Kronik: Kattenes rettergang

Handlingen foregår i 1640’erne, og skuepladsen er Århus, dengang som nu en af landets førende købstæder. Byen var da på knap 5000 indbyggere, en velvoksen provinsby med et godt, stort opland og et solidt tag i den vigtige søhandel. Hverdagslivet udfoldede sig, som man kunne vente i en by med mange fattige indbyggere, et lille opstigende handels-borgerskab og en endnu mindre overklasse af kongelige embedsmænd og gejstlige. Den tidligere så dominerende bispestol var siden reformationen blevet trængt tilbage, men biskoppen havde stadig et stort ord at skulle have sagt og brug for mange hjælpere, blandt disse en klokker ved domkirken. Også kongens folk havde nok at se til, ikke mindst lensmanden. Normalt havde klokker og lensmand vel ikke meget med hinanden at gøre, men her kom de, som vi skal se, til at øve en fælles indsats – officielt i moralens tjeneste, men måske dog ud fra andre, mere personlige motiver.

Først lidt om dramaets hovedpersoner: Klokkeren, der tillige virkede som notar ved domkirken, var Hans Hansen Skonning, som på det tidspunkt, der her er tale om, havde bestridt embedet gennem mere end tyve år. Skonning, der var opvokset i Skåne – heraf vel efternavnet – var en foretagsom person. Ved siden af en flittig skribentvirksomhed drev han et bogtrykkeri, og 1635 oprettede han en papirmølle ved Århus (se Skalk 1981:3), den første i Danmark, der viste sig levedygtig. For at drive møllen krævedes kongelig bevilling, og den fik Skonning »med hans consorter«, hvortil også biskoppen i Århus, Morten Madsen, hørte; han havde som andre af tidens gejstlige sans for at pleje verdslige interesser. Det må antages, at Skonning og bispen da stod på god fod med hinanden, men få år senere – 1641 – fyrede biskoppen sin klokker og notar på grund af embedsforsømmelse. Det var et godt »ben«, der hermed gik fra Skonning. Et fjendskab var grundlagt.

Lensmanden i Århus siden 1636 var Erik Grubbe, bedst husket som far til Marie Grubbe, hvis omskiftelige skæbne rørte både Blichers og I. P. Jacobsens pen. (Fig. 1). Grubbe residerede på herregården Tjele ved Viborg, men udgangspunktet for hans embedsførelse lå dog nærmere Århus, nemlig på Havreballegård, det senere Marselisborg. Under sin kones lange svagheds- og sygdomsperiode havde han kastet sine øjne på bispens smukke datter og gjorde åbenbart ingen hemmelighed af sine hensigter. »Lensmanden, uagtet gift, bestræbte sig for, af utugtig brynde, at ville nyde bispedatteren som frille«, hedder det 1810 i Hertels beskrivelse af Århus domkirke, men i samtiden var et sådant levned ikke så ualmindeligt blandt adelsmænd. Uanset tidens norm havde den magtfulde Erik Grubbe her gjort regning uden vært, biskoppen afviste alle hans tilnærmelser og bortgiftede datteren til en anden. Hermed var grunden lagt til endnu et uvenskab.