Kronik: Lundby-affæren

Omkring 1. juli var krigen i realiteten forbi. Dybbøl var faldet 18. april og Fredericia rømmet kort derefter. I maj måned sluttedes våbenstilstand, og der forhandledes i London om grænsedragningen efter krigen. Den danske regering krævede helt uden forståelse for de politiske realiteter en grænse langs Ejderen, til nød lidt nordligere. Preussen tilbød en skellinje Flensborg-Tønder (altså meget nær den nuværende Titelbillede: Detalje fra gravstenen på Gunderup Kirkegård for de faldne i træfningen ved Lundby.

1920-grænse), men Danmark stod på sit og sprængte dermed konferencen. Den 26. juni blev krigen så genoptaget. Allerede tre dage efter gik preusserne over Alssund, og under hårde kampe måtte den danske hær forlade den sidste stump af Slesvig. Inden da havde de danske styrker i Jylland trukket sig nord for Limfjorden, og den 1. juli påbegyndtes en udskibning fra Frederikshavn. Hele »Det nørrejyske Korps« skulle overføres til Fyn.

Et par regimenter blev dog efterladt i Nørresundby under ledelse af oberstløjtnant Hans Charles Beck. Med denne lille styrke var det naturligvis umuligt at bevogte, endsige forsvare hele Limfjordslinjen, og opgaven var da også kun at tilsløre borttransporten længst muligt og prøve at sikre fjordovergangene de få dage, udskibningen i Frederikshavn ventedes at vare. Uheldigvis omtaltes i instruksen også muligheden for en fremrykning sydpå, hvis lejlighed bød sig »uden uforholdsmæssig risiko«.

1. juli sendte preusserne tre rekognosceringskommandoer fra Hobro frem mod Limfjorden; det blev rapporteret til Beck dagen efter, og han besluttede straks at rykke sydpå mod Ellidshøj, hvor det forventedes, at en af fjendestyrkerne ville gå i kvarter for natten. Den havde imidlertid trukket sig tilbage, så man rettede i stedet opmærksomheden mod et af de andre kommandoer, i Gunderup en halv snes kilometer mod øst. Derhen nåede Beck i løbet af natten med sin ljlle styrke (1. regiments 5. kompagni: 160 mand), og i det tidlige morgenlys så han en fjendtlig vognkolonne på vej mod nord. Han befalede den efterfulgt og fik snart underretning om, at den var standset i landsbyen Lundby. (Fig. 1)

To kilometer nord for Gunderup ligger en stor bakke, der også i dag krones af en anselig gravhøj, og herfra falder terrænet stærkt ned mod Lundby nogle hundrede meter længere mod nord. Det preussiske kompagnis 124 mand havde endnu ikke opdaget forfølgerne, men en af danskerne udsendt spejder blev uheldigvis observeret med det resultat, at preusserne omgående blev kaldt til gevær og gik i dækning bag et jorddige i landsbyens sydlige udkant. Oberstløjtnant Beck havde ikke mindre end to gange på vejen fra Ålborg holdt opflammende taler til folkene og gjort dem klart, at han ville angribe med bajonetten. Da han nu så preusserne indtage deres positioner nede i landsbyen, råbte han til kompagnichefen, P. C. Hammerich, og befalede ham ufortøvet at udføre »et rask og determineret bajonetangreb«. Kompagniet stillede op i halvdelingskolonne, det vil sige 16 geledder i dybden, skønt reglementet foreskrev, at ingen angrebskolonne måtte være på mere end 6 geledder.

Opildnet af oberstløjtnanten løb kompagniet under hurraråb ned mod Lundby. På 200 meters afstand åbnede preusserne ild. Det var, som hele kompagniet sank ned, men folkene rejste sig og fortsatte fremrykningen; selv sårede stod op og løb med. Flere salver fulgte, og ca 20 meter fra diget brød angrebet helt sammen. På ganske kort tid havde Beck mistet 97 mand, døde eller sårede, og mange var taget til fange. 21 døde på stedet, 13 senere; næsten alle var ramt af flere skud. Preussernes tab var tre sårede.

