Kronik: Danmark i tusind år?

Det nationale er unægtelig et problematisk og flertydigt fænomen. Det har det været siden dets opståen, og det er det fortsat. En historiker, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af en tusindårig folkelig dansk identitet, må være belavet på reaktioner. På at blive kaldt landsforræder og at blive truet med evig fortabelse. Af mennesker, der har en fast og urokkelig opfattelse af fortiden. Som føler sig provokeret af andre opfattelser. Og som dermed i virkeligheden demonstrerer, at fortiden er vigtig.

Hvor langt tilbage kan vi konstatere, at mennesker og samfundsgrupper har identificeret sig med Danmark og dansk? Begreber, som i sig selv har undergået indholdsmæssige forandringer gennem tiden, men som dog siger noget om menneskers opfattelse af horisont og tilhørsforhold. Hvem har identificeret sig med et geografiskpolitisk begreb som Danmark og et territorialt-folkeligt begreb som dansk? Hvornår gjorde de det? Og hvorfor? Eller: hvorfor ikke? Spørgsmål, som har været livligt debatteret i forskningen og i offentligheden de seneste år. Hvor der næppe kan gives svar - mere eller mindre sikre - som kan tilfredsstille alle. Men hvor forslag til svar erfaringsmæssigt gør os klogere på emnet.

Umiddelbart kan det synes, som om en dansk identitet har eksisteret så langt tilbage, det er muligt at efterspore det. På den tusind år gamle sten i Jelling møder vi en konge, der hersker over et rige: Danmark, og over et folk: danerne - hvordan de to kernebegreber så end skal tolkes. I Saxos vældige værk fra omkring 1200 om danernes bedrifter er kærligheden til fædrelandet ledemotivet, og kampen mod tyskerne det gennemgående tema. Hans værk bliver afskrevet - tildels i forkortet form - og læst i historisk interesserede kredse, og i 1514 trykt på latin. I et latinsk klagedigt fra 1329 over fædrelandets skæbne under fremmed- vældet virker sorgen ægtefølt. Og i den store rimkrønike fra omkring 1480 er det de danske konger og deres kampe for deres ret og rige, vi møder. For blot at nævne nogle af de bedst kendte eksempler på, at der i middelalderen var mennesker, der identificerede sig med Danmark og dansk.

Det møder vi også under adelsvælden: tiden fra reformationen i 1536 til enevældens indførelse i 1660, hvor kongen delte sin magt med et meget begrænset antal adelsslægter, der nød noget nær ubegrænsede økonomiske privilegier og sociale forrettigheder. Adelens modydelse var at »vove sin hals for sin herre og konge og fædrenerigets frelse og landsens fred«, som der stod at læse i den store lovsamling fra 1558. Det var også admiral Herluf Trolles begrundelse for at bære gyldne kæder, da han i 1565 stod ud på, hvad der skulle blive hans sidste togt mod svensken. Og da rigens kansler Arild Huitfeldt omkring 1600 udsendte sin store Danmarks Riges Krønike, var det udtrykkeligt »mit fædreneland til ære og lov«.

For en sen eftertid vil det være fristende at afvise disse og mange flere lignende udtryk som en falsk ideologi, så meget mere som der ikke længere bestod noget rimeligt forhold mellem adelens opstilling af et militært forældet rytteri og standens privilegier. Men adelens mange loyalitetsforsikringer over for kongen og fædrelandet klinger ægte og efterlader et stærkt indtryk af, at de faktisk tænkte og følte, som de sagde. (Fig. 1)

Der kan ikke herske tvivl om, at der i det lange tidsrum fra kong Harald satte Jellingstenen og til Frederik 3. i 1660 gjorde sig enevældig, var mennesker, der følte sig tæt forbundet med Danmark og dansk.

Men gjorde alle det? Eller kun nogle? Og i så fald: hvem? Og: hvorfor?

