Kronik: Klokker og kanoner

»Jeg priser den sande Gud, jeg kalder folket, jeg samler præsteskabet, jeg klager over de døde, jeg dyrker helgenerne, jeg pryder festdagene. Min røst er en skræk for alle onde ånder. Johannes de Fastenowe støbte mig i Herrens år 1511«.

Denne indskrift udtrykker præcist, hvad klokken betød for den katolske kirke i middelalderen. Den var ikke blot lydgiver, men aktiv formidler af bønner og fordriver af ondskab. En klokkes hellighed opstod straks ved dens ophængning, hvor biskoppen under en kompliceret indvielsesceremoni velsignede den, vaskede den syv gange udvendigt og fire gange indvendigt med vievand og indsmurte den lige så mange gange i en særlig indviet blanding af olivenolie og balsam, den såkaldte krisma. Den liturgiske handling mindede om et menneskes dåb, og ofte fik klokken da også sit eget navn, som kunne læses i dens støbte indskrift. (Fig. 1). Vallekildes klokke fra 1508 meddeler: »Jeg hedder Maria«, og den i Levring kirke oplyser: »I Herrens år 1474 blev jeg, den hellige Magdalene, støbt til Marie ære…« Jomfru Maria og hendes mor Anna var de foretrukne navngivere, men det skete, man vovede sig højere endnu. På klokken i Lomborg kirke lyder indskriften: »I Herrens år 1505 den 1. april kaldte broder Niels mig Christus«.