Kronik: Langfart

I de følgende år sendtes skibe ud, undertiden et eller to om året, i perioder dog ingen, det afhang af, hvad Kompagniets og rigets finanser tillod. Vejen syd om Afrika og tværs over det Indiske Ocean var lang og farefuld, og danskerne var endnu ikke vant til sejlads på de store verdenshave. At læse om, hvordan det gik de udsendte skibe, er ikke opmuntrende. »Øresund«, hvis opgave var at bane vejen for Ove Gjedde, blev angrebet af portugiserne og forliste ud for den indiske kyst - måske held i uheld, for det var derved, Roland Crappe fandt vej ind til fyrsten i Tanjore og forhandlede sig frem til aftalen om Trankebar. Et af Gjeddes skibe sank ved Ceylon. I 1622-23 udsendtes tre skibe, der alle slap om ikke helskindet, så dog nogenlunde godt fra turen, men de næste, »Jupiter« og »Nattergalen«, forliste begge ved den bengalske kyst efter i kort tid at have været sat ind i handelen mellem øerne. Orlogsskibet »Flensborg«, der udsendtes sammen med jagten »Fortuna« i 1629, blev af portugiserne skudt i sænk ved Kap det gode Håb. I 1635 fuldførte »Skt Anna« en vellykket rejse, mens den ledsagende jagt »Skt Jakob« blev i Østen, hvor den forliste 1640.

I 1639 var der oparbejdet et anseligt underskud, men kong Christian var ivrig efter igen at prøve lykken; hollænderne tjente formuer på den ostindiske handel, hvorfor skulle danskerne så ikke kunne gøre det samme. Man udrustede igen to skibe: det noget alderstegne »Christianshavn«, der allerede flere gange havde taget turen, samt et ledsagefartøj, »Den gyldne Sol«, på kongens egen bekostning. Kommandør på »Christianshavn« og leder af hele ekspeditionen blev en af Kompagniets nyudnævnte direktører, Willem Leyel.

Leyel var af skotsk herkomst, men født og opvokset i Helsingør, hvor hans far, bedstefar og oldefar alle havde været øresundstoldere og borgmestre. Selv var han tidligt stået til søs, havde virket på Java for det hollandske Ostindisk Kompagni og senere i Bengalen for det danske Kompagni. Sidstnævnte sted arbejdede han sammen med en mand ved navn Claus Rytter, og de to synes at have været nære venner.

Christian 4. havde fået stor respekt for Willem Leyel, kaldte ham adskillige gange til sig for at spørge til råds om forholdene i Østen og bad ham 1635 udfærdige en redegørelse vedrørende mulighederne for at drive handel i Persien, i stormogulernes lande samt på Surat, den store handelsby på Indiens nordvestlige kyst. Da det blev besluttet at sende »Christianshavn« og »Den gyldne Sol« til Trankebar, var det naturligt at give Leyel ledelsen, og han på sin side fik udvirket, at hans gamle kammerat Claus Rytter, der på det tidspunkt opholdt sig i Danmark, fik kommandoen over ledsageskibet. Togtet er af særlig interesse, fordi så meget materiale om det findes bevaret på Rigsarkivet. (Fig. 1)

Under forberedelserne sad underkøbmand Peter Lützen og førte omhyggeligt de mange poster ind i en regnskabsbog, så lad os kigge ham over skulderen: 30 lærredsskjorter, 50 par islandske hoser, 50 par islandske vanter, 1000 synåle, 3 dusin fingerbøl, 3 håndøkser, 12 hollandske knive, 21 store forgyldte spejle (gaver til de indfødte fyrster) og meget mere. Inden afrejsen udbetaltes to måneders løn til mandskabet, så man kan følge satserne fra kommandøren (160 hollandske gylden), over skipperen, styrmændene, skibspræsten, højbådsmanden, sejlmageren, kokken, smeden og kyperen, ned til de menige bådsmænd (5-9 gylden) og skibsdrengene. (Fig. 2)

8. november 1639 lettede skibene anker og stod op gennem Sundet. I første omgang nåede de nu ikke længere end til Helsingør, Leyels fødeby, hvor en kraftig blæst forhindrede dem i at fortsætte, men hvor man til gengæld fik lejlighed til at gøre yderligere indkøb, således 100 »ankerstokke«, en slags brød, som vist ikke bar deres navn forgæves. Endelig kom man da videre, men ude i Nordsøen blæste en storm af orkanstyrke, skibene blev skilt fra hinanden, og på »Christianshavn« frygtede man, at »Den gyldne Sol« var gået ned med mand og mus; det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. I Plymouth fik man skibene gjort i stand, og der blev indkøbt nye forsyninger, således af brænde til kabyssen og ferskvand. Claus Rytter har noteret: »Betalt under hele opholdet for både at føre varer til skibet, thi jeg ville ikke have vor båd meget i land, at vore folk ikke skulle bortløbe«.

