Kronik: Myten om prins Svend

I sommeren 1097 drog prins Svend af Danmark over den tørre, solsvedne anatolske højslette. Som tusinder af andre vesteuropæiske fyrster havde han fulgt paven Urban 2.s opråb knap to år tidligere om at komme de kristne i Østen til hjælp og befri de hellige steder fra de vantros besudling. Svend var blevet vel modtaget af den byzantinske kejser i Konstantinopel, og han fortsatte nu marchen mod Jerusalem. Efter Nicæa, måske så langt østpå som ved Aksehir, faldt han og hans 15.000 riddere i et blodigt tyrkisk baghold. De kæmpede tappert og strakte en overtallig mængde af fjender til jorden, men til sidst blev kampen for ulige, og de »faldt i en regn af pile og blev halshugget«. Den smukke burgundiske fyrstedatter Fiorina var fulgt med den danske hær; hun var nylig blevet enke og ønskede nu brændende at blive gift med Svend. Under tyrkernes angreb undslap hun på sit muldyr trods seks pile i kroppen, men efter et stykke tid gled hun udmattet af blodtabet ned fra sadlen, blev indhentet af tyrkerne, dømt til døden og henrettet.

Af Kurt Villads Jensen

Billede

Svend og Florinas grave er ukendte, men historien om det forelskede pars ulykkelige skæbne fandt plads i en af de tidligste korstogsberetninger, Albert af Aachens latinske »Jerusalems Historie«. Albert var selv med på det første korstog som huspræst for en af dets førere, og han skrev sit værk få år efter erobringen af Jerusalem i 1099. Men er der overhovedet hold i historien om Svend, eller er den rent opspind?

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 2001:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.