Kildematerialet, der skal give svar på spørgsmålene, er meget begrænset og navnlig meget ensidigt. Især for middelalderens vedkommende er kilderne få. Og grundlæggende har så godt som ingen endnu konfronteret dem med disse spørgsmål. Men vi ved dog noget om samfundets strukturer og funktioner, som peger hen imod et svar. Vi ved, at det var et stærkt opdelt samfund, lokalt og regionalt; at det havde stærke feudale træk; og at den katolske kirkes loyalitet i vid udstrækning var vendt mod personer og institutioner uden for riget. Først ved middelalderens slutning udvikledes en form for centraladministration med ensartede former og krav. Det vil imidlertid nok være forkert at opfatte almuen som en grå og konturløs masse. Der var vitterlig mænd i landbosamfundet, der havde kontakter til de mægtige, og som på landstingene mødte sider af det politiske liv og deltog i det. Men den konge, der ved sin kåring havde lovet folket fred og ret - og hvis repræsentanter i lokalsamfundet opkrævede betalingen herfor - må for de fleste have været en meget fjern og fremmed skikkelse.

På forskningens nuværende stade må svarene endnu have form af antagelser. Men fra første gang en konge herskede over riget - eller søgte at opkaste sig til hersker over det - må ord som Danmark og dansk have indgået som afgørende begreber i hans horisont og hans selvforståelse. Og også hos de, der tjente ham personligt eller var hans mænd ude omkring i landet. Spørger vi, hvem der fra 985 til 1660 identificerede sig med Danmark og dansk, er det foreslåede svar, at det gjorde magtens mænd og den fåtallige herskende klasse, der tjente dem med sværdet og med pennen. (Fig. 2)

Begreber som fædreland og kærlighed til fædrelandet forsvandt ikke, blot fordi Frederik 3. gjorde sig enevældig. Men herefter kunne intet stå over - og intet ved siden af - enevoldskongen. Heller ikke fædrelandet. De få, der dyrkede Danmarks sprog og historie, gjorde det nu for at kaste glans over den nye kongemagt og dens rødder. Fædrelandet forblev et anliggende for magtens mænd og deres tjenere. Vi skal helt frem til 1740’erne for at møde mænd uden for denne snævre kreds, som identificerede sig med Danmark og dansk. Det var unge borgerlige akademikere: Holbergs elever, der intenst engagerede sig i fædrelandets fortid og i en rensning og udvikling af modersmålet. De skrev frejdigt om vort sprog, vor historie, vort fædreland og vore landsmænd. Og de glædede sig åbent over, at »det danske folk dog en gang begynder at elske sig selv og få smag på sit eget« - og markerede hermed en afstand til de mange fremmede i deres konges tjeneste.

Selv hyldede enevælden oplysningstidens fædrelandsideal: dér, hvor man levede som en loyal undersåt og en nyttig borger, uanset hvor man var født og hvilket sprog man talte. Men i danske borgerlige kredse anlagde flere og flere et fødestedskriterium. I deres øjne var fædrelandet det land, hvor man var født, hvis sprog man talte, og hvis fortid man havde lod og del i. Og de mægtige blev kritiseret for at leve i landet og af landet, uden at tale landets sprog.

Frederik 5.s mænd hævdede, at kongen kun indkaldte de fremmede for at bringe sit rige op på Europas niveau. Men i 1766 tog hans søn og efterfølger, Christian 7., det bemærkelsesværdige valgsprog: I kærlighed til fædrelandet vil jeg søge min hæder. Og det blev bemærket. Jagten på de fremmede gik ind. Allerede i 1767 blev fødestedskriteriet uden modsigelse hævdet offentligt; og trods censuren kritiseredes kongen for indkaldelsen af de mange fremmede. I ærbødige - men helt umisforståelige - vendinger fik han at vide, at der nu var kvalificerede danskere nok til statens embeder; og man appellerede til ham om at efterleve sit valgsprog og foretrække indfødte for fremmede. Et krav om de indfødtes eneret blev ikke åbent formuleret, men det stod tydeligt at læse mellem linierne. (Fig. 3, fig. 4)

I løbet af få år var en national udvikling sat i gang. At den opnåede så hurtig og så betydelig en gennemslagskraft, skyldtes en historisk tilfældighed: Struensees 16 måneders diktatur fra efteråret 1770 til januar 1772. I modstanden mod ham og i retsopgøret efter hans fald indgik en kraftig kritik af hans tyske fødsel og sprog, samt af hans ringeagt for dansk sprog og for danske sædvaner. Det var dette Struensee- mellemspil, der kom til at betyde, at fremmede nu herefter overvejende blev ensbetydende med tyskere. Og det skulle vise sig, at danskerne ikke kunne - eller ville - skelne mellem kongens tysktalende og tyskkulturelle undersåtter i Slesvig og i Holsten og tyskere fra syd for Elben.

