
Kronik: Lundby-affæren
Krigen i 1864 mod Preussen og Østrig er historien om en lang kæde af fejl, misforståelser, inkompetence og regulær dumhed, men også om pligtfølelse og godt gammeldags mod. Affæren ved Lundby, som næppe kan kaldes et slag, snarere en massakre, har det hele: fra ubegribeligt vanvid til tragisk heroisme.
Af Carl Harding Sørensen, Anne-Lise Lykke-Andersen

Omkring 1. juli var krigen i realiteten forbi. Dybbøl var faldet 18. april og Fredericia rømmet kort derefter. I maj måned sluttedes våbenstilstand, og der forhandledes i London om grænsedragningen efter krigen. Den danske regering krævede helt uden forståelse for de politiske realiteter en grænse langs Ejderen, til nød lidt nordligere. Preussen tilbød en skellinje Flensborg-Tønder (altså meget nær den nuværende Titelbillede: Detalje fra gravstenen på Gunderup Kirkegård for de faldne i træfningen ved Lundby.
1920-grænse), men Danmark stod på sit og sprængte dermed konferencen. Den 26. juni blev krigen så genoptaget. Allerede tre dage efter gik preusserne over Alssund, og under hårde kampe måtte den danske hær forlade den sidste stump af Slesvig. Inden da havde de danske styrker i Jylland trukket sig nord for Limfjorden, og den 1. juli påbegyndtes en udskibning fra Frederikshavn. Hele »Det nørrejyske Korps« skulle overføres til Fyn.
Et par regimenter blev dog efterladt i Nørresundby under ledelse af oberstløjtnant Hans Charles Beck. Med denne lille styrke var det naturligvis umuligt at bevogte, endsige forsvare hele Limfjordslinjen, og opgaven var da også kun at tilsløre borttransporten længst muligt og prøve at sikre fjordovergangene de få dage, udskibningen i Frederikshavn ventedes at vare. Uheldigvis omtaltes i instruksen også muligheden for en fremrykning sydpå, hvis lejlighed bød sig »uden uforholdsmæssig risiko«.
1. juli sendte preusserne tre rekognosceringskommandoer fra Hobro frem mod Limfjorden; det blev rapporteret til Beck dagen efter, og han besluttede straks at rykke sydpå mod Ellidshøj, hvor det forventedes, at en af fjendestyrkerne ville gå i kvarter for natten. Den havde imidlertid trukket sig tilbage, så man rettede i stedet opmærksomheden mod et af de andre kommandoer, i Gunderup en halv snes kilometer mod øst. Derhen nåede Beck i løbet af natten med sin ljlle styrke (1. regiments 5. kompagni: 160 mand), og i det tidlige morgenlys så han en fjendtlig vognkolonne på vej mod nord. Han befalede den efterfulgt og fik snart underretning om, at den var standset i landsbyen Lundby. (Fig. 2)
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
Få profil til gratis artikler
Periode: Nationalstat (1849 til 1915)
Udgave: Skalk 1997:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





