Kronik: Krøniken om Lejrekongerne

Sådan lyder i Gyldendals Danmarkshistorie fra 1977 dommen over dansk sagnhistorie. Den sagnhistorie, som helt op i forrige århundrede af mange blev betragtet som fuldt pålidelig skildring af virkelige personer og begivenheder. Sagnhistoriens kilder er mange, men som de vigtigste må nævnes Saxos Danmarkskrønike, hvis skildringer er lange og udpenslede, Svend Aggesens mere kortfattede historieværk og den lille såkaldte Lejrekrønike, der på flere måder står lidt for sig selv; alle er tilblevet på Valdemarernes tid, og det samme gælder formentlig den islandske Skjoldungesaga, der desværre er mangelfuldt overleveret. Vigtigst af samtlige kilder er det engelske Bjovulfkvad, hvis handling mærkelig nok foregår i Danmark og Sverige; det bevarede håndskrift er fra omkring år 1000, men digtet selv er langt ældre, rimeligvis fra 700-årene. Handlingen er stærkt eventyrpræget, men blandt de optrædende er nordiske konger, hvis navne og gerninger går igen i de langt yngre dansk-islandske kilder.

Alt dette blev som nævnt tidligere – bortset fra det rene eventyrværk – regnet for fuldgod dansk historie, men tvivl opstod efterhånden; man bemærkede, at ganske vist gik visse personnavne igen i de forskellige kilder, begivenhederne til dels også, men rækkefølger og handlingsforløb varierede stærkt. I 1800-årene, omtrent samtidig med at romantikken gav sagnhistorien en opblomstring, skærpedes historikernes blik for dens svagheder, og synet blev ikke blidere, efter at kildekritikken var slået igennem som anerkendt videnskabelig metode. Krønikerne blev ikke længere accepteret på deres glatte ansigt, nu gik man til den modsatte yderlighed og frakendte dem enhver form for historisk værdi (jævnfør ovenstående citat). Som en slags mellemled i denne proces står folkemindeforskeren Axel Olriks teoribygning: han fæstede sig ved, at der i Bjovulfdigtet nævnes en kong Hygelak (nordisk Hugleik), som angives faldet på togt i Frankerriget, og som kan antages at være en historisk person, da episoden omtales i en frankisk kilde fra 500-årene; den skal have fundet sted ca år 516. I digtet er Hygelak omtalt i forbindelse med de danske konger Halfdan, Roar, Helge og Rolf (Krake), så Olrik mente, at også disse måtte være virkelige personer, og det samme kunne vel gælde andre af digtets slægtsgrupper. Senere sagnhistorikere har med rask hånd fejet alt dette af bordet. Oprindelsen til den danske sagnverden søges nu syd for landets grænser, helt ned til Donauområdet, hvor folkevandringstidens personer og begivenheder antages at have leveret stoffet.

Det er vanskeligt i dag at forestille sig en tilværelse uden skrift, men det var vilkåret, vore landsmænd levede under helt op til oldtidens slutning. En litteratur eksisterede, men kun i hukommelsen, og det samme gjaldt landets historie; al formidling foregik fra mund til øre. En god fortæller må have været højt værdsat, han har gjort de lange vinteraftener udholdelige – den rolle, som nu er overtaget af fjernsynet. Hans litterære repertoire bestod vel mest af eventyr og viser, hans historiske af fortællinger om kongers og heltes bedrifter. Desværre har gode fortællere en tilbøjelighed til at »forbedre« det stof de formidler (det er derved, de bliver gode). (Fig. 2)