Kronik: På den anden side

Studiet af menneskets udnyttelse af landskabet i oldtidens forskellige tidsafsnit, herunder valget af bosættelsessted, har vundet fremgang herhjemme i de senere år. Det ligger i vor egen tid, at forholdet mellem menneske og natur er på dagsordenen, men der er flere andre årsager. For det første er antallet af stedfæstede fund og fortidsminder i Danmark betydeligt. Systematiske registreringer begyndte tidligere end i noget andet land, og informationsteknologien med dens databaser, digitaliserede kortoplysninger og søgemuligheder blev taget i brug tidligt og på en dygtig måde. For det andet betød professor C.J. Beckers introduktion omkring 1960 af maskiner til at åbne udgravningsfelter med, at man allerede fra det tidspunkt efterhånden blev klar over, hvor kolossalt store arealer, oldtidsbebyggelser kan dække. Dermed blev interessen inden for f.eks. jernalderbebyggelser gradvis flyttet fra den enkelte affaldsgrube og hustomt til husgrupper, landsbyer og endda til serier af landsbyer, som havde afløst hinanden gennem århundreder (se Skalk 1984:3). For det tredje medfører det moderne samfunds store, arealkrævende aktiviteter som anlæg af motorveje, bolig- og industribyggeri samt skovrejsning, at der hvert år foretages i hundredvis af nødudgravninger. Det drejer sig om ca 700 lokaliteter årligt, hvoraf nogle selvsagt er ganske store. Ved lovgivning er det på det seneste med noget held søgt at begrænse de dyre og tidkrævende udgravninger ved at give bygherrerne incitamenter til at friholde »arkæologiske områder«, og det har yderligere øget motivationen for at forstå, hvorfor man bosatte sig hvor og hvornår.