Kronik: Krøniken om Lejrekongerne

Sådan lyder i Gyldendals Danmarkshistorie fra 1977 dommen over dansk sagnhistorie. Den sagnhistorie, som helt op i forrige århundrede af mange blev betragtet som fuldt pålidelig skildring af virkelige personer og begivenheder. Sagnhistoriens kilder er mange, men som de vigtigste må nævnes Saxos Danmarkskrønike, hvis skildringer er lange og udpenslede, Svend Aggesens mere kortfattede historieværk og den lille såkaldte Lejrekrønike, der på flere måder står lidt for sig selv; alle er tilblevet på Valdemarernes tid, og det samme gælder formentlig den islandske Skjoldungesaga, der desværre er mangelfuldt overleveret. Vigtigst af samtlige kilder er det engelske Bjovulfkvad, hvis handling mærkelig nok foregår i Danmark og Sverige; det bevarede håndskrift er fra omkring år 1000, men digtet selv er langt ældre, rimeligvis fra 700-årene. Handlingen er stærkt eventyrpræget, men blandt de optrædende er nordiske konger, hvis navne og gerninger går igen i de langt yngre dansk-islandske kilder.

Alt dette blev som nævnt tidligere - bortset fra det rene eventyrværk - regnet for fuldgod dansk historie, men tvivl opstod efterhånden; man bemærkede, at ganske vist gik visse personnavne igen i de forskellige kilder, begivenhederne til dels også, men rækkefølger og handlingsforløb varierede stærkt. I 1800-årene, omtrent samtidig med at romantikken gav sagnhistorien en opblomstring, skærpedes historikernes blik for dens svagheder, og synet blev ikke blidere, efter at kildekritikken var slået igennem som anerkendt videnskabelig metode. Krønikerne blev ikke længere accepteret på deres glatte ansigt, nu gik man til den modsatte yderlighed og frakendte dem enhver form for historisk værdi (jævnfør ovenstående citat). Som en slags mellemled i denne proces står folkemindeforskeren Axel Olriks teoribygning: han fæstede sig ved, at der i Bjovulfdigtet nævnes en kong Hygelak (nordisk Hugleik), som angives faldet på togt i Frankerriget, og som kan antages at være en historisk person, da episoden omtales i en frankisk kilde fra 500-årene; den skal have fundet sted ca år 516. I digtet er Hygelak omtalt i forbindelse med de danske konger Halfdan, Roar, Helge og Rolf (Krake), så Olrik mente, at også disse måtte være virkelige personer, og det samme kunne vel gælde andre af digtets slægtsgrupper. Senere sagnhistorikere har med rask hånd fejet alt dette af bordet. Oprindelsen til den danske sagnverden søges nu syd for landets grænser, helt ned til Donauområdet, hvor folkevandringstidens personer og begivenheder antages at have leveret stoffet.

Det er vanskeligt i dag at forestille sig en tilværelse uden skrift, men det var vilkåret, vore landsmænd levede under helt op til oldtidens slutning. En litteratur eksisterede, men kun i hukommelsen, og det samme gjaldt landets historie; al formidling foregik fra mund til øre. En god fortæller må have været højt værdsat, han har gjort de lange vinteraftener udholdelige - den rolle, som nu er overtaget af fjernsynet. Hans litterære repertoire bestod vel mest af eventyr og viser, hans historiske af fortællinger om kongers og heltes bedrifter. Desværre har gode fortællere en tilbøjelighed til at »forbedre« det stof de formidler (det er derved, de bliver gode). (Fig. 2)

I virkeligheden er slægtens hukommelse nok ikke helt så dårlig, som den har ry for. Undertegnede for eksempel kunne, hvis det ønskedes, fortælle om begivenheder, der er foregået for nærved 150 år siden; beretninger, som aldrig har været skrevet ned, men er overleveret mundtligt gennem få led. Det er ikke opsigtsvækkende, og mange nulevende kan sikkert melde om bedre resultater. Mellem de mennesker, jeg har truffet som dreng, var en af veteranerne fra 1864 - hvad kunne han ikke have fortalt, dels om sine krigsoplevelser, dels om, hvad han selv havde hørt fortælle i sin barndom: om Englandskrigen, spaniolernes bedrifter under deres ophold her i landet, ja måske om slaget på Rheden og Københavns bombardement - begivenheder, der nu ligger næsten 200 år tilbage. Desværre drejede vor korte samtale sig ikke om historiske anliggender. Opmærksomheden blev afledt af en grammofon, et stort monstrum med tragt, som krigerens sønnesøn var den lykkelige ejer af.