Struensee-intermezzoet havde rystet den danske enevælde og svækket den mange- sprogede helstat. Derfor valgte de nye magthavere at skaffe sig politisk opbakning i det nationalt vakte danske borgerskab. Deres middel var en udtalt dansk og borgerlig politik. Enevoldskongen afstod - reelt, men selvsagt ikke formelt - fra at udnævne udlændinge til ministre; dansk blev gjort til kommandosprog i hæren i stedet for tysk; og modersmålet og fædrelandets fortid fik nu en plads - med politisk korrekte skolebøger - i latinskolerne, hvor borgerskabets sønner og de vordende embedsmænd blev undervist. Og slutstenen på denne meget bevidste politiske konstruktion blev lagt i 1776 med udstedelsen af forfatningsloven om Indfødsretten, som kort og godt bestemte, at herefter kunne kun de, der var født i staten, få embeder i staten.

Indfødsrettens stat og fædreland var helstaten: Danmark, Norge og Holsten. Men det var i de danske byer - og tilsyneladende kun der - at loven blev modtaget med impulsiv begejstring. Ikke fordi borgerne forventede, at de og deres sønner nu skulle være embedsmænd. Så stor var 1700-tallets offentlige sektor trods alt ikke. Men fordi kongens gestus imødekom et stærkt følelsesmæssigt behov i denne samfundsgruppe, som under de gode konjunkturer havde udviklet en følelse af eget værd, og som under indflydelse af oplysningstiden var begyndt at tænke nye tanker om mennesket i samfundet og staten.

Men danskerne havde ikke fået nok. De fortsatte de følgende år med deres stiklerier til den tysksprogede og tyskkulturelle overklasse. Og i foråret 1789 tog de angrebne omsider bladet fra munden og gav igen med samme mønt, med anklager om provinsiel selvtilstrækkelighed og selvdestruktivt had til alt, hvad der var tysk. I et år rasede den såkaldte tyskerfejde, hvor det borgerlige danske embedsmands- og klubmiljø med et udtalt præg af social og kulturel mindreværdsfølelse gik til angreb på den aristokratiske og højborgerlige tyske elite. Fejden blev på dansk side udkæmpet med den nye tids følelser; tyskerne svarede igen med en svunden tids forstandsargumenter; parterne talte ikke det samme sprog. Som i et u-land, der netop har opnået selvstændighed, forlangte de danske debattører, at tyskerne herefter skulle tale dansk og leve på dansk; skulle de have embeder, kunne de få det i Holsten, og ikke andre steder; og Videnskabernes Selskab blev anklaget for unational holdning, fordi det i 1788 havde valgt den i øvrigt højt respekterede A. P. Bernstorff til præsident.

Tyskerfejden blev kort. Men brandsporene forblev synlige længe efter. Hvad der var sagt, kunne ikke gøres usagt. Og den efterlod den uvilje mod tyskerne, som skulle blive en sørgelig, men sand bestanddel af dansk identitet i mange generationer. Hvem var det så uden for den traditionelle magtens kreds, der gennem sidste halvdel af 1700-tallet havde udviklet en dansk identitet?

Et forsøg på en status omkring 1800 kan ikke opstilles i tal og procenter. I København og i købstæderne synes det at have været middelklassen: embedsmænd, akademikere, mænd i liberale erhverv, officerer og større håndværksmestre og erhvervsdrivende. På landet synes det tilsvarende at have været embedsmænd, godsfunktionærer, en del af præsterne og en del af de mindre og mellemstore godsejere. Tilsammen kan de næppe have udgjort mere end nogle få procent af den samlede befolkning. Men det var dem, der udtrykte den offentlige mening. Og det var dem, der havde tilegnet sig revolutionsårenes ideer om frihed og lighed. Det sidste forstået som borgerlig lighed mellem dem selv og det gamle samfunds overklasse.