Oberstløjtnanten var rystet, på randen af nervesammenbrud. Hans adjudant, løjtnant Abrahams, fortæller i sine erindringer: »Jeg red ud med en underlig, vildt begejstret, letsindig, men affældig mand - jeg red tilbage med en sammensunken olding«. Hvordan kunne det ske? Det var krigens sidste egentlige kamphandling og, størrelsen taget i betragtning, en af de blodigste. Et uhyggeligt eksempel på et umotiveret sammenstød med unødvendige tab på grund af grove ledelsesfejl. Datidens officielle Danmark opfattede det imidlertid ikke sådan. Beck blev brigadekommandør, senere forfremmet til oberst og af kongen udnævnt til kommandør af Dannebrogsordenen. (Fig. 2)

Ingen kunne med sin bedste vilje påstå, at Becks Lundby-foretagende var faldet heldigt ud, men han havde vist initiativ og handlekraft - højt værdsatte egenskaber i en krig - og de fejl, der var begået, kunne være vanskelige at gennemskue, set fra hovedstaden. Aktionen havde kostet menneskeliv - det var nu engang vilkårene - men soldaterne var døde med ære og havde derved kastet glans over deres fædreland. Alt dette har ladet vægtskålen synke til Becks fordel. Til sammenligning kan nævnes, at en officerskollega, kaptajn Bjerregaard, der i utide trak sit kompagni tilbage ved Skanderborg under en træfning, hvor »fjenden« oven i købet viste sig at være danske soldater, blev dømt til arkebusering (henrettelse ved skydning) for fejhed.

Er det muligt at kaste yderligere lys over affæren, at komme bag om de nøgterne officielle beskrivelser af hændelsesforløbet? Ja, det er det, takket være civile øjenvidner til massakren. Da de aflagde deres vidnesbyrd, var de gamle, men deres engagement og hukommelse synes ikke at have fejlet noget. Et enkelt af indlæggene virker vel fantasifuldt og må derfor tages med forbehold, men ellers ses der ingen grund til at drage disse oplysninger i tvivl.

Men først lidt om hovedpersonen, Charles Beck, selv. Han var født på Skt Croix i 1817 og altså 47 år på Lundby-affærens tid. Faderen var officer, og sønnen gik i hans spor - deltog i felttogene 1848-50, men helligede sig derefter krigsteoretiske opgaver for generalstaben. Desuden gik han ind i politik: fra 1858 var han folketingsmedlem, valgt i Fredensborg. Brat og uventet for ham selv blev han i december 1863 fjernet fra sin generalstabstjeneste og gjort til chef for 1. infanteriregiment, altså en stilling i marken, som han oven i købet selv tvivlede på, at han kunne udfylde, lille, spinkel og legemligt svag, som han var. Han gjorde det da heller ikke godt; hans adjudant fortæller, hvordan han ofte overmandedes af træthed og faldt i søvn - selv til hest kunne han sove. Med mandskabet havde han det svært, skrev proklamationer og holdt taler, men var underligt reserveret og ængstelig, når det gjaldt de personlige relationer til sine undergivne. Fra første færd gjorde han sig upopulær ved at foreslå den netop afskaffede krumslutningsstraf (sammenlænkning af fødder og hænder) genindført. »Respekten var borte, og afdelingen var blevet en bande«, skriver adjudanten.

Under Treårskrigen havde Beck måttet lide den tort at blive skarpt kritiseret af den højt anskrevne oberst Læssøe, og som den nye krig skred frem, syntes den ikke at skulle bringe ham oprejsning. Ved Sankelmark 6. februar 1864 gik det galt. Becks 1. regiment var udset til at dække hærens tilbagetog fra Danevirke. Da østrigerne angreb, forlod Beck imidlertid kampen; han valgte personligt at følge en forholdsvis let såret officer til en forbindingsplads og nåede ikke tilbage igen, før det hele var overstået. Regimentet var således uden ledelse og led store tab. Mærkværdigvis blev det Becks opgave at samle redegørelserne om Sankelmark-episoden. Han skrev selv hovedrapporten og sendte den til krigsministeriet, hvor den synes at være forsvundet sporløst. (Fig. 3, fig. 4)