Mundtlig overlevering kan forløbe sandfærdigt gennem lange tidsrum, hvis formidlerne er af den rette støbning, men blot et enkelt upålideligt led er nok til at starte sagndannelsesprocessen. Mest udsat for forvanskning er naturligvis de spændende træk i fortællingerne, de bliver sjældent afdramatiseret, oftere pyntet med detaljer hentet andetstedsfra eller frit opfundet. Kernen i en historie kan måske holde stand, men længere begivenhedsforløb går i opløsning og rækkefølger skifter. Det hele bliver et rodsammen af alt muligt, men med brokker af virkelighed indimellem. At lånegods forekommer, er ubestrideligt, men man må have lov til at nære en smule tvivl, når kildekritikerne mener, at hele vor jernalders Danmarkshistorie har måttet vige for en importeret sagnverden. En sådan flytning af åndeligt gods ville næppe kunne ske uden en massiv folkeudskiftning, og der er ikke i det arkæologiske materiale basis for at antage, en sådan har fundet sted på denne tid. Derimod finder man i det samme materiale mange spor af voldsomme begivenheder, den slags, der har givet stof til aftenunderholdning. Alene Illerup Ådal-fundet fortæller om et slag af vældige dimensioner; det må være husket langt frem i tiden, og det er vel ikke utænkeligt, at mindet om det gemmer sig i en af Saxos drabelige kampskildringer. (Fig. 3, fig. 4)

At rekonstruere en sammenhængende Danmarkshistorie af sagnenes rodebutik er naturligvis umuligt, især da de tilgrundliggende begivenheder nok også har været temmelig kaotiske, men at ikke alt er opspind, kan arkæologien give fingerpeg om. Man bemærker, at 11-1200-årenes krønikeskrivere røber et ganske godt kendskab til gravskikke, som var gået af brug længe før deres tid. De vidste, at en afdød kriger kunne få sin hest med i jorden, og at særligt fornemme personer blev begravet i skib. De vidste også, at der forud for »højalderen« lå en »brændalder«, og Snorre Sturlason beretter, at asken fra ligbålet enten kunne graves i jorden eller sejles ud på havet (det sidste er en ikke på vist skik, som meget vel kan have været praktiseret). I Lejrekrøniken fortælles, at Jylland var, »som det land, der lå mest udsat, dækket af et bolværk af træpæle, der hvor nu Danevirke ligger«. Oplysningen har undret mange, for Danevirkevolden, som den fremtræder i dag, og som den må have fremtrådt allerede i 1100-årene, er et bolværk af jord og sten - først i 1970’erne blev man klar over, at der under flere yngre byggestadier ligger et ældre, hvor træ har spillet en afgørende rolle; det er dendrokronologisk dateret til 730’erne. Træanlægget må hurtigt være gået til grunde, men erindringen om det har altså holdt sig i 400 år. (Fig. 5)

