Kronik: Mellem tvende have

Hvis nogen undrede sig over de to herrer, var det ikke skagboerne. Jo, godt nok var de lidt »egne«, men når det nu skulle være, var det da det rigtige sted at få afløb for deres særheder. Holst og Winther var interesserede i gamle sager, og i Skagen vidste man, at der på strækningen mellem Fyrbakken og Det grå Fyr fandtes rester af gamle huse. Man sagde, at det var boder, bygget af hollændere og englændere, som havde opholdt sig der i forbindelse med fiskeri. Navnlig når det havde stormet fra øst og syd, kunne man på stranden finde forskellige pæne ting, som havet skyllede ud af klitterne, og som endnu ikke var blevet nævneværdigt slidt af vandets og sandets evige bevægelser.

Den seneste snes år er interessen for købstædernes middelalderlige topografi blomstret op. Der er ligefrem blevet skabt en model for, hvordan en undersøgelse af byernes ældre udseende kan gribes an: Naturen og terrænets udvikling gennem tiden kortlægges så vidt muligt, eksisterende skriftlige kilder og arkæologiske fund gennemgås, og beliggenheden af »faste punkter« som kirker og klostre benyttes i arbejdet med at skønne hvilke dele af gadenettet, som kan føres tilbage til middelalderen.

Ved disse tilbageslutninger er topografen Peder Hansen Resens kort, som blev trykt 1677 (se bladets forside), ofte det ældste holdepunkt.

Denne fremgangsmåde er nu forsøgt afprøvet på Skagen. Ikke alle led har givet resultat - for eksempel var der slet ikke gader i fortidens Skagen - og kun hovedtrækkene i bebyggelsesudviklingen er blevet afdækket. Alligevel har resultaterne skabt betydelig mere klarhed over forholdene end tidligere. Overvejelser om beliggenheden af Skagens første bebyggelse har gerne taget udgangspunkt i de skriftlige kilder. »De« er dog så meget sagt. Skagen og dens sognekirke - Sankt Laurentii Kirke, nu Den tilsandede Kirke - er ofte nævnt, uden at det giver nogen mulighed for en nærmere stedfæstelse. Konkrete topografiske oplysninger fra middelalderen er kun overleveret i ét tilfælde. Det er til gengæld en hel lille beretning om Skagens bebyggelseshistorie, som findes i et dokument med et vidnesbyrd, aflagt 19. april 1355 på kongens retterting i Ålborg af ti selvejerbønder fra Vendsyssel. Bønderne havde erfaret af deres forfædre, at en konge engang havde gæstet en vis Torkil Skarpe og givet ham ret til at bruge Skagen mark (tydeligvis betegnelsen for et område og ikke et dyrket jordstykke) til græsning for sine hestestod, dvs flokke af utæmmede heste. Torkils hyrde, Trond, »var den første, som fandt på at fiske ved Skagen, og han byggede det første hus på Skagen mark på nævnte Torkils vegne —«. Senere havde andre, også på vegne af Torkil, fulgt Tronds eksempel. Bønderne berettede videre, at området fra Hyrdebæk, der løb øst for Hovsø et sted mellem Hovsø og Reven, og helt ud til det yderste Skagens rev, fra de ældste tider havde været kongens forstrand. Ifølge dokumentet havde forstranden ikke været bebygget nogen sinde, før Jylland få år forinden var blevet udsat for voldelige omvæltninger som følge af »herrernes krig«. Endelig meddeler vidnesbyrdet, at ejeren af Skagen mark plejede at få en afgift, såkaldt markfisk: to fisk eller seks sterling fra hver bod, til gengæld for indsamling af brænde og andre fornødenheder. For at forstå indholdet, er det nødvendigt at gå lidt nærmere ind på dokumentets art. (Fig. 2, fig. 3)

Dokumentet stammer fra en af mange retssager, som blev ført under Valdemar Atterdags rundrejse 1355 i Jylland for ad rettens vej at genvinde kongeligt jordegods, som var kommet på andre hænder i den foregående tid, hvor landet havde været præget af indre uroligheder. Skagensagen handlede om krænkelse af kongelige rettigheder, men det fremgår ikke tydeligt, hvem krænkeren var eller hvilke slags rettigheder, der var på spil. Dokumentet har form af en række svar, men spørgsmålene er ikke med.