Den 8. februar 1640 fortsatte rejsen mod syd, og alt gik vel, indtil skibene lå ud for Madeira, hvor Leyel havde tænkt sig at søge havn for at skaffe frisk proviant til de syge om bord. Men da blæste en ny voldsom storm op. Skibene kom igen fra hinanden, og »Christianshavn«, der jo efterhånden var et gammelt fartøj, sprang læk ikke mindre end fem steder og tog mere og mere vand ind. Skibsrådet blev i hast sammenkaldt, og det blev besluttet at løbe ind til Santa Cruz på Tenerife. Det skete - kl 5 morgen lod man ankeret gå. Denne gang dukkede »Den gyldne Sol« ikke op; den havde klaret stormen og fortsatte nogenlunde ubesværet til Trankebar, hvor den ankom i oktober. Med »Christianshavn« gik det anderledes.

Leyel var forberedt på, at der kunne blive vanskeligheder med øens spanske styre, men håbede det bedste. Begyndelsen var da også lovende: straks efter, at ankeret var plasket i søen, kom en høflig spansk officer ud for at høre, hvem de var, og hvorhen de agtede sig. Da Leyel havde givet de ønskede oplysninger, sagde officeren, at de var velkomne og skulle få al den hjælp, de behøvede, blot skulle de sende en mand i land med skibets papirer. Det blev overkøbmand Philip de Goltz. Han kunne nemlig tale spansk. (Fig. 3, fig. 4)

Trods den venlige modtagelse har Leyel sikkert ikke været helt rolig; han vidste, at spanierne, der nu også herskede over Portugal, af princip modsatte sig, at andre nationer trængte sig ind på de områder i Østen, som de mente, at en pavelig bulle havde givet dem eneret på. Det var følgelig ikke helt uventet, da en anden spansk officer dukkede op med krav om, at også skibets kaptajn skulle gå i land for at give en mere udførlig forklaring på, hvad det var for et skib, og hvor det skulle hen. Skipperen Jørgen Hansen Riber og butelieren, der kunne noget spansk, gik så i land, og mens de var borte, blev der arbejdet febrilsk for at udbedre de skader, stormen havde forvoldt - det kunne blive nødvendigt at sejle med kort varsel. Det forlød, at de tre mænd var ført ind på øen til den spanske guvernørs residens i byen La Laguna.

Den 5. marts om eftermiddagen blev uroen til vished, idet butelieren kom tilbage med befaling fra kommandanten på fæstningen, at nu skulle også kommandør Leyel selv samt overstyrmanden give møde. Leyel søgte at vinde tid ved at sige, at det ikke var heldigt, at alle skibets officerer var i land samtidig. Han ville gerne komme, naturligvis, men ikke før den næste dag.

Leyel havde imidlertid allerede truffet sin beslutning: de måtte prøve at slippe væk, når det blev mørkt den aften, ellers kunne alt ske. Hvis spanierne anklagede ham for at være ude i ulovligt ærinde og hævdede, at skibets papirer var forfalskede, ville de sandsynligvis beslaglægge skib og ladning. Det var slemt at efterlade folk, især den brave skipper Jørgen Hansen, som han satte overordentlig stor pris på, men hellere det end miste alt. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Midt om natten, da det var mørkt i hele byen, og selv soldaterne på fæstningen syntes at sove, blev skibets to både bemandet og forsynet med slæbetrosser for at bugsere »Christianshavn« fri af kysten. Inde under land var det næsten helt vindstille, og den smule brise, der var, blæste ind fra havet. For ikke at gøre larm blev ankertrosserne kappet, og bugseringen begyndte. En tid lang så det ud til, at flugten skulle lykkes, sejlene begyndte at trække, bådenes mandskab blev taget om bord, og skibet gled næsten lydløst hen imod fæstningen, der bevogtede udsejlingen. Men pludselig stod der soldater med brændende fakler inde på murene, kommandoråb lød, kort efter fulgt af kanonskud. Den første kugle hvislede forbi »Christianshavn«, men allerede den næste slog ned i den agterste del af kanondækket, hvor den ødelagde rorpinden, så der ikke længere kunne styres. Flere kugler fulgte, én slog et stort stykke af mesanmasten, en anden ramte kun en fod over vandlinjen. Leyel havde forbudt sine folk at skyde. Enten slap man væk, og så var alt godt, men lykkedes det ikke, blev situationen ganske uholdbar, dersom man havde gjort sig skyldig i at skyde på en kongelig spansk fæstning. Da det blev klart, at der med det delvis havarerede skib intet mere var at stille op, gav han ordre til at sætte et hvidt flag som tegn på overgivelse. Spanierne holdt da inde med skydningen, en kaptajn blev sendt om bord og befalede Leyel, styrmanden og alle officerer at gå i land, dersom de ville undgå, at skibet blev skudt i sænk. Der var intet at gøre. Leyel gik til sin kahyt og hentede kong Christians »salve conductum« for at overrække den til den spanske kommandant med en protest over den vold, der var anvendt.