En ting, der har optaget såvel arkæologer som sagnforskere, er Lejre-kongesædet: dets beliggenhed, betydning, og om det i det hele taget har eksisteret. Lejre nævnes ofte i sagnhistorien som tilholdssted for kongerne, i særdeleshed dem, der hørte til skjoldungeslægten, Rolf Krakes berømmelige stamme. At det er Lejre ved Roskilde, der tales om, er bekræftet af Svend Aggesen, men en overgang mente man, at han måtte have taget fejl; der savnedes oldtidsminder fra jernalderen på Lejreegnen. Undersøgelser i vort århundrede har imidlertid grundigt afhjulpet denne mangel, byen ved Roskilde er utvivlsomt sagnenes Lejre, så spørgsmålet er nu blot, om den faktisk har været kongesæde. Sagnforskerne har udtrykt tvivl: hvis skjoldungerne, som man antog, var kunstigt indplantet i Danmark, måtte de jo have et sted at bo, og hertil kunne Lejre være valgt. I ovennævnte historieværk fra 1977 er sagen fremstillet således: Svend Estridsen, som samtiden hædrede med titlen Lejrekonge, »var oldebarn af Harald Blåtand, der flyttede kongesædet fra Jelling til Roskilde efter at have vundet hele Danmark, som der står på Jellingstenen. Ville Jellingdynastiet have overtaget Lejretraditionen, hvis den var knyttet til en virkelig fyrsteslægt? Er det ikke mere sandsynligt, at sagnhistorien omkring Lejre er dannet i kredsen om Harald Blåtand og hans efterfølgere, da de i slutningen af det 10. århundrede grundlagde byen Roskilde med kirker og kongegrave?«

Siden ovenstående blev skrevet, er der dukket så meget nyt op af Lejres jord (se artiklen side 5), at forestillingen om, at sagntidens Lejrekongedømme »må anses for en fiktion«, næppe kan opretholdes. Den store halbygning, der ganske vist har fået konkurrenter, men som stadig, arealmæssigt, er landets største påviste oldtidsbygning, og den ligeledes ekstraordinært store skibssætning viser, at beboerne har hørt til samfundets allerøverste lag, og det er uundgåeligt at sætte dem i forbindelse med sagnkildernes meddelelser. Hallen har eksisteret endnu på Harald Blåtands tid, så man må have kendt til dens historie og har ikke behøvet at indkalde fjerne landes fyrster for at befolke den.

Man må gå ud fra, at de sidste oldtidskonger, ligesom de første i middelalderen, har haft adskillige kongsgårde spredt ud over landet og har tilbragt en hel del af deres tid på rejser mellem dem. Disse besiddelser har på en måde været kongesæder alle sammen, men denne særlige betegnelse må dog forbeholdes nogle få udvalgte, som ved deres størrelse eller på anden vis ragede op over de andre. Fra slutningen af 900-årene synes Roskilde at have overtaget rollen som residensstad, og da det netop var ved den tid, Lejrehallen og den dertil hørende bebyggelse forsvandt, er det nærliggende at forestille sig en sammenhæng. Om det jyske Jelling ved vi egentlig kun, at det gennem en kort periode i 900-årene var kongelig begravelsesplads. Formodentlig har der været en kongsgård, men om den hørte til de særligt udvalgte, fremgår ikke; det er ikke givet, at oldtidens konger altid blev begravet ved kongesædet. Kun nogle få af den tidlige middelalders regenter fik gravsted i Roskilde.

Med til at forplumre vort billede af oldtidens Lejre er, at vi så godt som intet ved om Danmarks opdeling i mindre riger og disses samling til en enhed - om det skete på én gang eller gennem en lang og kompliceret proces. Det kan således tænkes, at Lejre oprindelig har været kongesæde for Sjælland alene, men senere, efter rigssamlingen, er blevet reduceret til en almindelig, mindre betydende kongsgård. Herom tier sagnene. De oplysninger, der med forsigtighed kan uddrages af dem, er af en anden art og kan i øvrigt aldrig stå alene, men må støttes af arkæologien eller på anden vis.

For nu at afrunde denne snak om sagnkilderne vil vi i det følgende gengive en af dem, nemlig den lille Lejrekrønike; den er ganske kort og kan derfor bringes i sin helhed. Teksten er i Jørgen Olriks oversættelse. Forklarende indskud er trykt med kursiv.