Det havde ellers været interessant læsning, for, som vi har hørt, var krigstugten ikke lemfældig, og Beck var kommet i en situation, der kunne være blevet særdeles ubehagelig for ham. En slags hjælp fik han fra en uventet kant, nemlig fra datidens store skillingsvisemager Julius Strandberg. Så snart rygterne om Sankelmark-episoden nåede København, gik han og hans digterpanel - uden at vide ret meget om, hvad der faktisk var sket - i gang med at producere sange om begivenheden, blandt andet et helteepos om »Oberstløjtnant C. Beck, 1. regiments brave kommandør«. Det virkede: Beck modtog takkeskrivelser, penge og gaver fra stolte og begejstrede landsmænd, og det har næppe været ham ukært; som nævnt havde han en politisk karriere at pleje. På den anden side må den ufortjente ros have virket overmåde pinlig ved fronten, hvor han færdedes mellem kolleger, der kendte sandheden. Beck har haft brug for at rehabilitere sig, at vise, han ikke var en militær fiasko. Måske skal begivenhederne ved Lundby ses i det lys.

Tilbagetoget op gennem Jylland havde ikke budt på nogen brugbar mulighed, en sådan kom først i allersidste øjeblik, hvor krigen i praksis var tabt og forbi, nemlig den 2. juli ved meldingen om de preussiske rekognosceringer syd for Ålborg. Han vidste ikke, hvor store styrker han kunne risikere at møde, så det var overordentligt dristigt af ham kun at medføre ét kompagni; det er tydeligt, at han har haft stort hastværk. Som regimentschef var det i øvrigt ikke hans sag at lede en ekspedition af den art. Hans plads var i Nørresundby.

Flere af lokalbefolkningen har fortalt, at de advarede Beck mod at angribe ned ad den lange bakkeskråning. Det gælder således præstegårdsforpagter Peder Johannsen i Gunderup. »Men den kan De slippe uden om ved to veje, og De kan komme lige ind til byen uden at blive set«, skal han havde sagt. Hertil gav Beck et kort afvisende svar, så Johannsen »blev helt flov derved«. (Fig. 5)

Kort efter mødte kompagniet gårdejer Peder Nielsen, der selv havde været soldat. Også han advarede indtrængende mod fremrykning ned ad bakken; den sikreste vej var ad dalslugten til højre. Beck indvendte, at den lige vej jo nu engang var den korteste, og at 1. regiment aldrig plejede at gå snigveje, men Nielsen var ligeglad med regimentets æresbegreber. »Buser I lige på, bliver I skudt ned, også hver en kæft«. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Helt oppe ved gravhøjen på bakketoppen mødte Beck og hans følge en tredje mand, smed Henrik Larsen. »Her ned ad vejen kan kompagniet ikke komme«, sagde han og anviste som de andre den sikre bagvej, ja tilbød endda selv at gå med. Det afslog Beck overlegent: »Mine folk skal ikke føres af en bonde«. Åbenbart havde han lagt sine planer, og de gjorde ham uimodtagelig for selv de mest indlysende argumenter. Skønt han kendte til modstandernes moderne, hurtigtskydende bagladegeværer, beordrede han et prestigegivende og dristigt angreb med bajonetten. Beklageligvis blev ordren udført til punkt og prikke. En lille flok mænd, heriblandt den tjenstvillige smed, havde fra bakketoppen lejlighed til at overskue resultatet.

Også set med preussernes øjne var begivenheden uforståelig, og de skal have været alt andet end sejrssikre den morgen. Da de opdagede, at danskerne angreb sydfra, blev de grebet af panik, de troede, deres stilling var omringet og anså situationen for håbløs. Officererne overvejede at overgive sig straks, men det blev dog besluttet at skyde, for at man kunne have ryggen fri ved en eventuel senere undersøgelse. Endda nåede kun ca 70 af de 124 mand at komme til skud. Disse oplysninger stammer fra to preussiske soldater - håndværkssvende, der tidligere havde været i Danmark og derfor kunne lidt dansk. Deres kompagni, som havde været med i Lundby-træfningen, vendte senere på sommeren tilbage til denne egn.

