Kronik: Klæder flængedes, brynjer sønderhuggedes

I Gallien, der blev en del af romerriget, og i Germanien mod nord, som det aldrig lykkedes herrefolket at underlægge sig, gik man frem efter et andet ritual, hvis kilderne taler sandt. Man ofrede det erobrede bytte – eller en del af det – til de himmelske magter, som havde skænket sejren. Om gallerne beretter Cæsar, at de, før de gik i krig, lovede det eventuelle bytte til krigsguden. Det blev samlet og bragt til et helligt sted. At fjerne noget af det således indviede var en yderst alvorlig sag. En senere forfatter, Orosius, fortæller – ganske vist med nogle hundrede års forsinkelse og åbenbart på grundlag af ældre, nu tabte, kilder – om kimbrernes fremfærd efter en sejr: »Klæder flængedes, brynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden — så at der ikke levnedes mere bytte for de sejrende end nåde for de besejrede«.

En bestemt fundgruppe i det fra Rom så fjerne Norden er blevet taget som en bekræftelse på Cæsars og Orosius’ ord. Det drejer sig om våben og andet hærudstyr, som må være udkastet eller udlagt i jernalderens søer, men som nu findes i moser, fordi tilgroning senere har fundet sted. At undersøge et sådant fund er overordentligt fascinerende på grund af tingenes mængde og velbevarethed. Ved udgravninger på landjorden vil alt, hvad man finder (bortset fra ædelmetal), normalt være mere eller mindre ødelagt af råd og tæring, men moser har særlige konserveringsegenskaber, som ganske vist varierer noget efter grundvandets beskaffenhed. Træ vil i reglen være til stede, og allerede det er meget, men ellers gælder det, at sure moser bevarer organiske materialer som tekstil og læder, men opløser jern, mens basiske virker stik modsat. Selv med disse mangler bliver der tilbage et uhyre materiale af forbløffende velbevarede sager, som kommer os til gode, når nordeuropæiske jernalderforhold studeres.

Når man taler om tingenes velbevarethed, gør et forbehold sig gældende, mange af dem er nemlig forsætligt beskadiget før nedlæggelsen, ganske som Orosius beskriver. Sværd kan være bøjet sammen, skjolde kløvede, træ ødelagt med ild. Netop dette taler stærkt for, at sagerne er ofret, men selv om de har et krigerisk præg, er det jo ikke givet, de er erhvervet som krigsbytte. Allerede arkæologen Worsaae hævdede, 1865, krigsbytteteorien, og den har stadig mange tilhængere, men også modstandere; de mener, der er tale – ikke om store samlede ofringer, men om mange små, bragt ved årlige fester og med egne sager som offergaver. Diskussionen har været ført siden 30’erne og er stadig løbende.

Våbenofferfundene er ikke jævnt fordelt over riget, men koncentreret om visse landsdele; Slesvig, Østjylland, Fyn. Mængden er betydelig, men seks skiller sig ud på grund af deres størrelse; Thorsbjerg, Nydam, Vimose og Kragehul, som alle blev undersøgt i forrige århundrede, samt Ejsbøl og Illerup ådal, der er kommet til siden 1950. Sidstnævnte er endnu under udgravning, og det vil vi vende tilbage til. Først lidt om mosefundenes historie.

Denne er i vid udstrækning vævet sammen med arkæologiens saga og med selve Danmarkshistorien. Udgravningen af de fire gamle fund fandt sted i årene omkring 1864, og krigsbegivenhederne påvirkede i høj grad både arbejdets forløb og fundenes videre skæbne. At så meget blev reddet – uerstattelige ting, som nu danner kernen i samlingerne på Nationalmuseet og Gottorp slot – skyldes én mand, udgraveren Conrad Engelhardt. Uden hans ildhu og energi var det meste sikkert gået tabt. (Fig. 2)