I begyndelsen, da kejseren drog mod Danmark på Davids tid, kaldtes disse landsdele: Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland, Skåne, ikke Danmark, som vi senere skal påvise, fordi de ikke havde nogen egen høvding, men lød under Sveriges konge. (Den omtalte kejser er, viser det sig senere, kejser Augustus, men han levede som bekendt ikke på Davids tid). Der var nemlig i Uppsala by i Sverige en konge ved navn Ypper, der havde tre sønner; den første hed Nori, den anden Østen, den tredje Dan.

Denne sendte hans fader til de landsdele, som nu hedder Danmark, for at han skulle herske over fire øer, nemlig Sjælland, Møn, Falster, Lolland, der alle med ét navn kaldtes Videslev. Ypper opnåede nemlig af indbyggerne der på stedet, at de gav hans søn Dan denne egn, nemlig Videslev, til kongesæde. Derefter herskede Dan over Videslev alene og opførte på Sjælland byen Lejre, som han berigede med store skatte. Kong Dan var nu sædekonge, det vil sige småkonge, i tre år.

Men nu vil vi gerne have at vide, hvoraf Danmark har fået sit navn. Og her vidner da overleveringen fra fortiden for os, at de før nævnte landsdele, nemlig Jylland, Fyn, Skåne og Videslev, som nu hedder Danmark, aldrig har været underlagt nogen, alene med undtagelse af Ludvig, der i fred og god forståelse fik danerne til at modtage kristendommen, efter at have fået kong Harald døbt ved Mainz. (Harald med tilnavnet Klak lod sig - 826 - døbe for at opnå kejser Ludvig den Frommes støtte. En følge blev Ansgars missionsvirksomhed). Ellers var de aldrig nogensinde bievne undertvungne af nogen, enten af hans forgængere eller af hans efterfølgere; men de stod imod alle, der angreb dem, hvem det end var, og betragtedes derfor i begyndelsen af alle med had. Jylland var derfor, som det land, der lå mest udsat, dækket af et bolværk af træpæle, der, hvor nu Danevirke ligger, og omgærdet mod Augustus’, den første kejsers, angreb, og her holdt den nævnte Augustus i begyndelsen flere slag mod dem efter at have samlet en stor hærstyrke. (Det er rigtigt, at kejser Augustus’ angreb på germanerne - år 9 efter Kristus - havde retning mod Danmark, men det blev slået tilbage, længe før man nåede så vidt. Her er naturligvis ikke tale om mundtlig overlevering; krønikens forfatter har kendt til romersk historie. - Se Skalk 1989:5).

Jyderne stod dem imod og sendte bud til Videslevs høvding Dan, om han ville komme dem til hjælp. Ved dette bud fyldtes Dan af stor glæde, samlede sine krigerskarer, og drog uden ophold i kamp. Da Dan nu var kommet over til bolværket, rykkede jyderne ud mod kejseren og begyndte for alvor en kamp med ham, hvori de dræbte såre mange af hans mænd med sværdets od. Stolt af sin sejr drev han de øvrige på flugten, så mange, som han ikke ville hugge ned. Da nu jyderne så, at Dan var en kraftig mand, kæk og tapper, førte de ham hen til den sten, som kaldtes Daneryg (nu forsvundet hyldningssten ved Viborg; dens plads kendes ikke), satte ham op på stenen og gav ham kongenavn. Jyderne fulgte ham derpå og underlagde ham Fyn og Skåne med de andre tilliggende øer. Kong Dan så nu, at det land, han herskede over, var godt, nemlig Jylland, Fyn, Videslev og Skåne; han sammenkaldte da sine stormænd og ombudsmænd og sagde: »Vel huer mig mit land; hvilket navn skal vi give det?« Landets høvdinge svarede og sagde: »Konge, du leve evigt. Du er kong Dan, det rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå«. (Fig. 6)

