Kronik: Hulemanden

Naturhistorikeren Peter Wilhelm Lunds skæbne er paradoksal: På den ene side er han kendt som videnskabelig foregangsmand af imponerende spændvidde – fra palæontologi og geologi til plantegeografi, arkæologi og huleforskning – på den anden side er hans resultater gemt, om ikke glemt, i Danmark. Lunds tilværelse i Brasilien anskues herhjemme som en ørkenvandring af ensomhed og afsavn, tragedie og sammenbrud. I Brasilien er Lunds arbejde derimod stadig på dagsordenen; men interessen hæmmes af, at materialet om og fra P.W. Lund opbevares i Danmark, og at størstedelen er på dansk.

Af Birgitte Holten, Michaell Sterll

Billede

Om Lunds liv er der skrevet to biografier og en roman. Biografierne er udarbejdet af kollegaen og eleven J.Th. Reinhardt samt niecen Henriette Lund. Det er små bøger, som behandler personen i meget store træk uden at gå i detaljer om hans videnskabelige betydning. Henrik Stangerups roman »Vejen til Lagoa Santa« (1981) har haft stor betydning ved at vække Lund af glemslen, men har samtidig haft en for en roman mærkelig skæbne: at blive taget for virkelighed. Stangerup gjorde en omfattende, dog ikke tilbundsgående, research til sin bog, men benyttede kun de informationer, der passede ham. Romanen, og dermed billedet af Lund, har flet så stor succes – både i Danmark og i Brasilien – at den »virkelige« Lund, som man møder i hans breve og skrifter, er blevet overskygget. I stedet for en skarp iagttager med hang til selviscenesættelse og en veludviklet sans for humor er Stangerups livsangste stakkel trådt frem og har overtaget scenen. I mangel af en videnskabelig biografi på basis af hans efterladte papirer er det stadig romanen, der tegner det billede af Lund, som alle kender og refererer til.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 2002:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.