Kongens forstrand var en bræmme land langs kysten. Dens bredde var som hovedregel bestemt af, hvor langt ind der kunne komme strandingsgods, og derfor havde udtrykket mere et retligt indhold end en fast topografisk betydning. På Skagen var grænsen mellem forstrand og det indre land en bæk, hvis navn, Hyrdebækken, nu er forsvundet. Hovsø lå et sted mellem Sankt Laurentii Kirke og Sønderstrand, og denne sø sandede til for et par hundrede år siden.

Som de ti mænd beskrev forholdene, lå Trond og hans efterfølgeres huse på den egentlige Skagen mark. Nogle år før 1355 var der imidlertid på selve kongens forstrand opstået ny bebyggelse, som blev kaldt Reven, utvivlsomt fordi den lå ved Skagens Rev. Egentlig viser navnet ikke i sig selv, at der er tale om en bebyggelse, men Reven anvendtes endnu 1599 om Skagens østlige bydel.

Tidspunket for Revens opståen lader sig ikke slutte af dokumentet, idet »herrernes krig« ikke umiddelbart kan identificeres. Jyske stormænd havde gjort oprør mod Valdemar Atterdag 1351-53. Efter Niels Ebbesens drab 1340 på den kullede greve var der kampe. 1329 og 1313 havde der været oprør, og efter Erik Klippings drab 1286 var der hærgninger af de fredløse og af nordmænd. Alt dette kunne ligge inden for erindringen af de ældste af de bønder, der afgav vidnesbyrd i Ålborg.

Men uanset om hyrden Trond nu har levet eller blot er en sagnagtig person, kan vi lade hans hus stå som symbol for et led i Skagens bebyggelseshistorie. Mange har med udgangspunkt i 1355-dokumentet foreslået, hvor Trond kan have bygget sit hus, og man har opfattet det som begyndelsen til Skagen købstad, men uden at hæfte sig ved at det lå på Skagen mark. Bøndernes udsagn om bebyggelsen Reven på kongens forstrand har man derimod ikke bidt mærke i.

I Pontoppidans Danske Atlas fra 1769 optræder hvad man kan kalde Gammel Skagen-teorien, som senere er overtaget af lokalhistorikeren Carl Klitgaard i bogen »Skagen Bys Historie« (1928). Teorien bygger på, at stednavnet Gammel Skagen blev brugt og stadig anvendes som sidebetegnelse for bebyggelsen Højen, som derfor måtte være det ældste Skagen. Dette dobbeltnavn har næsten 300 år på bagen, idet søkortdirektør Jens Sørensen 1695 lancere de denne brug, som hurtigt blev overtaget lokalt. Der må imidlertid være tale om en forveksling, for i Resens Danske Atlas, der bygger på præsteindberetninger fra 1667, bruges med henvisning til søkort navnet Old Schagen om en bebyggelse ved Grenen med huse for fremmede fiskere. Nu kendes der ikke søkort med betegnelsen »Old« Skagen, men i hollandske søkortkommentarer, de såkaldte læsekort, optræder »Oude« Skagen (oud er hollandsk og betyder gammel). Udtrykket blev altså brugt i 1600-årene af fremmede søfolk, men ikke om Højen, og det sidstnævnte navn kendes tilmed helt tilbage fra 1553 og er dermed klart det ældste af de to. Arkæologisk er det ikke muligt at bestemme Højens alder i dag, for Skagerrakkysten er på dette sted under stadig nedbrydning, hvorfor bebyggelsens huse med mellemrum er flyttet længere ind i landet, mens de gamle hustomter er opslugt af havet. (Fig. 4, fig. 5)

Det næste oprindelsesforslag bygger på noget mere håndgribeligt end stednavne. En anden lokalhistoriker, A.P. Gaardboe, gjorde sig i 1875 til talsmand for hvad man kan kalde kirkeby-teorien. Ifølge den lå det ældste Skagen ved den daværende sognekirke Sankt Laurentii Kirke (Den tilsandede Kirke), svarende til forholdene i andre købstæder, hvor kirkerne som regel ligger inde i selve byerne. Imidlertid er kirken mindst nogle årtier ældre end Skagens købstadsrettigheder, som er fra 1413, så forudsætningen for sammenligningen med andre byer holder ikke. På forhånd kan man dog ikke udelukke tanken om en bebyggelse ved kirken, skønt dette ikke er en selvfølge i Vendsyssel, hvor kun hen ved halvdelen af landkirkerne synes at være opført i eller nær en landsby. Men i 1984 afslørede en udgravning tæt øst for Den tilsandede Kirke alene den gamle bymark og ingen spor af bebyggelse.

