Kronik: En fremmed kom til byen

I kirkehistorikeren Johs. Lindbæks disputats om Pavernes forhold til Danmark under kongerne Kristiern I og Hans (1907) er der et særligt kapitel om de danske, der opholdt sig i Rom i anden halvdel af 1400-årene og begyndelsen af 1500-årene. Her omtales blandt andet to brødre, Jens og Mikkel Pedersen, som efter deres tilnavn Hostorp at dømme stammede fra den lille landsby Hostrup i nærheden af Tønder. Ihvertfald var brødrene hjemmehørende i Slesvig Stift, som i datiden var en del af den danske kirkeprovins med ærkebiskoppen i Lund som leder. Den ældste broder, Jens Pedersen Hostorp, var notar ved den pavelige højesteret i Rom, Rotaen. Han blev af paven tildelt talrige større og mindre gejstlige embeder i Danmark og Tyskland.

Om de fleste af embederne lå han i langvarige processer med andre personer, der også ønskede at komme i besiddelse af dem. Det skaffede ham mange fjender. Efter at have omtalt nogle af disse fjender, en række gejstlige ved domkirken i Slesvig, slutter Lindbæk på følgende måde: »Senere drog Jens Pedersen til Danmark for at skaffe sig anerkendelse i sine embeder, men medens han opholdt sig i Århus, hvor han arbejdede på at få arkidiakonatet, blev han overfaldet og dødelig såret. Hans broder Mikkel beskyldte overfor paven biskop Niels Clausen (Skade) for at være skyld i denne ugerning, og formodentlig må denne have følt, at meget vidnede imod ham, siden han fandt det nødvendigt i begyndelsen af 1495 at lade en stor mængde fornemme gejstlige bevidne, at han ikke havde nogen del i drabet, men havde ladet både sine egne og byens svende, dog uden resultat, søge efter morderne og senere ladet disse offentlig bandlyse. Undskyldningen ser ikke synderlig troværdig ud, men alligevel har biskoppen næppe fået større ubehageligheder af sagen senere.« Lindbæk peger altså mere eller mindre direkte på Århusbispen som bagmanden bag drabet på Jens Pedersen Hostorp, og det gør han på baggrund af to dokumenter.

Det første er en ansøgning til paven, som Jens Pedersens broder Mikkel Pedersen fik imødekommet 9. december 1494. Brevet tildelte ham nogle af de embeder, der var blevet ledige ved broderens død. Om dødsårsagen levnes der ingen tvivl, idet Mikkel Pedersen betegner sig som »broder til Jens Pedersen dræbt og ombragt af biskoppen i Århus«.

Det andet dokument kan opfattes som biskoppens forsøg på at rense sig for mistanken om at være skyld i Jens Pedersens død. Det er et vidnesbyrd, udstedt 11. marts 1495 af de nørrejyske bisper og en række abbeder, som gør vitterligt, at de har hørt og forstået, at bisp Niels Clausen af Århus er uden skyld i Jens Pedersens død. De udtaler, at bispen hverken har ydet råd eller hjælp, tilskyndet eller befalet nogen til at begå drabet på Jens Pedersen. Tværtimod, fortæller de, lod bispen den sårede Jens Pedersen pleje af sine tjenere, hos hvem han døde. Videre hedder det, at bispen efter Jens Pedersens død kaldte de verdslige myndigheder i Århus til hjælp for at finde voldsmændene. Og da det ikke kunne lade sig gøre, bandlyste bispen dem offentligt.

Det står ikke klart, hvorfor Lindbæk nærede større tiltro til beskyldningen i ansøgningen fra Mikkel Pedersen nede i Rom, end han gjorde til den mere autoritative erklæring af bisperne og abbederne hjemme i Danmark, som var meget tættere på begivenhederne. Men frem for alt gav han intet svar på det oplagte spørgsmål: Hvorfor skulle Århusbispen have ladet Jens Pedersen Hostorp dræbe?

I omtalen af bispen i Dansk Biografisk Leksikon finder man kun rosende ord. Som biskop optrådte Niels Clausen som en fremragende godspolitiker, men først og fremmest er han kendt for sin omfattende indsats for den århusianske domkirkes udsmykning. Han lod domkirkens kor udvide og ombygge, og han bekostede de korstole og korskabe og den store syvarmede lysestage af lybsk oprindelse, som endnu pryder koret. Et pragtfuldt lektorium med prædikestol, som han lod rejse i 1508, er siden blevet nedtaget og er delvis gået til, men endnu findes hans store ligsten samt den prægtige korkåbe og messehagel af italiensk guldbrokade, han også skænkede til kirken. I 1494 lod han indrette et kapel i koromgangen, ligesom han senere stod bag en alterstiftelse sammesteds.

Biografien af Niels Clausen rummer ingen antydninger af et modsætningsforhold til Jens Pedersen Hostorp, og hele sagen har hidtil stået som lidt af en gåde. Derfor spærrede jeg øjnene op, da jeg i sommeren 1994 under et besøg i Vatikanarkivet i Rom pludselig stødte på et hidtil ukendt brev om det 500 år gamle drab i Århus. Jeg var i gang med en første sondering i arkivet fra det såkaldte Pønitentiariat, som efter at have været hermetisk lukket var blevet tilgængeligt for forskning en halv snes år før (se Skalk 2001:3). Pønitentiariatet udstedte på pavens vegne dels dispensationer fra kirkerettens regler, dels syndstilgivelser (absolutioner) til personer, der havde begået nogle af de forbrydelser, hvis behandling var reserveret paven.

En af disse pavelige særsager omfattede overfald og drab på gejstlige, og derfor findes der i Pønitentiariatets registre talrige absolutioner herfor. En af disse var udstedt af Pønitentiariatet 28. januar 1495 til tre mænd fra Århus, som var ifaldet bandlysning for at have overfaldet Jens Pedersen. Dette hidtil ukendte brev gav ikke bare navnene på de tre voldsmænd, men også flere andre detaljer omkring udåden. De nye oplysninger gør det muligt at give et bud på opklaring af den gamle drabssag, der frikender Århusbispen og peger på en helt anden bagmand, nemlig en af Jens Pedersens konkurrenter til stillingen som ærkedegn i Århus. Dermed får vi også det motiv til drabet, som savnes i Lindbæks formodning om Århusbispen som den skyldige.