Kronik: Der rider en konge

Den »danser«, hvis gang hver mand i byen talte om, var en kongelig ridehest, oplært i »den høje skole«. Den skulle vække opsigt i det strålende og farverige optog, som trods sin pragt dog kun var en svag afglans af de festarrangementer til folkets forlystelse, der havde fundet sted fra før enevældens tid. Det var faktisk en af de sidste lejligheder, hvor barokkens hofridekunst blev demonstreret – og den kyndige rytter var ikke den åndsformørkede konge, Christian 7., men en af hans begavede embedsmænd, chefen for den kongelige stald A. V. Hauch. Han var i øvrigt en alsidig mand. I 1780’erne afbrød han en lynkarriere i rytteriet for at hellige sig studiet af naturvidenskaberne. 1791 blev han medlem af Videnskabernes Selskab, senere præsident for samme, leder af Det kongelige Teater og medlem af Oldsagskommissionen, der førte til skabelsen af Oldnordisk Museum. Men hofmand var han altså også – og i en menneskealder den myndige daglige leder af Frederik 6.s enevældige hof.

Den ridetradition, der herhjemme døde ud med folk som Hauch, skal de følgende sider handle om.

Fra gammel tid var vore konger blevet valgt med særligt henblik på, at de i spidsen for adelsrytteriet skulle kunne forsvare riget. Ved middelalderens slutning havde kongens rytteregenskaber og personlige mod vel nok mistet det meste af sin praktiske betydning, men som så ofte, når gamle færdigheder bliver overflødige, udvikles og perfektioneres de yderligere og bliver til sport. Således gik det også, da riddervæsenet forældedes.

Foregangslandet var Italien, hvis talrige renæssancefyrstedømmer gav økonomisk grundlag for en stand af beridere, der kunne uddanne hestene og undervise fyrsterne og deres sønner. Målet var stadig større beherskelse af de forædlede spanske rideheste fra Andalusien, som nu blev tidens ideal – stolte dansende heste med velrejste halse og svulmende former. Også ved det danske hof ønskede man sig sådanne heste, og stutterivæsenet blev efter reformationen, hvor klostrenes mange følhopper og hingste tilfaldt kronen, koncentreret omkring de kongelige slotte – her fandt nu en, om ikke systematisk så stærkt eksperimenterende, avl sted under kongernes personlige ledelse. Det forhåndenværende hestemateriale var øjensynlig slet ikke så ringe. Danmark havde i middelalderen været storeksportør af heste – og berømt derfor – og der blev nu både af Frederik 2. og Christian 4. anskaffet udenlandske hingste, der svarede til de nye tiders idealer. Man håbede ved flittig brug heraf at kunne give de danske heste et »spansk præg«. Christian 4. fik eksempelvis to spanske hingste i 1596 fra hertug Albrecht i Nederlandene – og hingstenavne fra 1600-årenes begyndelse som Brun Tyrk, Den store Russer, Den brune Spanier og Den grå Neapolitaner tyder på et bredt kontaktnet til den udenlandske hesteverden.

Den kongelige stutterivirksomhed blev efterhånden trukket sammen på Sjælland, vel nok for tilsynets skyld. I 1611 havde kongen således fem hoppeflokke, såkaldte stod, i Esrom, fem ved Antvorskov og to ved Frederiksborg, der siden under Christian 5. skulle blive centret for stutteriet og give navn til den »race«, man efterhånden nåede frem til. De nordsjællandske skovområder blev i et par hundrede år reserveret til kongens hestehold, idet stutteriets produktion udelukkende kom til at tjene hoffet i det meste af den tid, det eksisterede. Herfra skulle årligt leveres omkring 50 nye fireårs brugshingste. Både til køre- og ridebrug anvendtes udelukkende handyrene, der kun sjældent blev kastreret. Af hopperne blev de bedste tillagt de eksisterende stod, af hvilke der var en halv snes stykker på 15-20 heste. De ringeste blev solgt eller foræret bort. Fra midten af 1700-årene blev reservehingste undertiden stillet til rådighed for hesteavlen udenfor stutteriet.

Men hvad skulle hoffet med alle de heste? Selvfølgelig først og fremmest dække det ikke helt lille daglige transportbehov, men især gøre det muligt at gennemføre de strålende hoffester, som nåede deres højdepunkter ved kroninger og bryllupper. Til de storslåede optog med vogne og ryttere en masse og i dagevis kunne man ikke nøjes med tvangsudskrevne bondeøg. Her skulle det se ud af noget – og her skulle kongen selv vise sig frem som den mest fremragende af alle i de ridderlige idrætter: ringrenden og dystløb. Og selvom der måske blev snydt en smule, for at kongen kunne fremtræde fra sin bedste side, så måtte han træne ihærdigt.

Forud for prins Christians bryllup i 1634 fortælles det, at kongen, Christian 4., hver morgen startede klokken 5 sammen med sine sønner nede på ringrendingsbanen for at øve sig et par timer inden dagens øvrige gøremål. I ringridningen kunne der ikke snydes meget, rytteren skulle med hesten i galop fange den ophængte ring på enden af lansen. Ved sin egen kroning i 1596 tog Christian 4. 206 ringe i 340 gennemløb af rendebanen – forhåbentlig ikke på en og samme hest – og også i dystløbet, den gammeldags turnering mand mod mand, deltog kongen og vandt sammen med sine tre medudfordrere over ialt 45 deltagere. Denne konkurrence var i tidens løb blevet gjort lidt mindre livsfarlig. Brolægningen blev taget op i god tid og sand og grus kørt på den plads, hvor det foregik – i dette tilfælde Gammeltorv i København. Rytterne var polstret og i fuld rustning, og – vigtigst – lanserne var gjort lette og skrøbelige, så det almindeligste udfald var, at de knækkede, når rytterne tørnede sammen. Ved festen 1634 var der også sådan »spærbrækken«, men af 32 ryttere i 78 gennemløb faldt ikke en eneste af. Den da 57-årige konge var endnu i topform, men veg sejrsskamlen for sin søn, den udvalgte prins Christian – det var jo hans fest.

Med arvekongedømmets indførelse blev det unødvendigt at demonstrere, at kongen var det mest fremragende mandfolk i riget – det var han pr definition – og de rå og risikobetonede dystløb forsvandt af programmet, ligesom festerne ikke længere først og fremmest blev opvisninger i pragt og masse, men tillige i raffinement og afveksling. (Fig. 1). Ringrenden var fortsat en yndet øvelse, men hertil kom nu hovedrenden, hvor et antal neger- og tyrkerhoveder af træ eller papmaché skulle fældes i fuld galop – de første med lansen eller med kastespyd, de næste med kården, mens de sidste skulle samles op fra jorden med kårdespidsen. Øvelsen kunne varieres med pistolskydning efter nogle af hovederne. En anden nyhed var quintanløbet, hvor rytteren angreb en drejelig dukke med lansen. Gik stødet rent ind, var det fint, men ramte man skævt for omdrejningsaksen, slog quintanen ud efter hest og rytter med sit træsværd, hvorfor det gjaldt om straks efter angrebet at kunne kaste sin hest til siden og undgå réposten.