Et tredje forslag om det ældste Skagen er fremført i Chr. Thagaards bog »Blade af Skagens historie« (1967). Som den første lagde han vægt på de fund, navnlig mønter, som justitsråd Holst og sparekassedirektør Winther havde gjort. Med udgangspunkt i disse fund trak bogen »hollænder-pladserne« - altså de fremmede fiskeres bosteder - ind i diskussionen. Han foreslog, at fundene snarere stammede fra det, han opfattede som Skagens første bebyggelse, end fra hollandske fiskere. Det er Thagaards store fortjeneste at have bragt de arkæologiske fund ind i Skagens historie. Disse fund så at sige råber på en forklaring, men først skal andre forhold afklares, nemlig kystliniens forløb gennem tiden.

Få steder i Danmark spiller naturen så stor en rolle, og få steder er de fysiske rammer blevet ændret så dramatisk, som netop ved Skagen. De danske kyster forandres til stadighed under påvirkning fra havet. Der lægges til og skylles væk, og ved Skagen sker begge dele. Den kystlinie, der tegner Skagens Odde - landskabet nord for de høje morænebakker mellem Frederikshavn og Hirtshals - er formet af Skagerraks havstrømme på vestsiden og af Kattegats på østsiden.

På Skagerraksiden er hele kyststrækningen omtrent fra Skiveren og nordefter under nedbrydning. Ved landets ende, Skagens Nordstrand, er der strømlæ, og noget af sandet fra de sydligere kyststrækninger aflejres her, så odden vokser mod nordøst. Andre sandmængder føres videre til Skagens Rev og helt ind i Kattegat, før det afsættes og danner revet og Grenens spids. Derfor vokser Grenen ikke alene mod nord, men også mod øst. På den søndre side er kysten under angreb fra Kattegat- strømmen, navnlig på de yderste ca 3 km af Grenen. Det holder kysten i ave, således at landet ender i en spids, uanset hvor meget sand, der aflejres på Nordstrand og yderst på oddens spids. Med anlægget af Skagens havn 1907 og med forskellige senere kystsikringer er forholdene i dag noget anderledes, men det er stadig muligt at rekonstruere naturens gang. (Fig. 6, fig. 7)

Et nærmest overset arkæologisk fund giver et vigtigt bidrag til at bestemme tilvæksten af Grenen over en betydelig årrække. I 1962 stødte man ved gravning tæt ved Det hvide Fyr på vraget af et skib, der dengang blev anslået til at være fra omkring 1600. I 1994 blev der lejlighed til at gense dele af vraget, der kunne identificeres som resterne af en middelalderlig kogge, og dendrokronologisk kunne tømmeret nu dateres til ca 1200. Findestedet synes at vise, at koggen er strandet på den daværende Nordstrand, og det ca 20 m lange skib ligger så højt over havoverfladen - også når den mellemliggende landhævning tages i betragtning - at skibet må være kastet helt op på stranden. Det er bygget af ulagret egetræ, hvilket antyder en begrænset levetid, så vraget må angive en omtrentlig beliggenhed for Nordstrand engang i 1200- årenes første del. Dermed kan oddetilvæksten siden den tid bestemmes til gennemsnitlig lidt over 3 m årligt.

Kystudviklingen gennem de seneste 200 år kan følges på kort. Det ældste er Videnskabernes Selskabs opmåling 1787, men man kan komme endnu et århundrede tilbage. 1694 var den allerede nævnte søkortdirektør Jens Sørensen på opmålingsrejse til søs. Han landede ved Skagen og målte langs Sønderstrand fra »den yderste landpynt« og til »enden af byen«. Mellem disse to punkter var der to mellemstationer: Fyret og »borgmesters gård«. Målene lagde han sammen med en anslået afstand fra enden af byen og videre til det sted på stranden, som var ud for kirken. Det gav en samlet afstand på (omregnet) ca 5,4 km.

Året efter kom Jens Sørensen igen med en milevogn (se Skalk 1980:1). Det var et hurtigt og præcist måleinstrument, men han glemte at måle en enkelt afstand. Selv bortset fra det, blev resultaterne ikke som året forinden. Det første år målte han i strandkanten med tovliner, hvis længde var bestemt i våd tilstand. Men vådt tovværk krymper, så når de samme liner blev brugt på tørt land, var de ca 10% længere. Tager man højde for det, stemmer tallene. Ved at kombinere de to sæt målinger kan man ret nøjagtigt fastlægge den yderste landpynts beliggenhed.

