Kronik: Lægekunst og fyrstegunst

I dag tales og skrives der meget om, at medicin kan være farlig. Den kan være vanedannende og dermed gøre patienten til misbruger, og den kan have andre skadelige bivirkninger. Romantikere tror, at det var meget bedre i gamle dage, dengang man benyttede sig af naturens egne helbredende kræfter, og medicinen var fremstillet af økologiske urter. Men romantik er én ting, virkeligheden en ganske anden, hvilket blandt andet kan ses af historien om Christian 4. s søn, prins Christians sygdom og død.

Prins Christian – den udvalgte prins, som han kaldtes – var et udpræget ønskebarn. Dronning Anne Cathrine havde i 1599 født sit første barn, en søn, der efter familietraditionen fik navnet Frederik, men han døde kort efter fødslen, og først fire år senere fødtes barn nummer to. Det var til alt held også en dreng, og kongeparrets glæde i den anledning er indlysende. Det var før arvekongedømmets tid, så kongens ældste søn var ikke automatisk tronfølger, men da han var fem år – samme alder som Christian 4. selv havde haft, da han blev hyldet som tronarving – besluttede rigsrådet, at han skulle efterfølge sin fader på tronen, og i 1610 hyldedes den unge mand på landstingene i Danmark og Norge. Det blev dog ikke ham, men lillebroderen Frederik, der kom til at efterfølge faderen, for den udvalgte prins døde i juni 1647, et halvt års tid før Christian 4 selv udåndede på sit elskede Rosenborg.

Forud for prinsens død lå et smertefuldt sygdomsforløb, hvis langsommelige gang belyses af lægen og oldforskeren Ole Worms korrespondance, der takket være historikeren H. D. Schepelern er tilgængelig i en dansksproget udgave; originalbrevene er naturligvis alle affattet på latin, datidens sprog blandt de lærde. Prinsens helbred berøres første gang i foråret 1618, hvor han er under behandling af Ole Worms svoger, Caspar Bartholin, der var professor i medicin ved Københavns Universitet. Hvad han fejler, får vi ikke at vide. I 1624 hører vi igen om prinsens helbred. Da er Bartholin i Karlsbad, og det er nu dennes og Worms svigerfader, Thomas Fincke, der har måttet behandle ham. Heller ikke nu oplyses vi om sygdommens karakter, men intet tyder på, at der skulle være tale om noget virkeligt foruroligende.

I højsommeren 1627 var Christian 4.s indblanding i Trediveårskrigen i færd med at udvikle sig til en katastrofe. Jylland blev besat af den kejserlige hærfører Wallensteins tropper, og prinsen, der på den tid residerede i den holstenske by Segeberg, blev sendt til Vendsyssel for at mobilisere landstormen. Her faldt han ned fra en vogn, hvorved han brækkede den ene fod, og hermed begynder det sygdomsforløb, der endte med at tage livet af ham – godt hjulpet på vej af lægernes behandling. Fra og med 1638 og indtil prinsens død ni år senere kan udviklingen følges på nærmeste hold i de breve, der udveksledes mellem lægerne Henrik Køster og Ole Worm. I tilgift får man et indblik i hoflægers ofte problematiske vilkår, og i behandlingsmåder, der må indgive læseren en dyb medfølelse med den stakkels patient, som ellers turde være plaget tilstrækkeligt af de smerter, der naturligt fulgte af sygdommen – eller sygdommene, for med tiden blev prinsens lidelser mangfoldige. (Fig. 1, fig. 2)