Kronik: Hvis iver erkendtligst påskønnes

Der opstod nye kolonier i Grønland, og med dem vågnede interessen for at vide mere om de gamle, som man kun kendte fra sparsomme historiske efterretninger. Det første spæde forsøg på at løse problemer med spaden blev gjort 1723 af missionæren Hans Egede, og mange gik i hans spor – kendte og ukendte personer, som under deres ophold i Grønland blev fængslet af ruinernes mystik. Det er en af de mindre påagtede, men dog betydningsfulde, der her – som et bidrag til tusindårsfesten – skal trækkes frem af glemselen.

Jens Mathias Mathiesens virke i Grønland strakte sig over tretten år, fra 1820 til -33, men hans interesse for den fjerne ø går sikkert betydeligt længere tilbage. Faderen havde som skibsfører i Kongelige grønlandske Handel sejlet Nordatlanten tynd, og det kan ikke fejle, at han hjemme i København har fortalt om sine mange dramatiske hændelser. Således om forliset 1799 ved Frederikshåb med galeoten De tre Brødre og om, hvordan hans brig Den hvide Bjørn under Englænderkrigen blev taget som prise nær Skagen. Ved den lejlighed gik blandt andet mineralogen Gieseckes stensamling tabt; den var vurderet til 5000 £, men blev i Leith solgt for kun 40.

Disse begivenheder afskrækkede ikke sønnen, vel snarere tværtimod. Efter skolegangen i København uddannede han sig til styrmand, lod sig tyve år gammel forhyre i faderens gamle kompagni og stod i 1820 ud med kurs mod Grønland – muligvis sammen med faderen, der netop dette år foretog sin sidste nordatlantiske rejse. Det blev nu ikke som sømand, Jens kom til at udmærke sig. Ankommet til Julianehåb efter en færd på mere end en måned afmønstrede han og tog stilling som assistent – dog stadig i Handelens tjeneste.

Assistenterne ved de grønlandske kolonier havde et meget alsidigt arbejde, der ikke altid angik handel alene. Det kunne være produktionsledelse, regnskabsføring og ikke mindst administration af distriktet. Jens Mathiesens senere kyndighed på disse felter viser, at han har prøvet det hele, og hans lokalkendskab vidner om talrige togter i området. Måske førte han også koloniens galease, Stærkodder, der opretholdt forbindelsen til de øvrige handelspladser i Sydgrønland. Mathiesens egen udførlige dagbog er desværre forsvundet, så vi kan ikke kortlægge hans færden i disse tidlige år, hvor han med åbent sind dannede sig sine indtryk, men vi ved, at han hurtigt lærte at beherske det eskimoiske sprog.

Da premierløjtnant i flåden Wilhelm August Graah 1829 gav sig ud på sin berømte konebådsekspedition op langs Grønlands isfyldte østkyst (se Skalk 1967:3), fulgte Jens Mathiesen med som hjælper og tolk. Det gik nu ikke så godt. Kun tre måneder efter starten, hvor målet endnu var fjernt måtte Graah tage afsked med sine europæiske rejsefæller; de vendte tilbage – officielt på grund af proviantmangel, for Mathiesens vedkommende dog vist også af andre årsager. Det skinner i Graahs beretning om færden tydeligt igennem, at de to ikke kunne sammen. Da han 1830 var tilbage i Julianehåb hed kolonibestyreren dér Mathiesen, men dette forbigås konsekvent trods den bistand, han nødvendigvis må have modtaget fra myndighederne under sit ophold.

Hovedformålet med Graahs ekspedition havde været at søge spor efter nordboernes Østerbygd, som man naturligt nok forestillede sig måtte ligge på østkysten. Den var der ikke, Graah kunne i sin rapport fastslå, at »Østerbygden er Julianehåbs distrikt« – en skæbnens ironi, for det var derfra ekspeditionen udgik og dertil den vendte tilbage. For Mathiesen har resultatet været glædeligt. Hans historiske interesse var blevet vakt, og som landet lå, havde han alle muligheder for at dyrke den.

Den nybagte forsker gik til sagen med iver og grundighed, blev medlem af Det kongelige nordiske Oldskriftselskab og korresponderede med Kommissionen til Oldsagers Opbevaring. 1830, året efter hjemkomsten fra ekspeditionen, sikrede han museet i København en runesten, og det er ikke mange af den slags, nordbobygderne har givet fra sig. En grønlænder, Christian, fra Igaliko (senere identificeret som bispesædet Gardar) fortalte, at han under udbedring af sit hus havde taget materiale i en nærliggende nordboruin og dér fundet en sten med skrifttegn. Mathiesen reagerede omgående. Christian blev sendt af sted i sin konebåd til findestedet, der ligger mange timers sejlads fra Julianehåb, og stenen hentet. (Fig. 2). Ganske rigtigt: det var runer. Et skib lå netop sejlfærdigt, fundet kom vel om bord og nåede lykkeligt til København samme efterår. Her vakte det betydelig opsigt og blev blandt andet undersøgt af den berømte sprogforsker Rasmus Rask. Indskriften viser med al tydelighed, at stenen har hørt til en grav, men at dømme efter den ringe størrelse har den snarere fungeret som en slags kistelåg end som egentligt monument. Kommissionen fandt, at der burde ydes Christian en erkendtlighed og lod ham gennem Mathiesen overrække »en udmærket god riffel« med graveret sølvplade på skæftet.