Preusserne vandt - en overvældende sejr tilmed - men de synes at have haft svært ved at tro på det. De kunne let have indfanget resterne af Becks kommando, men gjorde det ikke. Tværtimod - de brød op i al hast og vendte tilbage til Hobro på en måde, der nærmest havde karakter af flugt; måske har de troet, det danske stormløb blot var indledningen til noget større. Det er skæbnens ironi, at Beck, hvis han havde lyttet til de lokales råd, sandsynligvis havde vundet den sejr, han tragtede efter.

I deres iver efter at komme væk tog preusserne sig dog tid til at rydde lidt op på valpladsen. Døde og sårede blev lagt på vogne rekvireret i landsbyen og bragt med sydpå; som kuske tjente mænd fra Lundby. De sårede blev bragt til lazarettet i Hobro, mens ligene, 13 i tal, læssedes af i Gunderup, hvor de foreløbig blev anbragt i våbenhuset. Begravelsen fandt sted tre dage senere. (Fig. 10)

Særlig grundig har preussernes oprydning ikke været, der lå stadig menneskekroppe tilbage, mange af dem skjult i kornet på begge sider af vejen. De fleste af gårdmændene havde preusserne jo taget med sig, men de tilbageværende landsbyboer tog godt fat og fik arbejdet fra hånden i løbet af formiddagen. En gammel mand, Anders Nielsen, har så sent som i 1943, altså 79 år efter begivenheden, meddelt de indtryk, han modtog som seksårigt øjenvidne den mindeværdige dag - først på forældrenes gård og senere på selve valpladsen. Han så, hvordan der blev lagt halm i bunden af faderens vogn, som derefter blev fyldt med døde danske soldater og kørt bort - forspændt med stude, for der var ingen heste tilbage i landsbyen. Dem havde preusserne også taget med sig.

Vognen med ligene blev ikke sendt til Gunderup (den vej preusserne var taget), men til Alborg. Undervejs blev der gjort holdt ved smedjen i Sønder Tranders, hvor studene blev udskiftet med heste. Her træder et andet øjenvidne til, smeden Kristen Jensen. »Jeg kom lige ud ad døren spisende på et stykke smørrebrød«, fortæller han, men synet, der mødte ham, gav andet at tænke på. Først længe efter opdagede han, at han gik med munden fuld af utygget mad. Der var otte døde, som alle blev begravet i Ålborg.

Hvor mange, der fulgte oberstløjtnant Beck tilbage til hovedkvarteret efter hans totale nederlag, er næppe kendt, men nogen større styrke har det ikke været; de fleste af hans folk var jo døde, sårede eller taget til fange. Nogle, som det var lykkedes at undslippe, flakkede i dagene efter rundt i egnen, hvor hjælpsomme landsmænd skaffede dem civilt tøj, så at de uden risiko kunne vende tilbage til Nørresundby.

Ved tilbagekomsten til Nørresundby begav Beck sig til sit logi, et par værelser hos malermester Karl Petersen. Her fik han hurtigt besøg af sin husvært, der havde hørt om det passerede og nu søgte afløb for sin ophidselse; derom har han fortalt næsten 40 år senere. Han gik lige til sagen, spurgte om oberstløjtnanten mente at kunne forsvare det, der var sket. Beck, der stod med nogle papirer, vendte sig hurtigt og sagde, at han nok skulle tage ansvaret for det, han havde gjort. »Også for, at et helt kompagni blev omtrent nedskudt?« Beck indvendte, at kompagniet var ført fuldt ud korrekt, men det tilfredsstillede ikke malermesteren, der mente, at soldaterne nærmest var ført til slagtebænken. Det svarede Beck ikke på, han vendte sig uden et ord til sine papirer, og malermesteren kunne gå - dog lidt lettere til sinds. (Fig. 11)