Sammen med overstyrmanden og 22 andre folk blev Leyel ført op til fæstningen, hvor han over for kommandanten fremførte, at han sejlede i sin konges lovlige ærinde og intet havde gjort, der kunne berettige spanierne til at tilbageholde skibet endsige skyde på det. Kommandanten afviste imidlertid enhver form for forhandling. Han henholdt sig til sine ordrer, ifølge hvilke Leyel sammen med skipperen, styrmanden og købmanden skulle sendes til guvernørens residens i La Laguna, en mils vej fra Santa Cruz. Det skete næste dag, og Leyel blev straks taget i skarpt forhør af guvernøren, der nægtede at godtage hans forklaring. Han stillede sig skeptisk over for tanken om, at den danske konge skulle have en handelsplads og en fæstning på den indiske kyst. Det kunne simpelthen ikke passe; enhver vidste jo, at Indien ifølge pavens afgørelse tilhørte portugiserne og følgelig nu, siden Portugal i 1580 var blevet en del af det spanske rige, spanierne. Ingen anden nation havde noget at gøre der. Leyel og hans folk måtte være sørøvere eller i det mindste fremmede købmænd, der ulovligt var trængt ind på spanske enemærker. Han gav ordre til, at danskerne den nat skulle holdes som fanger under bevogtning.

Næste dag lykkedes det at få fat i en prokurator til at varetage forsvaret og en notar, der tog kopi af kongens pas; Leyel turde simpelthen ikke slippe originalen. Dokumentet blev forelagt guvernøren, men det interesserede ham ikke. Leyel gjorde opmærksom på, at kong Christian allerede i tyve år havde sendt skibe ud og hjem uden hindring, og det kunne ikke være Hans Excellence ubekendt, at både hollænderne og englænderne havde talrige fæstninger og handelsstationer spredt ud over det ostindiske område. Det var rent drømmeri at tro, spanierne kunne forbyde andre at handle dér. Men Don Luis Fernandez de Cordoba var ikke modtagelig for argumenter. Desuden blev han ved at gentage, at hvis Leyel var så sikker i sin sag og ikke mente, at han foretog sig noget forkert, hvorfor havde han så forsøgt at snige sig bort om natten? Leyel svarede, at han frygtede at blive holdt tilbage, sådan som det jo nu var sket, og at han skyldte sin konge at gøre sit yderste for at fuldføre sit hverv. Hertil smilede guvernøren: Dersom hr Leyel ønskede at klage, stod det ham frit for at rejse til Madrid og fremføre sin protest for den spanske konge, men han skulle ikke vente, at sagen ville få et andet udfald. Han tilføjede, at man i mellemtiden ville beslaglægge skibets sejl og ror for at hindre yderligere flugtforsøg; desuden agtede han at opmagasinere alle ombordværende handelsvarer og våben, og endelig måtte han bede senor Leyel aflevere alle rede penge stunt de danske pas og breve, som hans embedsmænd så ville udstede kvittering for. Guvernøren ville bevilge 600 rigsdaler af Leyels egne midler til rejsen.