Dan var konge i Danmark i tre år; først i det tredje år kendte han sin hustru Dania og avlede med hende en søn ved navn Ro. Efter sin faders død besad denne kongedømmet med arveret; sin fader Dan høj lagde han ved Lejre på Sjælland, hvor hans fader før ham havde grundlagt et kongesæde, som Ro nu selv efter faderen opfyldte med mangfoldige rigdomme. På den tid var der en stor by midt på Sjælland, hvor der nu kun er et øde bjerg, ved navn Høgebjerg, men dengang lå dér en by, som kaldtes Høgekøbing (ukendt lokalitet); da kong Ro nu så, at købmændene gav meget ud til vognleje fra skibene og derop til ad landevejen, bød han at flytte købstaden bort fra dette sted ned til havnepladsen dér, hvor Isefjorden udstrækker sig, og her lod han huse lægge omkring en dejlig kilde. Der byggede Ro en anselig by, som han gav et tvedelt navn, efter sig selv og efter kilden, idet han tog den ene del af navnet fra kilden, den anden fra sig selv og kaldte byen på dansk Roskilde, og med dette navn skal den kaldes i al evighed.

Kong Ro levede så fredeligt, at ingen drog i kamp mod ham, så lidt som han selv nogensinde drog ud i leding. Han havde også en frugtbar hustru, med hvem han avlede to sønner; den første hed Helge, den anden Halfdan. Og da drengene begyndte at vokse til og blive store og stærke, døde deres fader Ro og jordedes i en høj ved Lejre; efter hans død tog sønnerne hver sin del af riget, idet de delte det i to dele, således at den ene var herre over landet, den anden over søen. (Fig. 7)

Halfdan førte altså styret til lands og avlede en søn ved navn Sigvard, med tilnavnet »Hvide«, der høj lagde sin fader Halfdan ved Lejre efter dennes død. Helge var derimod søkonge og samlede mange ildgerningsmænd om sig; i søkamp vandt han lykkeligt forskellige lande, af hvilke han skal have besøgt nogle i fred, men andre med sin vikingeflåde. Engang hændte det nu, at Helge, der trængte til at komme i havn, kom til en havn ved Lolland; træt af at ro udhvilede han her tre nætter i broderens rige tilligemed sine krigerskarer, lod telte opslå på land, og dvælede der i fred. Grebet af kødeligt begær udsendte han nogle krigere for at hente ham en pige, der passede for kongen; disse bragte ham en datter af en høvding Rolf Karl, ved navn Thora; og faderen fulgte med. Hun undfangede ved ham og fødte senere en datter, som hun kaldte Yrsa. Kong Helge drog så videre derfra og gav sig til at hærge på forskellige lande. Så hændte det en gang senere, efter at mange år var henrundne, at den samme Helge kastede sig ind i den førnævnte havn, og uden at mindes sin tidligere gerning, bød, at en pige skulle skaffes til veje til ham, og det blev så netop hans egen datter, som han fik overgivet af Thora Rolfsdatter og tog med vold. Hun undfangede ved sin fader og fødte en søn, som hun gav hans bedstefaders navn Rolf. Imidlertid døde Thora, på én gang Helges viv og svigermoder, og jordedes på den ø, som hedder Thorø (formodentlig Thurø, som dog ikke ligger ved Lolland, men ved Fyn), og senere blev også hendes gamle fader Rolf begravet der. Også hans svigersøn Helge søkonge blev højlagt der. Men hans og Yrsas søn Rolf voksede til og blev stærk og tapper. Og hans moder Ursula (Yrsa er her blevet til Ursula) lagde sit enkeslør og blev givet til Sveriges konge Adisl, som med hende avlede en datter ved navn Skuld, der således var en søster til Rolf Krake på mødrene side.

