Kronik: Ørredstedet
En arkæologisk udgravning, for eksempel af en boplads fra jægerstenalderen, drejer sig om andet og mere end at finde redskaber og affald. Det gælder om at få svar på spørgsmål. Hvorfor ligger tingene, som de gør? Hvilke sammenhænge eller anlæg indgår de i? Hvordan er de kommet der? Hvor længe har de været på stedet? Er de flyttet fra deres oprindelige placering? Har der været flere besøg på pladsen? På hvilken årstid? Hvad er der egentlig foregået? Og man kunne blive ved. Det er jægernes adfærd, der er det spændende, og samtidig den store udfordring. For det er slet ikke så lige til at rekonstruere, hvad der er sket på en boplads ud fra det, man finder ved en udgravning.
Af Erik Brinch Petersen
Det hænder, at man læser om et arkæologisk problem, hvor brikkerne pludselig falder på plads ved at inddrage viden fra nulevende samfund, hvorfra der foreligger øjenvidneskildringer, beskrivelser eller måske endda fotografier, som synes at forklare et tilsvarende, fortidigt fænomen. Med større eller mindre sikkerhed kan et løsningsforslag da præsenteres. I det følgende drejer det sig om noget i retning af det modsatte. I selskab med Keld Møller Hansen opholdt forfatteren af disse linier sig i 1987 tre dage på en fangstplads i Vestgrønland. Alt, hvad vi så og registrerede, var forskelligt fra det billede, vi ellers havde dannet os af en tilsvarende fangststation fra indlandet i jægerstenalderen.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 2000:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