Leyel, der kendte en del til det spanske bureaukrati, var fortvivlet. At få sagen behandlet i Madrid ville tage måneder, måske år, og i mellemtiden skulle »Christianshavn« (Christianopuerto, som spanierne kaldte skibet) ligge i Santa Cruz og rådne op, mens mandskabet gik i opløsning på grund af lediggang, sygdom og rømning. Der blev holdt skibsråd, og da ingen anden udvej forelå, blev det besluttet, at Leyel skulle rejse til Madrid sammen med den spansktalende købmand de Goltz og en af assistenterne, mens skipper Jørgen Hansen fik ansvaret for skib og ladning på Tenerife. (Fig. 8)

Den 16. marts forlod de tre danskere Santa Cruz overvåget af en spansk kaptajn og nåede velbeholdne frem til Madrid. Her indgav Leyel straks klage over det passerede og forlangte på den danske konges vegne, at »Christianshavn« blev frigivet. De spanske embedsmænd gav ham venligt henholdende svar, og sagens akter begyndte deres endeløse vandring fra det ene ministerium til det andet. Det gik hurtigt op for Leyel, at guvernøren på Tenerife, Don Luis Fernandez, tilhørte en uhyggeligt indflydelsesrig familie med medlemmer på betydningsfulde poster overalt i administrationen. Det forlød, at danskerens søpas og salva conducta var falske, og at alle på skibet eller i hvert fald mange af dem var hollændere - og Spanien var i krig med Holland. Lige så lidt troede man på, at den danske konge kunne have en fæstning i Indien, det var pure opspind, og man agtede at konfiskere både skib og gods. For at fremme sagen var det nødvendigt med bestikkelser, så det svandt rask i Leyels pengebeholdning. En fortvivlet situation.

Men netop, som det så sortest ud, blev det kendt, at Christian 4.s udvalgte svigersøn, Hannibal Sehested, var ankommet til landet i spidsen for en dansk delegation, der skulle forhandle med spanierne om muligheden for en dansk-spansk alliance samt om erstatning for de mange danske og norske skibe, der var kapret af dunquerkerne; disse sørøvere var med årene blevet så påtrængende, at de for eksempel i 1628 havde kunnet erobre en dansk galej helt inde ved Assens. I øvrigt havde man i Danmark hørt om, hvad der var overgået »Christianshavn«, så også denne sag stod på delegationens program.

Det siger sig selv, at Leyel ikke tøvede med at opsøge Sehested, da denne kom til Madrid, og sætte ham grundigt ind i sagen. Hjælp blev lovet, men spørgsmålet om pengene voldte vanskelighed, idet Sehested ikke mente sig berettiget til at råde over Kompagniets midler. I stedet tilbød han, at Leyel kunne låne en sum af ham privat mod at underskrive en erklæring om, at han selv eller hans arvinger ville hæfte for den, dersom Kompagniet nægtede at gøre det. Dette måtte Leyel gå ind på, idet han dog betingede sig, at hans hustru ikke derved kom til at lide nød.

Sehesteds første audiens hos kong Filip 4. fandt sted i begyndelsen af november. De følgende måneder gik med at fremskaffe alle de papirer, spanierne forlangte, blandt andet et overslag over skaderne, den danske konge havde lidt ved tilbageholdelsen af »Christianshavn«. Regningen lød på:
Løn til skibets besætning (74 personer) 10.000 rdl.
Viktualier for folkene på Tenerife (71 personer) 10.650 -
Viktualier for Leyel og ledsagere i Madrid 2.500 -
Skade ved forhindring af rejsen ...25.000 -
Vedligeholdelse af skibet 5.000 -
I alt 53.150 rdl.

Men dertil kom endnu et ikke ubetydeligt beløb for de ting, guvernøren og hans folk havde fjernet fra »Christianshavn«.

Med disse papirer i hånden søgte Sehested igen foretræde for kongen. Han gjorde her opmærksom på, at guvernørens uforskammede behandling af den danske konges skib var blevet kendt i hele Europa, og at kong Christian derfor måtte kræve en hurtig afgørelse, der kunne skaffe hans kommandør fuld oprejsning. Leyel havde jo ikke gjort noget forkert, men han var alligevel blevet sendt under bevogtning til Madrid, hvor han nu i seks måneder havde ført en kummerlig tilværelse uden at kunne få sin ret.