Medens nu dette gik for sig med søkongen Helge, døde hans broder Halfdan, Danmarks konge. Efter ham tog Sveriges konge Adisl skat af danerne. Han satte en bjæffende hvalp til konge over dem, ved navn Rakke (Rakke betyder hund), som han elskede overmåde. En dag, da Rakke sad blandt sine hærmænd, hædret med kongelig betjening, så han nogle hunde, der sloges på gulvet; og da han nu ville skille dem ad, for at de ikke skulle gøre hverandre fortræd, sprang han frem over bordet ned iblandt dem, men blev her overvældet og bidt ihjel. Dette budskab var der ingen, der vovede at bringe kong Adisl; thi den, som meldte ham Rakkes død, skulle straks selv miste sin hals. Der var nu en jætte ved navn Læ på den ø, som hedder Læsø, han havde en hyrde ved navn Snjo; denne sendte han til Sverige for at bede kongen om kongedømmet. Da nu Snjo var kommen til Sverige, rettede Adisl, idet han udspurgte ham omhyggeligt, først spørgsmål til ham om tidende fra Danmark. Han svarede billedligt: »Uden viser (bidronning) farer alle bier vilde«. Anden gang blev han spurgt, hvor han havde ligget om natten, og svarede: »dér, hvor fårene har slugt ulvene«. Han havde nemlig set en læge give nogle syge får en drik, lavet af kogt ulvekød. Da Adisl nu atter spurgte Snjo, hvor han havde ligget den forrige nat, svarede han: »hvor ulvene åd vognen, men okserne flyede til skovs«. Han havde nemlig set tre bævere, der sankede ved, af hvilke den ene, der hedder Bævertræl, havde lagt sig på ryggen på jorden med udstrakte ben, medens de to andre læssede ved på den mellem dens ben og så trak den afsted ligesom et forspand okser; dem splittede nu ulvene og åd vognen. Atter spurgte Adisl ham, hvor han den forrige nat igen havde sovet; og han svarede: »dér hvor mus åd økse, men lod skaftet være«. Han vidste nemlig, at han havde lavet sig en økse af ost. Kongen spurgte nu atter om tidende fra Danmark, og Snjo svarede ham: »Uden viser farer dér alle bier vilde«. Nu forstod Adisl det og sagde: »Er da kong Rakke død?« Snjo svarede: »Det siger du«. Og kongen gentog: »Rakke er død«. Da nu kong Adisl så, at Snjo var ordsnild, så at han ikke kunne hilde ham i samtale, bestemte han ham til danernes konge og sagde til ham: »Vil du være konge i Danmark?« Og Snjo svarede ham: »Ske din vilje«. Kong Adisl smykkede ham så med kongenavn og sagde: »Drag du, Snjo, til Danmark, og vær dem en hård og skændigt rasende konge, der giver dem mange ubillige og uretfærdige love, for at danerne, Snjo, kan mindes dit navn i al evighed«. (Fig. 8)

Snjo herskede altså efter kongens bud grusomt i Danmark; overmodig, ubillig, opblæst, overmåde stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, for han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunne tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker; han gav mange ubillige og uretfærdige love. Han för ingenlunde retfærdigt frem i sine domme, tvang stormændene til at finde sig tålmodigt i almuens overgreb og styrtede dem således i fordærv; thi hele almuen var ham lydig og huld. Kun én ved navn Rød stod ham imod; ham sendte han da ud på øen til jætten Læ, for at spørge ham, hvilken død kong Snjo skulle få; men hans mening dermed var, at Rød ikke skulle vende levende tilbage derfra. Rød kom til øen, bragte jætten kongens hilsen og spurgte, hvilken død kongen ville få. Men herpå nægtede jætten Læ at give noget svar, inden han havde givet ham tre sandsagn. Rød sagde da, i bjerget, hvor han sad, at han aldrig havde set tykkere vægge end væggene i hans hus. Det andet, han sagde, var, at han aldrig før havde set nogen, der havde flere hoveder og færre husfolk. Det tredje og allersandeste var endelig, at han aldrig skulle komme der igen, dersom han først slap vel derfra. Efter disse tre sandsagn spåede jætten ham, at kongen skulle dø af lusebid. Dette budskab bragte Rød kong Snjo, da denne sad på sit kongesæde i Jylland; og alle fik det straks at se med egne øjne. Lus kravlede nemlig ud af hans næse og øren, og hele hans krop skjultes af deres mængde. Således døde kong Snjo for lusebid, han, hvis navn danerne mindes evigt.