En udvikling forløber sjældent ad en lige linie mellem to givne punkter. Der går da heller ikke en lige linie fra situationen omkring 1800 til enevældens fald i 1848. Den nationale udvikling synes ligesom at standse op. Den afløses af et engagement i krigen med England 1807-14, som nok kendetegnes ved stærke nationale manifestationer, men som også udløste stærke tilkendegivelser af traditionel kongetroskab. Og efter afståelsen af Norge i 1814 sluttede embedsmænd og borgerskab i de politisk sterile år loyalt op om landsfaderen Frederik 6. og dukkede sig under den reaktion, der i de år hvilede over det meste af Europa.

Med juli-revolutionerne i 1830 og kongens nødtvungne oprettelse af De rådgivende Stænderforsamlinger i 1834 indledte det liberale borgerskab imidlertid sin kamp mod enevælden. Ved at gøre danskhedens sag i Slesvig til deres blev de nationalliberale. Og det var politisk meget bevidst, at de over for den kongetro og enevoldsloyale majoritet valgte at døbe deres ledende organ Fædrelandet. I den situation hjalp det ikke Christian 8., at han som den første enevoldskonge antog et valgsprog på modersmålet - og satte trumf på med: Gud og fædrelandet. For ham måtte fædrelandet nødvendigvis være den tilbageværende helstat med dens 40 procent tysktalende befolkning. Det danske borgerskab stod i dets kamp for en fri forfatning stærkt over for kongens forsøg på, gennem nationale kompromiser, at redde sit dansk-tyske arverige. Ved tronskiftet i 1848 måtte hans søn Frederik 7. kapitulere for det sejrende nationale borgerskab.

I virkeligheden var det bønderne, der havde fældet enevælden. I 1845 mistede de endegyldigt troen på, at enevælden ville imødekomme deres behov for landboreformer, og de indledte da et praktisk politisk samarbejde med de nationalliberale.

Både i slutningen af 1700-tallet og i midten af 1800-tallet levede omkring 80 procent af befolkningen på landet. Om bondens verden og forestillinger på landboreformernes tid ved vi kun lidt. En jysk gårdmands verden synes at havde været fæstegården, landsbyen, sognet, godset og den nærliggende købstad. Et fremmed begreb som fædreland har han lejlighedsvis hørt fra prædikestolen, hvis hans præst var blevet optaget af de nye tanker eller havde oplæst en af kongens forordninger om flere soldater til fædrelandets forsvar. Men grundlæggende synes hans horisont at have været lokal og regional. Jyde blev en jyde først, når han kom over til Sjælland eller hovedstaden. Og dansk ville en karl vel først erkende, at han var, hvis han var flygtet fra stavnsbånd og soldatertjeneste og var endt nede i Europa, hvor han skulle gøre rede for, hvem han var, og hvor han kom fra. At der var en konge, vidste bonden naturligvis. Fra bønnen i kirken, og fra portrættet på kongens mønt. Og formentlig udfyldte den retfærdige, men fjerne konge også en plads i hans forestilling, som den, der ville komme og straffe den korrupte herredsfoged og den onde godsejer, og give bonden hans ret.

I skolebøgerne efter 1814 var det Gudsfrygt og kongetroskab, børnene skulle lære. I de rådgivende stænderforsamlinger koncentrerede de få bonderepræsentanter sig imidlertid om konkrete økonomiske og sociale spørgsmål; og de samme jordnære interesser lå bag gårdmændenes politiske alliance med de nationalliberale i 1845 og bag de valgte bonderepræsentanters virksomhed på Rigsdagen. I det politiske liv og fra de nye aviser var de bekendt med de nye nationale ideer; fra 1840’erne lærte de også i nogle af skolerne om de nye begreber: fædreland og folk; og i krigen 1848-50 mødte den tapre landsoldat dem i meget konkret form. Men gårdmændene havde også bevaret en sund mistillid til byernes borgere; og de så snart, at de bag de smukke ord om fædreland og fællesskab førte en kras klassepolitik. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Længe holdt bønderne sig på afstand af det nationale. Det var først i slutningen af 1850’erne, da de gik ind i et samarbejde med de nationalliberale om at bevare den frie 1849-forfatning, at bøndernes politiske ledere gennemdrev en effektiv national agitation. Det var derfor en bondestand med en ny national identitet, der drog i felten i 1864. Og som i skyggen af nederlaget - og i lyset af gårdmændenes økonomiske og sociale fremgang i årene efter krigen - rustede sig politisk og kulturelt i de nye grundtvigske højskoler til kampen om magten i Danmark. Hvor vintrenes højskoleophold hos landboungdommen skabte en overbevisning om, at de - og kun de - repræsenterede det ægte og oprindelige danske folk.

