Kronik: Langfart

I de følgende år sendtes skibe ud, undertiden et eller to om året, i perioder dog ingen, det afhang af, hvad Kompagniets og rigets finanser tillod. Vejen syd om Afrika og tværs over det Indiske Ocean var lang og farefuld, og danskerne var endnu ikke vant til sejlads på de store verdenshave. At læse om, hvordan det gik de udsendte skibe, er ikke opmuntrende. »Øresund«, hvis opgave var at bane vejen for Ove Gjedde, blev angrebet af portugiserne og forliste ud for den indiske kyst – måske held i uheld, for det var derved, Roland Crappe fandt vej ind til fyrsten i Tanjore og forhandlede sig frem til aftalen om Trankebar. Et af Gjeddes skibe sank ved Ceylon. I 1622-23 udsendtes tre skibe, der alle slap om ikke helskindet, så dog nogenlunde godt fra turen, men de næste, »Jupiter« og »Nattergalen«, forliste begge ved den bengalske kyst efter i kort tid at have været sat ind i handelen mellem øerne. Orlogsskibet »Flensborg«, der udsendtes sammen med jagten »Fortuna« i 1629, blev af portugiserne skudt i sænk ved Kap det gode Håb. I 1635 fuldførte »Skt Anna« en vellykket rejse, mens den ledsagende jagt »Skt Jakob« blev i Østen, hvor den forliste 1640.

I 1639 var der oparbejdet et anseligt underskud, men kong Christian var ivrig efter igen at prøve lykken; hollænderne tjente formuer på den ostindiske handel, hvorfor skulle danskerne så ikke kunne gøre det samme. Man udrustede igen to skibe: det noget alderstegne »Christianshavn«, der allerede flere gange havde taget turen, samt et ledsagefartøj, »Den gyldne Sol«, på kongens egen bekostning. Kommandør på »Christianshavn« og leder af hele ekspeditionen blev en af Kompagniets nyudnævnte direktører, Willem Leyel.

Leyel var af skotsk herkomst, men født og opvokset i Helsingør, hvor hans far, bedstefar og oldefar alle havde været øresundstoldere og borgmestre. Selv var han tidligt stået til søs, havde virket på Java for det hollandske Ostindisk Kompagni og senere i Bengalen for det danske Kompagni. Sidstnævnte sted arbejdede han sammen med en mand ved navn Claus Rytter, og de to synes at have været nære venner.

Christian 4. havde fået stor respekt for Willem Leyel, kaldte ham adskillige gange til sig for at spørge til råds om forholdene i Østen og bad ham 1635 udfærdige en redegørelse vedrørende mulighederne for at drive handel i Persien, i stormogulernes lande samt på Surat, den store handelsby på Indiens nordvestlige kyst. Da det blev besluttet at sende »Christianshavn« og »Den gyldne Sol« til Trankebar, var det naturligt at give Leyel ledelsen, og han på sin side fik udvirket, at hans gamle kammerat Claus Rytter, der på det tidspunkt opholdt sig i Danmark, fik kommandoen over ledsageskibet. Togtet er af særlig interesse, fordi så meget materiale om det findes bevaret på Rigsarkivet. (Fig. 1)