Imidlertid, mens Rakke og Snjo herskede, voksede Helges søn Rolf, med tilnavnet Krake, og blev stor og stærk. Ham tog efter Snjos død danerne til konge. Han opholdt sig mest i Lejre på Sjælland ligesom sine forgængere; han havde sin søster Skuld hos sig, datter af kong Adisl og hans moder Ursula, om hvem der ovenfor er fortalt; hende elskede han med broderlig kærlighed. Han skænkede hende Hornsherred i Sjælland, for at hun deraf kunne afholde udgifterne til at føde sine møer; i det opførte han i Skulds navn en by, som heraf fik navnet Skuldelev.

På den tid var der en jarl i Skåne ved navn Hjarvard, tysk af byrd, og skatskyldig til Rolf. Hjarvard sendte bud til Rolf og lod bede om, at han ville give ham sin søster Skuld til hustru. Da Rolf ikke ville dette, røvede han hemmelig pigen med hendes egen gode vilje og tog hende til ægte. Derefter sammensvor Hjarvard og Skuld sig og lagde råd op med hinanden om, hvorledes Rolf kunne blive dræbt og Hjarvard overleve ham og blive rigets arving. Efter ikke ret lang tids forløb drog Hjarvard da til Sjælland med en flåde, opildnet ved sin hustrus tilskyndelse; han foregav, at han bragte sin svoger Rolf skat. En dag ved daggry sendte han bud til Lejre og lod Rolf sige, at nu skulle han komme og se skatten. Det var dog ingen skat, men en væbnet hær, Rolf fik at se; hærmændene slog kreds om Rolf, og han blev dræbt af Hjarvard. Hjarvard toges til konge af sjællænderne og skåningene, som var med ham. Han bar dog kun kongenavn en stakket stund: fra morgen til prim (den anden af dagens syv tidebønner). Da kong Hake, Hagbards broder, Hamunds søn, dræbte Hjarvard og blev danernes konge.

Medens han herskede, kom en mand ved navn Fritlef fra de nordlige lande og trolovede sig med Rolf Krakes datter; med hende fik han en søn ved navn Frode med tilnavnet: den gavmilde. Efter at have avlet sønnen Frode, dræbte Fritlef kong Hake og tog hans trone. Da også han var død, fulgtes han på tronen af sønnen Frode. Denne blev dræbt af Sværtlings sønner, og hans søn Ingjald hævedes på tronen (se Skalk 1995:4). Efter at også han var død, fulgte Olav, hans søn, ham; og efter ham kom hans datter ved navn Asa; om hende går der mange ordsprog. Efter at Åsa, der var fulgt efter sin fader Olav, var død, blev Harald, der også kaldtes Hildetand, danernes konge. Han siges at have haft stort herredømme, idet han gjorde alle riger skatskyldige under sig lige til Middelhavet. Men da han drog til Sverige for at kræve skat, mødte kong Ring ham til kamp på en slette ved navn Bråvel (muligvis ved Bråviken i Östergötiand), hvor skjoldmøer skal have kæmpet på Haralds side som mærkesmænd; af disse hed den ene Hed, den anden Visna. I dette slag faldt Harald, og med Sveriges konge Rings tilladelse tog danerne møen Hed til dronning over sig. Hun herskede også over Danmark og anlagde ved Slesvig i Jylland en by, som efter hende fik navnet Hedeby. (Fig. 9)

Og her slutter så Lejrekrøniken - meget passende ved Hedeby, hvis grundlæggelse vel falder nogenlunde der, hvor vor egentlige historie begynder. Hvem forfatteren var, vides ikke, men hans lidt primitive sprog og svaghed i latinen placerer ham på et lavere dannelsestrin end efterfølgerne, Svend Aggesen og Saxo. Sådan omtrent - om end vel lidt mere udpenslede - må historierne have lydt, når de blev fortalt af bedsteforældre til børnebørn og senere af disse til deres børn og børnebørn, generation efter generation.

Det er blevet sagnhistoriens mærkelige skæbne først at blive troet ud over al rimelighed for derefter at forkastes indtil sidste komma. En sådan fra-vejgrøft-til-vejgrøft-reaktion er for resten ikke helt ualmindelig.