Ved siden af opmålingerne arbejdede Jens Sørensen med et andet projekt, en flytning af fyret. 1694 noterede han, at det stod lige øst for byen, og at søfarten ville være tjent med, at det blev flyttet til en høj sandbanke nærmere Grenen.

Søkortdirektøren søgte at skaffe kongens tilslutning til sagen, men myndighedernes behandling fortoner sig. Der kom hverken tilsagn eller afslag fra kancelliet, forslaget blev blot syltet. Dette forhold har været overset, og det har medført, at Fyrbakken, hvor der i dag står et rekonstrueret vippefyr, fejlagtigt opfattes som Jens Sørensens værk, og at Fyrbakken dermed skulle være den sandbanke, som 1694 lå nær Grenens spids. (Fig. 8)

Fyrbakkens historie går imidlertid længere tilbage, til 1633. Det år var det daværende lygtefyr truet af havet, og året efter var det væk. Da var et nyt vippefyr dog allerede i brug. Det stod noget inde i landet, hvor det ikke var direkte truet af havet, »nordvest for Svenning Ebbesens hus her i byen«. I Klitgaards bog er dette forenklet til »nordvest for byen«, en ikke uvæsentlig forskel. 1648 blev samme Svenning Ebbesen og 64 andre tiltalt for ikke at have skøde på deres grunde. De forsvarede sig med, at havet havde taget eller truede deres gamle byggegrunde, og nogle var da flyttet til ubebyggede steder, andre til forladte grunde. Svenning Ebbesen var altså flyttet væk fra den grund, han boede på 1633. De af de fraflyttede hustomter, som lå længst fra stranden, må have undgået den ventede skæbne. Disse hustomter har ligget i det område, hvor Holst og Winther senere gik og gjorde deres fund.

Nogle af Svenning Ebbesens lidelsesfæller kan stedfæstes efter 1648, hvor de boede vest for Fyrbakken. Ingen boede øst for, da Resens kort blev tegnet mellem 1667 og 1677, eller da Jens Sørensen besøgte Skagen 1694. Læser man Klitgaards fremstilling uden at kende til Svenning Ebbesens flytning, er det ikke til at få mening i, at Fyrbakken 1633 lå nordvest for en bebyggelse, men ifølge de to kortmagere øst for byen. Så er der ikke langt til den misforståelse, at det rekonstruerede vippefyr står på den sandbanke, Jens Sørensen ville bygge nyt fyr på, hvilket vi nu ved ikke blev gennemført. Men i så fald skulle Holst og Winthers »jagtmarker« have været havbund i 1695, og det modsiges af fundene.

En anden forveksling er ligeledes blevet opklaret. En gammel kongelig toldergård er nu stedfæstet til den såkaldte Holsts Gård. Der har altså været to forskellige toldergårde, som har været regnet for én. Med opklaringen af flytningshistorierne for fyrene og toldergårdene falder brikkerne på Resens kort på plads. Det viser bebyggelsen liggende i det samme område, som Skagen også i dag breder sig over. Området øst for Fyrbakken, hvor Holst og Winther gik deres ture, lå derimod ubebygget hen. (Fig. 9)

Langs stranden, hvor de to mænd vandrede, var en stenrimme - en gammel strandvold - og oven på den nogle mindre jordhøje, 3-6 m lange og ca 1 m høje. Holst sad 1880 i byens vejudvalg, og da en af disse småhøje blev gennemskåret ved vejarbejde, så han sodede murstensrester og opsamlede røde lerkarskår og grønne kakkelstykker. Nationalmuseet bestemte sagerne til omkring 1600, og dét styrede de to mænd på deres otiums ture. Vejen på stenrimmen findes ikke mere, den blev ved en voldsom storm i december 1914 bortskåret sammen med et stykke af kysten. Samme storm afdækkede 6-7 plankesatte brønde, som lå på en ret linie i vest-østlig retning.

