Kronik: Drømte mig en drøm

Musikken hører til de mest flygtige af vores aktiviteter. Den dør i selv samme nu, som den skabes – og den efterlader sig ingen direkte spor. Tidligere tiders musik er definitivt tabt, og det er faktisk en vigtig detalje, der hermed mangler i billedet. Tænk på, hvad musikken betyder i vor tilværelse! En fremstilling af livet i dag ville blive falsk og misvisende, eller i hvert fald højst ufuldstændig, uden dette element. For fremtidens historikere vil det ikke blive vanskeligt at give eksempler på lyde fra vor tid. De eksisterer jo i stort tal i form af plader og bånd, men går vi blot lidt tilbage, mangler den mulighed.

Helt på bar bund står vi dog ikke. Forskellige former for andenhånds dokumentation sætter os i stand til at rekonstruere noget af det tabte, således har vi udviklet et musikalsk skriftsprog – det nodesystem, vi bruger i dag, samt ældre forgængere for det. Ved hjælp heraf er vi i stand til at fastholde og videregive oplysninger om hvilke bestemte toner, der er blevet spillet og i hvilken rækkefølge; hvor lange og korte, de har været og lignende. Dermed kan vi genskabe klangen med større eller mindre nøjagtighed, alt afhængigt af hvor detaljeret nedskrivningen er. Men »nodemusikhistorien« er imidlertid behæftet med alvorlige svagheder. Dels rækker den ikke særligt langt tilbage i tiden (på den anden side af år 1600 bliver nodematerialet hastigt sparsommere), og dels er den socialt skæv. Det er først og fremmest kirkens, fyrstehusenes og det bedre borgerskabs musik, som vi kender i nodeform. Den mere folkelige musik er overvejende blevet formidlet (og bliver det stadig) uden brug af papir og pen, men alene ved at unge lytter til ældre og bærer traditionen videre ved personlig kunnen. Dertil kommer, at nedskrivningerne langtfra altid er lige detaljerede og præcise. I danseorkestre er det for eksempel den dag i dag ganske almindeligt kun at bruge noder som »stikord«. Trommeslageren spiller »på øret«; han ved, hvad han skal lave. Pianisten og guitaristen akkompagnerer tilsvarende frit i overensstemmelse med, hvad der er almindelig praksis inden for den stil, de dyrker. Har de behov for notater foran sig, er det kun akkordtegnene; så er der overhovedet et nodeblad i brug, er det en stemme foran den melodiførende (saxofonisten, for eksempel).

Hvis vi finder et sådant nodeblad på forsamlingshusgulvet en søndag morgen fra aftenen i forvejen, ved vi godt nogenlunde, hvordan det nummer har været spillet – for vi kender den tradition, det tilhører. Men hvad hvis der er gået 600 år, og nodebladet stammer fra et orkester på dronning Margrethe 1.s tid? Dets spilletradition er jo ikke længere levende! Så må vi supplere med oplysninger andre steder fra, og her er blandt andet billeder værdifulde. De danske kirkers kalkmalerier kan således give os en hel del viden om middelalderens instrumenter og orkestre – et område, der ellers ikke er særligt godt dokumenteret. Musikskrift eksisterede på den tid, og enkelte dansemelodier er også endt på skrift, men det var først og fremmest kirkens mænd, der beherskede skrivekunsten. De var gennemgående af den opfattelse, at dansemusik sorterede under Djævelen og dermed var bedst tjent med at blive glemt. Men selvom kirken havde en fordømmende holdning til musik og dans, kunne kalkmalerne alligevel godt udstyre Himmeriget med orkestre. Djævelens værk eller ej, musik hører jo til, hvor der er evig lykke og skønhed, og tager vi englevingerne af spillerne, er det glimrende billeder af tidens egne musikere, vi står overfor. (Fig. 2, fig. 3)