Kronik: I østen stiger solen op

Men af hvilken slags? Bronzealderens religion er blevet kaldt for landbrugs- eller frugtbarhedsreligion, men man rammer nok bedre ved at bruge udtrykket solreligion. Solvognen fra Trundholm Mose – fra midten af ældre bronzealder, ca 1350 før Kristus – giver et fingerpeg. Her ser vi en hest, der hjælper solen på sin færd, men den runde, fint dekorerede skive er kun forgyldt på den ene side. Betragter man denne gyldne side, bevæger hest og sol sig mod højre, svarende til solens retning om dagen. Vendes vognen, så den uforgyldte side vender mod iagttageren, bevæger »køretøjet« sig mod venstre.

Man har formentlig i bronzealderen, ligesom senere Erasmus Montanus’ mor, opfattet jorden som flad, og da kan den mørke (slukkede) sols bevægelse mod venstre opfattes som en afbildning af solens rejse om natten – gennem »underverdenen« -hen imod det sted, hvor solen stod op om morgenen. Det er ikke kun Solvognens solskive, der er sat på vogn, men også hesten. Selve vognen hørte derfor næppe med til trosforestillingen, men må være en praktisk foranstaltning, som gjorde det muligt at anskueliggøre solens bevægelse ved de religiøse ritualer.

På forskellige oldsager fra yngre bronzealder (ca 1100-500 før Kristus) – knive og halsringe, men først og fremmest små skarpe redskaber, som bedst kan opfattes som rageknive – findes en spændende kunst indridset. Som på helleristningerne er skibet det hyppigste motiv, desuden optræder sole, heste, fisk, fugle og slanger.

Disse udsmykninger er en betydelig, nærmest overset skat, som udgør det rigeste billedmateriale fra Danmarks oldtid. Det kan derfor undre, at de ikke tidligere har været genstand for systematiske studier, helt modsat stenbillederne. Tyske forskere offentliggjorde i 1930’erne og 1950’erne arbejder, hvor danske stykker blev inddraget, men fra vor side er indsatsen begrænset. Blandt undtagelserne er Johannes Brøndsteds »Bronzealderens Soldyrkelse« i Nationalmuseets Arbejdsmark 1938 og Knud A. Larsens »Solvogn og solkult« i tidsskriftet Kuml 1955.

Der kan være flere grunde til den ringe interesse for bronzesmåkunsten. Materialet er stort og uoverskueligt, og karakteristisk for kunstfrembringelser er netop, at de kan være vanskelige at systematisere. Nutidens personlige computere har gjort det muligt at håndtere store datamængder på en let måde, og på det seneste kan tekst-beskrivelser samordnes med billeddatabaser, således at man ikke længere ved computerens »hjælp« kommer til at fjerne sig fra billederne. En anden grund kan være, at det i 1960’erne og frem til 1980’erne ikke var moderne blandt arkæologer at forske i religion og kult. Samfundets opbygning og magtfordeling var i centrum, og storstilede danske bopladsudgravninger høstede triumfer. Det blev nok lidt overset, at forhistorisk religion og tro kan være lige så nærværende og vigtig – for ikke at sige mere – end tagstolpeplaceringen i et hus.

En bevilling fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter i Roskilde gjorde det muligt at få registreret, beskrevet og bearbejdet samtlige danske bronzegenstande med skibsbilleder, og udbyttet var uventet stort: 420 genstande, men da der ikke sjældent er mere end ét fartøj på hver, kom antallet af skibsbilleder op på mere end 800. Nogle skibe har stævnprydelser i form af stiliserede hestehoveder, andre har fuglehoveder, mens atter andre har enkelt tegnede stævne. Det første skridt måtte nødvendigvis være at undersøge hvilken slags skibe, der er tilknyttet hvilke sidemotiver, for på den måde at få orden og mening i billedvirvaret, hvis der vel at mærke er et kodeindhold i billederne, som var indlysende for bronzealderens mennesker, men ukendt for os. Denne fremgangsmåde, at lade billederne selv tale, måtte foretrækkes frem for at tage et mere tvivlsomt udgangspunkt i overleverede religiøse myter langvejsfra. Det nuværende Danmark udgør hovedområdet for denne fine klejnkunst, idet hverken Nordtyskland eller Sverige har tilsvarende mængder – til gengæld tælles de svenske helleristningsskibe i tusinder.

Yngre bronzealder dækker en periode på mere end et halvt årtusinde, og skønt motiverne er de samme, er en vis udvikling i kunststilen inden for dette tidsrum tydelig. Skibsfigurerne fra den første tid er spinkelt udført, og konturerne dannes oftest blot af et par linier. Omkring 900 før Kristus blev stilen mere svulstig, konturerne er nu flerliniede, og stævnenes hestehoveder får krøllede muler, der kan ende i en spiralfigur.