Spanierne mente, at Christian 4. ikke burde sende skibe til Østen uden først at træffe aftale med den spanske konge, så Sehested måtte - som Leyel havde gjort det over for guvernøren på Tenerife - belære dem om, at man i Danmark ikke interesserede sig for pavens vilkårlige opdeling af verden. Den danske konge havde nu i tyve år haft en fæstning på Coromandelkysten og måtte have lov at sende sine skibe derud. Efter endnu en lang række forhandlinger syntes det, som om man nærmede sig et rimeligt resultat, hvor spanierne dog forlangte, at hele spørgsmålet om retten til besejling af Indien blev taget op til fornyet forhandling mellem de to konger. Sehested måtte endnu en gang præcisere sine krav vedrørende »Christianshavn«: Skibet skulle frigives, alle Leyels brevskaber leveres tilbage og han selv forsynes med de nødvendige pas til den fortsatte rejse. Endvidere skulle det stå ham frit at lade skibet reparere på et spansk værft og få det forsynet med den nødvendige proviant. Endelig måtte guvernøren på Tenerife afsættes og straffes for de ulovlige overgreb. Da spanierne endnu vægrede sig, slog Sehested fast, at han nu ikke agtede at ændre noget i sine krav, der indbefattede en erstatning på 500.000 rigsdaler for de af dunquerkerne kaprede skibe. Hvis spanierne ikke ønskede at acceptere disse betingelser, måtte man opgive enhver tanke om en dansk-spansk alliance, og han ville da tiltræde hjemrejsen. Det hjalp. (Fig. 9, fig. 10)

Den 27. februar 1641 fik Leyel endelig udleveret alle de breve og papirer, der var blevet taget fra ham, samt de nødvendige pas til den fortsatte rejse. Det gik dog ikke helt stille af, embedsmændene forsøgte stadig at lægge hindringer i vejen, men endnu en henvendelse fra Sehested til kongen afgjorde sagen. Desuden fik Leyel udleveret de nødvendige penge til at få skibet sat i stand og provianteret til den fortsatte rejse. Efter dygtigt udført arbejde og efter at have underskrevet den omtalte traktat mellem Danmark og Spanien kunne Hannibal Sehested 9. maj forlade Madrid. Et af delegationens medlemmer, Ejler Ulfeldt, blev tilbage som dansk resident.

For Leyel må det have været en uhyre lettelse endelig at kunne sige farvel til Madrid, hvor han havde spildt et helt år. Med sig havde han breve fra den spanske konge til audiensen af alle ministre og embedsmænd på de Kanariske Øer, i særdeleshed guvernøren på Tenerife. Afsejlingen fra Cadiz fandt sted den 20. maj, og efter en hurtig overfart kunne Leyel præsentere en rystet Don Luis Fernandez for kongens skrivelse om straks at aflevere »Christianshavn« samt alt tilbehøret og de rede penge, han havde taget i forvaring. Guvernøren vidste imidlertid at finde på udflugter og gjorde i det hele taget så mange ophævelser, at Leyel måtte søge juridisk bistand.

Sagen var den, at guvernøren ikke var i stand til at tilbagelevere de beslaglagte penge, som han i mellemtiden havde fundet anden anvendelse for. Et par smarte hollandske købmænd havde - trods krigen mellem Spanien og Holland - fået oprettet et handelshus på Tenerife, men deres hovedsæde var placeret i den af Christian 4. anlagte by Glückstadt i Elbmundingen; derved kunne de arbejde under dansk flag med de rettigheder, som deraf fulgte. Det var blevet en god forretning, og guvernøren må have regnet med at opnå en solid fortjeneste ved at betro dem en del af Leyels penge. At skaffe sig advokatbistand på Tenerife var ikke nogen let sag, for ingen ønskede at lægge sig ud med guvernøren. Omsider lykkedes det, men uden den helt store virkning.

18. november 1641 var man dog kommet så vidt, at Leyel erklærede sig tilfreds med tilbageleveringen af viktualier, redskaber, våben og ammunition. Pengene manglede dog stadig, men som en slags forskud havde guvernøren udleveret 32 kister med brasiliansk sukker. Nogle blev afsat på stedet, resten sendt til Kompagniet i København.

Efter det lange ophold på Tenerife var »Christianshavn« i en dårlig forfatning, og Leyel fandt det nødvendigt at få skibet repareret før rejsen fortsattes. Det kunne ikke ske på øen, så alle tønder og fade blev lagt i pakhus og skibet sejlet til Cadiz, hvor man straks tog fat på at klargøre det til udbedringen. Under denne var Leyel fraværende. Han efterlod en omhyggelig instruks til Jørgen Hansen og rejste selv til Madrid for at træffe det efterladte delegationsmedlem, Ejler Ulfeldt. Som gave til denne medbragte han et antal kanariefugle, men desværre havde kun to overlevet rejsen.

