Kronik: Jagten på jaden
Halvædelstenen jade havde været kendt og værdsat i årtusinder, da den franske mineralog Alexandre Damour i 1865 kunne vise, at der i virkeligheden var tale om to forskellige mineraler: nefrit og jadeit. Næsten alle de kinesiske sten og genstande, han havde undersøgt, viste sig at bestå af nefrit, mens jadeit var uhyre sjælden. Men Damour havde også analyseret en række mærkværdige stenøkser, som var fundet i stengrave i Bretagne i Frankrig. Mange af disse økser bestod af jadeit, skønt der ikke kendtes nogen forekomst af dette mineral i Europa. Dette misforhold førte ham til to væsentlige konklusioner. Den første var, at alle europæiske stenøkser af jadeit, som ikke var fundet i fortidsminder, måtte være bragt hertil som »turiststykker« i moderne tid. Den anden konklusion var, at de økser, der var kommet til Europa i forhistorisk tid, måtte være efterladt af et folk, der var indvandret fra Asien. De to slutninger skulle vise sig at have følger helt op til vore dage.
Af Lutz Klassen, Pierre Pétrequin
Damours opdagelser vakte stor opmærksomhed – og ikke kun i arkæologiske og geologiske kredse. Der dannede sig hurtigt grupper af tilhængere og modstandere af hans økseteorier. Da diskussionen om jadespørgsmålet gik højest omkring 1880, kunne man i almindelige avisers læserbreve, f.eks. i den engelske The Times, læse indædte ordvekslinger mellem repræsentanter for de to lejre. Stridens kerne var, om økserne virkelig stammede fra Asien, eller om de måske alligevel var europæiske. Nogle mente, at der måtte findes endnu uerkendte forekomster af jadeit i Europa. Fløjene blev enige om, at en kortlægning af alle økser i Europas museer burde kunne afgøre striden. Den ene side håbede på, at findestederne ville koncentrere sig om nogle bjerge, som så med rimelighed kunne betragtes som kilden til endnu uopdagede jadeitforekomster. Den anden fløj var overbevist om, at økserne på kortet ville vise nogle »veje«, økseejernes indvandringsruter fra Asien. I sidste ende førte kortlægningen dog ikke til de store resultater, eftersom ingen af de forventede klare resultater fremkom.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Yngre jægerstenalder (9000 til 3901)
Udgave: Skalk 2005:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Den ældste kogebog
Seje liv
Vikingetidens jagthunde
De sidste slagtergårde