Efterhånden fik Holst og Winther opsamlet en del ting, blandt andet 25 mønter I 1922 overdrog de samlingen til byens borgmester med ordene: »Da vi begge er ældre folk og forholdene måske ville medføre, at de af os samlede genstande kunne spredes for alle vinde, havde vi tænkt, at de mulig kunne have interesse for Skagen by, om der nogensinde skulle blive dannet et museum for fortidsminder her«. Allerede 1927 stiftedes en museumsforening, og fundene er udstillet på museet, som nu bærer navnet Skagen By- og Egnsmuseum. De to mænd har heldigvis haft gavmilde efterfølgere, så museet nu ejer omkring 100 mønter fra området mellem Fyrbakken og Det grå Fyr. Der er efterretninger om flere middelaldermønter fra strækningen, og da der ikke andre steder ved Skagen er gjort tilsvarende fund, er det nærliggende at identificere fundpladserne med den bosættelse - Reven - på kongens forstrand, som 1355-dokumentet omtalte. Tingsvidnets Hyrdebæk kan da være identisk med den nuværende Fyrgrøften, som løber mellem Fyrbakken og Det hvide Fyr. (Fig. 10, fig. 11, fig. 12)

Det passer godt med den nu kendte kystudvikling, at kystområdet med de ældste mønter var under opbygning i middelalderen, og at det udgjorde kongens forstrand, da bosætterne kom. Det har været et barsk sted at leve, åbent og vindomsust, men der var let adgang til fiskepladserne i både Skagerrak og Kattegat. Da det er forskellige fiskearter, man kan fange i de to farvande, gav stedet grundlag for helårsfiskeri.

Tilsyneladende lå Reven først langs den daværende Nordstrand ud mod Skagerrak, mens den senere lå ved Sønderstrand ud mod Kattegat. Alene kystudviklingen har givet dette resultat, for Revens flytninger fulgte ikke med i samme takt. I Kattegat lige syd for Grenen er der strømlæ og dermed opankringsmulighed - red - for større fartøjer. Det har givet Reven gode vilkår, og Reven må være årsagen til at området Skagen - som langt op i tiden betegnede hele det havomgivne næs - fik købstadsrettigheder i 1413.

Kystens udvikling blev efterhånden en trussel. Fra 1590’erne er der efterretninger om, at mange huse skyllede væk ved »vandfloder«. Det var ikke tidevandsbetingede oversvømmelser som Vadehavsområdets, men snarere kraftige storme som den, der bortskyllede vejen ud mod Det grå Fyr i 1914. Revens beboere havde kun én udvej. Den fulgte Svenning Ebbesen og de 64 andre med flytningen i 1648. De rykkede længere mod sydvest end det ældste Revens beliggenhed, til steder, hvor kysten ikke var truet. Efter deres eget udsagn var der her ubebygget, men det betyder ikke, at hele Skagens bebyggelse dengang var identisk med Reven. Højen ved Skagerrak må være kommet til allerede i middelalderen, og det er den vestlige del af det nuværende Skagen, Vesterby, formentlig også. Her savnes dog for tiden fund, så alderen kan ikke fastlægges, som det har været muligt for Revens vedkommende. (Fig. 14, fig. 15)

Til det samlede billede af det ældste Skagen hører forholdet mellem kirken og bebyggelsen. I 1387 havde Skagen en sognepræst, og sognets kirke - Sankt Laurentii Kirke (Den tilsandede Kirke) - er næppe meget ældre og altså klart yngre end Reven. I 1459 berettes der om to kapeller foruden sognekirken, og en indberetning fra 1599 nævner et kapel i Reven og et i Højen. De to middelalderkapeller har altså begge overlevet Reformationen. De er siden flyttet noget fra deres oprindelige sted, men begge lå nær bebyggelser i modsætning til sognekirken. Dennes ensomme beliggenhed må skyldes, at der var andre end Revens beboere at tage hensyn til.

Det kunne være besidderen af herregården Lunholm, som noget før 1394 var opført eller genopført af ridder Christen Vendelbo. Den lå på Skagen mark, formentlig ud for stednavnet Lunholms Hvarre på Jens Sørensens kort fra 1695. Skagens kirke ligger netop midt mellem dette sted og Reven. Som bekendt er kirken ikke længere i brug, den blev opgivet 1795 og solgt til delvis nedrivning.

Flere sider af områdets bebyggelse er altså fortsat uløste, såsom oprindelsen af Højen, Skagen Vesterby og Lunholm. Med de nye undersøgelser er den første samlede bebyggelse på Skagen Odde imidlertid blevet identificeret: Det ældste Reven, som går tilbage til anden halvdel af 1200-årene og senere i flere omgange flyttede udefter på Grenen, blev i 1600-årene tvunget til at flytte ind til det område, hvor det nuværende Skagen ligger. De første skagboer tog - ligesom nutidens turister - helt til landets yderste spids, hvor de bosatte sig mellem Kattegat og Skagerrak. (Fig. 16)