I Spanien var vintervejret barsk og vejene nærmest ufremkommelige, så først den 13. februar 1642 ankom Leyel til byen. Her gjorde han over for Ulfeldt rede for guvernørens uhæderlige spil og vanskeligheden ved at inddrive de resterende penge. Det lykkedes at få den spanske regering til at udfærdige nye skrappere ordrer til Don Luis; Leyel fik med noget besvær disse at se, og det glædede ham, at de indeholdt mange reprimander til guvernøren for hans utilbørlige behandling af den danske kommandør. Det forlangtes, at han nu fuldt ud godtgjorde alt, hvad der var fjernet fra skibet. (Fig. 11)

I begyndelsen af maj var Leyel tilbage i Cadiz, hvor »Christianshavn« var sat i stand, de fornødne varer indkøbt og alting gjort rede til afrejse - i første omgang dog kun til Santa Cruz. Ankommet dertil ventede alle, at man nu endelig kunne komme videre, men nye vanskeligheder opstod, denne gang på den indre front.

De mange måneders lediggang havde ikke kunnet undgå at virke demoraliserende på mandskabet. Adskillige var rømmet, og der havde været tilløb til oprør mod skipperen, i hvilken anledning en mand var blevet kølhalet. Selv skibspræsten, Laurits Caspersen, havde der været problemer med, han kunne ikke holde sig fra den gode kanarievin med det resultat, at han blev voldelig og ødelagde alt, hvad han kom i nærheden af. Helt galt var det gået i Cadiz, hvor han kom i slagsmål og endda gik til angreb på officererne, hvorfor Leyel fandt det bedst at sætte ham af skibet og sende ham hjem.

Kun en uge efter tilbagekomsten fra Cadiz indtraf en alvorlig episode. Skipperen Jørgen Hansen var gået i land for at hente noget af det deponerede gods, da han blev antastet af nogle baskere, som forlangte tjenester af ham. Jørgen Hansen mente ikke at skylde dem sådanne, og de forsvandt, men kom senere tilbage og gik til angreb med sten og dolke. Også skipperen trak nu sin kniv, og det endte med, at han selv mistede et par tænder, men uromagerne deres hovedmand. Myndighederne forlangte Jørgen Hansen udleveret til retsforfølgelse, men det nægtede Leyel pure at efterkomme, idet han var klar over, at han i så fald aldrig mere ville få sin skipper at se. Resultatet blev, at Leyel selv og ni af hans folk blev taget som gidsler, men de blev dog frigivet efter tre ugers hårdt fængselsophold.

De følgende måneder gik med rejser mellem Santa Cruz og La Laguna og mellem Tenerife og øernes regeringssæde på Gran Canaria i et forsøg på at få inddrevet resten af de penge, guvernøren skyldte. Det kom der ikke meget ud af, og til sidst opgav Leyel; hver dag kostede jo penge, og øen havde i det hele taget været ham et surt bekendtskab. Dog skulle han ikke spares for et sidste drama.

Ved en rutinemæssig gennemgang af underkøbmand Peter Lützens regnskaber opdagede Leyel forskellige uregelmæssigheder; det så ud til, at der var svindlet med Kompagniets penge. Lützens forklaringer blev ikke taget for gode varer, de to kom på krigsfod. Om aftenen, da Leyel sad på sit værelse i land sammen med et par engelske købmænd, dukkede Lützen op, tydelig beruset og meget aggressiv. Et heftigt skænderi fulgte, og enden blev, at Lützen trak en pistol og skød på Leyel. Våbnet klikkede to gange, men tredje gang gik en kugle tæt forbi Leyels hoved. Lützen blev taget i forvaring og stillet for skibsrådets domstol. Et mordforsøg mod kommandøren ville normalt have ført til dødsdom, men man lod nåde gå for ret: Lützen blev senere sat i land på Mayo, en af de Kapverdiske Øer. Den famøse kugle opbevarede Leyel hele resten af sit liv.

2. marts 1643 kunne den afbrudte rejse endelig genoptages, og 5. september nåede »Christianshavn« frem til Trankebar, næsten fire år efter afsejlingen fra København. Hvis Leyel havde håbet at finde fred og ro i Indien, blev han skuffet. Nye problemer tårnede sig op, men de falder uden for denne histories rammer.