Kronik: Danmark i tusind år?

Det nationale er unægtelig et problematisk og flertydigt fænomen. Det har det været siden dets opståen, og det er det fortsat. En historiker, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af en tusindårig folkelig dansk identitet, må være belavet på reaktioner. På at blive kaldt landsforræder og at blive truet med evig fortabelse. Af mennesker, der har en fast og urokkelig opfattelse af fortiden. Som føler sig provokeret af andre opfattelser. Og som dermed i virkeligheden demonstrerer, at fortiden er vigtig.

Hvor langt tilbage kan vi konstatere, at mennesker og samfundsgrupper har identificeret sig med Danmark og dansk? Begreber, som i sig selv har undergået indholdsmæssige forandringer gennem tiden, men som dog siger noget om menneskers opfattelse af horisont og tilhørsforhold. Hvem har identificeret sig med et geografiskpolitisk begreb som Danmark og et territorialt-folkeligt begreb som dansk? Hvornår gjorde de det? Og hvorfor? Eller: hvorfor ikke? Spørgsmål, som har været livligt debatteret i forskningen og i offentligheden de seneste år. Hvor der næppe kan gives svar – mere eller mindre sikre – som kan tilfredsstille alle. Men hvor forslag til svar erfaringsmæssigt gør os klogere på emnet.

Umiddelbart kan det synes, som om en dansk identitet har eksisteret så langt tilbage, det er muligt at efterspore det. På den tusind år gamle sten i Jelling møder vi en konge, der hersker over et rige: Danmark, og over et folk: danerne – hvordan de to kernebegreber så end skal tolkes. I Saxos vældige værk fra omkring 1200 om danernes bedrifter er kærligheden til fædrelandet ledemotivet, og kampen mod tyskerne det gennemgående tema. Hans værk bliver afskrevet – tildels i forkortet form – og læst i historisk interesserede kredse, og i 1514 trykt på latin. I et latinsk klagedigt fra 1329 over fædrelandets skæbne under fremmed- vældet virker sorgen ægtefølt. Og i den store rimkrønike fra omkring 1480 er det de danske konger og deres kampe for deres ret og rige, vi møder. For blot at nævne nogle af de bedst kendte eksempler på, at der i middelalderen var mennesker, der identificerede sig med Danmark og dansk.

Det møder vi også under adelsvælden: tiden fra reformationen i 1536 til enevældens indførelse i 1660, hvor kongen delte sin magt med et meget begrænset antal adelsslægter, der nød noget nær ubegrænsede økonomiske privilegier og sociale forrettigheder. Adelens modydelse var at »vove sin hals for sin herre og konge og fædrenerigets frelse og landsens fred«, som der stod at læse i den store lovsamling fra 1558. Det var også admiral Herluf Trolles begrundelse for at bære gyldne kæder, da han i 1565 stod ud på, hvad der skulle blive hans sidste togt mod svensken. Og da rigens kansler Arild Huitfeldt omkring 1600 udsendte sin store Danmarks Riges Krønike, var det udtrykkeligt »mit fædreneland til ære og lov«.

For en sen eftertid vil det være fristende at afvise disse og mange flere lignende udtryk som en falsk ideologi, så meget mere som der ikke længere bestod noget rimeligt forhold mellem adelens opstilling af et militært forældet rytteri og standens privilegier. Men adelens mange loyalitetsforsikringer over for kongen og fædrelandet klinger ægte og efterlader et stærkt indtryk af, at de faktisk tænkte og følte, som de sagde. (Fig. 1)