Kronik: Historiens teater

Historie er beretningen om begivenheder, der fandt sted på nøjere angivne tidspunkter og på ganske bestemte lokaliteter. For den, der har en smule sans for det, er der altid noget betagende ved at møde »historiens teater« – stå på stedet, hvor det skete, navnlig når kulissen er i orden. Desværre er netop betagelsen af historie imidlertid ofte med til at spolere det hele, således som det er gået ved Waterloo – den lille landsby syd for Bruxelles, hvor Napoleon led sit sidste nederlag i 1815. Den, der i dag besøger den berømte slagmark, kan bese et gigantisk mindesmærke, som selvsagt ikke stod der i 1815, og for at gøre mastodonten tilpas imponerende, er hele det omgivende terræn blevet reguleret, så ingen længere kan finde den bakkekam, hvor Wellingtons mænd tog opstilling. Slaget i Ditmarsken i året 1500 har heldigvis ikke gjort sig fortjent til lignende ovationer, og man opdager let det sted i de flade enge, hvor junker Schlentz’ sachsiske garde gik til grunde, men vend ryggen mod Heide, når De besigtiger stedet. Et olieraffinaderi pynter heller ikke på historiens teater.

Af Erik Kjersgaard

Opgaven lød: lav tolv udsendelser á én time om Danmarks historie og gør det, ligesom Alistair Cook lavede »America, a personal View«. Det vil sige: gå ud på stedet, hvor det skete og snak løs, brug, hvad du ellers kan komme over af billeder – og pas på, at du ikke overskrider budgettet og tiden. Det var en ønskeopgave, og derfor tog jeg den på mig; men tolv timer til hele Danmarkshistorien er ikke alverden – hele teksten kunne såmænd stå i en seks-otte numre af Skalk, så der måtte økonomiseres. I snit gik vi ud fra, at der i hver udsendelse skulle indgå ca tolv locations – som det hedder på TV-sprog, et smukt og kærnefuldt dansk – hvilket altså ville sige ethundrede og fire og fyrre steder ialt. Det er mange, og det blev endda til flere. Det har også taget tre år at komme igennem programmet.

Man laver en liste, og så melder problemerne sig for alvor. Stortorget i Stockholm – Christian den 2. og blodbadet 1520. Torvet er der jo – ikke just med huse fra middelalderen, men stadig et tæt lille gaderum – langtfra så stort, som navnet antyder, og med en egen fortidig stemning. Men – påpegede produceren Bent Børge Larsen – også med en fræsende trafik; for at undgå den blev optagelserne fastsat til en søndag morgen klokken halv seks.

Hvilken morgen! Stormskyerne gik lavt over Stockholm. Kameraholdet klatrede op ad det regnvåde tag på Svenska Akademiens bygning og stod i fare for at kure ned fra fjerde sals højde, medens vi andre ryddede pladsen for weekend affald – tomme øldåser. Klar til optagelse! – nej for resten – vent, der kommer et avisbud. Nu er han væk – så klar … åh nej … I siger ikke, de kører med renovationsvogne her en søndag morgen! Langt om længe – klar til optagelse! Film kører, lydbånd kører – Christian den 2.’s skændselsdåd ridses op i korte træk, og så er den i kassen. Ti sekunder senere kom skybruddet, der varede resten af dagen; men det kunne vi være ligeglade med, for næste stop var Kalmar.

Det er fristende for en TV-mand at kæle for det, »der er billeder i«, og springe resten over; men når man nu engang har påtaget sig at fortælle hele Danmarkshistorien, ligger der en forpligtelse til saglighed, som man ikke uden videre kan negligere. Tænk på mordet i Finderup lade – hvad ser De for Dem? Måske Otto Baches maleri af »de sammensvorne«, måske noget andet dramatisk. Jamen i Finderup er der ikke andet at opleve end et trist stenkors fra århundredskiftet hegnet af en klippet hæk; men her var det altså, det skete – sandheden frem for alt. (Fig. 1). Man kan roligt påstå, at anlægget i Finderup ikke bidrager væsentligt til den anskueliggørelse, der er fjernsynets styrke og eksistensberettigelse; men det hænder jo unægteligt også, at stedet faktisk giver noget, der vanskeligt lader sig udtrykke i ord.