Kronik: Den hvide kunst

Hvordan skal dette forstås? Hvad har de danske kvinders særke og klokker med forfædrenes bedrifter at gøre? Jo citatet er fra et latinsk digt skrevet 1575 af den da 28-årige Tyge Brahe til vennen Anders Sørensen Vedel, der i længere tid havde arbejdet med en oversættelse til dansk af Sakses Danmarkskrønike. Til udgivelsen behøvedes papir, en på den tid sjælden og kostbar vare, hvis vigtigste råstof var linnedklude. Det er deres fremskaffelse, Tyge Brahe agiterer for.

Navnet papir kommer af »papyrus«, således hedder den plante, som ægypterne gennem årtusinder benyttede til fremstilling af skrivemateriale. I princippet foregik det på den måde, at man af plantens marv udskar flager, som blev lagt i et ternet mønster og banket sammen til noget, der skønt grovere og mindre smidigt dog havde en vis lighed med vort papir. Produktet opnåede en vis udbredelse i Middelhavsområdet, hvor det holdt sig i brug til omkring 10. århundrede efter Kristus, men fik aldrig fodfæste i Mellem- og Nordeuropa, hvor man foretrak det af huder tilvirkede pergament, som ganske vist var dyrere, men bedre at skrive på og mere holdbart. Det egentlige papir, som omsider slog pergamentet ud, kom til os ad en helt anden vej, nemlig fra Kina, men det tog lang tid, og selv efter dets fremkomst blev pergamentet foretrukket til vigtige skrivelser.

Det kinesiske papir bestod af plantefibre sammenfiltret til et tyndt, glat og smidigt materiale, velegnet til at skrive og trykke på. Kunsten menes opfundet omkring år 100, så den var længe om at nå til den vestlige verden. En af grundene har sikkert været, at man var uvillig til at give hemmeligheden fra sig, men det har også spillet ind, at der var to store kulturgrænser at krydse.

Den første grænse blev overskredet 751, hvor fyrsten af Tashkent med støtte af araberne indlod sig i slag med det kinesiske Tang-dynastis næsten uovervindelige hær og tilføjede den et knusende nederlag. Kineserne måtte afstå Turkestan for de næste tusinde år og finde sig i, at de soldater, der ikke faldt eller havde held til at flygte, blev taget til fange og ført vestpå. Nogle af de tilfangetagne var papirmagere, og det kom araberne svært tilpas. Papir var nemlig mellem de ting, man længe havde købt i Kina og møjsommeligt transporteret ad den lange karavanerute, silkevejen, som den kaldtes efter et andet efterspurgt produkt. På den måde lærte man kunsten, der, som tiden gik, blev tilpasset de lokale forhold: i stedet for de græsarter, kineserne brugte, gik man over til at anvende bomuld.

Med arabernes indtrængen i Spanien mindre end et halvt århundrede senere faldt den næste kulturgrænse, men der skulle gå flere århundreder, før papirmageriet for alvor fik fodfæste i Europa. Italien var blandt de første lande, der anlagde fabrikker, papirmøller benævnt, fordi råstoffet, der nu var linnedklude, hør og hamp, blev sønderdelt – »malet« – ved vandkraft. Andre fulgte efter, således Tyskland, hvor der blev fremstillet papir fra slutningen af 1300-årene. Det kom meget belejligt, for Johan Gutenbergs opfindelse af de løse tryktyper i midten af 1400-årene satte fart i bogproduktionen, og reformationen med dens følgevirkninger øgede behovet for at ytre sig på tryk. Papir blev en eftertragtet vare over hele Europa. Der var sat gang i papirmøllerne.

Herhjemme kendte man endnu i 1500-årene kun lidt til papiret og endnu mindre til dets fremstilling. Det meste af forbruget dækkedes ved handel med Tyskland, vistnok forestået af regeringen. 1574 erhvervede Baltser Kaus, landets førende boghandler og forlægger, 135 ris papir (1 ris = 500 ark), som det foregående år var indkøbt til »Kongelig Majestæts Rentekammer«. Disse 67.500 ark (papir nok til ca 34.000 numre af Skalk) kostede 100 daler. (Fig. 1) Det var en ganske pæn sum på den tid, eksempelvis mere end det dobbelte af, hvad en kongeligt ansat opkøber erholdt i årsløn. Efter den nylig afsluttede Syvårskrig stod det sløjt til med rigets finanser, så det er forståeligt, man spekulerede på at blive selvforsynende.