. Skt Sigfred var nemlig skytshelgen for det svenske bispedømme Växjö, hvor Peder Lodehat havde begyndt sin gejstlige karriere. Kapellet var placeret i det nordre tårnrum, og her blev han begravet under den store gravsten efter sin død den 19. oktober 1416. Da kapellet blev ombygget i 1644 i forbindelse med indretningen af et familiegravsted for Niels Trolle og hans slægt, fandt man Peders lig liggende i fuldt bispeskrud og med bispestaven ved siden. Intet er desværre bevaret af dette - kun gravstenen blev reddet og flyttet til koromgangen. Her kan man stadig se den og få et levende indtryk af en personlighed, der prægede Danmarks historie i en meget betydningsfuld tid.