Borgerskabets og gårdmændenes vej til en dansk identitet havde fundet sted inden for rammerne af det gamle samfund. Gennem anden halvdel af 1800-tallet forandredes dette samfund hastigt med udviklingen af landsdækkende politiske partier og under påvirkning af tidens nye massemedium: aviserne. Vandringen fra land til by var med til at skabe en ny middelklasse af funktionærer, der overvejende overtog borgerskabets konservativt farvede nationale identitet. Og - ligeledes i sammenhæng med vandringen fra land til by - opstod der en talstærk arbejderklasse, der kom til at forholde sig ikke blot til de to store etablerede samfundsgrupper, men også til deres nationale identiteter.

Arbejdernes organisering blev mødt med politisk forfølgelse og korporlig vold; og de vendte bevidst ryggen til det etablerede samfund, som bød dem så usle vilkår, samtidig med at det hånede dem som fædrelandsløse svende. I 1871 tilsluttede de sig Den første Internationale. Og året efter sprængtes deres første organisation i slaget på Fælleden. Men efter en reorganisering vandt arbejderklassen voksende indflydelse lokalt og på landsplan; socialisterne blev socialdemokrater, og der opbyggedes et effektivt organisations- og partiapparat. Troen på den internationale arbejderbevægelses sammenhold på tværs af grænserne fik sit grundstød i august 1914, da de tyske socialdemokrater stemte for krigsbevillingerne. På det tidspunkt havde det danske socialdemokrati forlængst valgt at øve indflydelse som et ansvarligt og regeringsbærende parti. Og i 1924 kunne ældre arbejdere, der selv som drenge havde været med til at spæne fra husarerne på Fælleden, opleve, at partiet dannede regering for første gang.

Ti år senere kunne Stauning så med 45 procent af stemmerne bag Socialdemokratiet offentliggøre et nyt partiprogram og sejrssangen af samme navn: Danmark for Folket, og dermed give åbent udtryk for sin og arbejderklassens nationale stolthed. Deres danske identitet var ikke de konservatives Gud, konge og fædreland, og ej heller den grundtvigske folkelige kristendom og fortidsdyrkelse. Deres danske identitet byggede på en følelse af fælles ret til det nye samfund, som det arbejdende folk havde bygget med deres egne hænder.

Først i mellemkrigstiden - hvor også de sent organiserede husmænd og landarbejdere var gået deres vej til det nationale fællesskab - synes det således muligt at tale om en fælles dansk identitet, som endda ikke var mere fælles, end at de forskellige samfundsgrupper lagde noget ret forskelligt i de tanker, følelser og forventninger, hvormed de identificerede sig med Danmark og dansk. (Fig. 8, fig. 9, fig. 10)

Heller ikke alle havde accepteret en fælles dansk identitet. Holberg, der havde været de unge akademikeres åndelige far, havde i 1748 offentligt vendt sig mod deres kærlighed til fædrelandet. Fordi det efter hans mening stred mod den kristne næstekærlighed og talentets universale ret; og fordi kærlighed til fædrelandet hos de gamle jøder og grækere havde udviklet sig til fremmedforagt og fremmedhad. I slutningen af 1800-tallet havde den radikale intelligens anført af brødrene Brandes og Viggo Hørup med næb og kløer bekæmpet de militaristiske nationale instinkter. Indre Mission havde i den første generation efter oprettelsen konsekvent vendt sig fra verden - og dermed også fra det nationale fællesskab med danskheden i Slesvig. Og i 1920’erne og 1930’erne havde de venstreintellektuelle lige så bevidst vendt sig mod de nationale fantasterier, som havde udløst Verdenskrigens ragnarok.

Men alligevel var også de med. Identificeringen med Danmark og dansk var ikke kun et forstandsspørgsmål. Det handlede også om følelser. Det var også Georg Brandes, der sagde, at Slesvig ikke en eneste dag i hans liv havde været ude af hans tanker. Og det var kommunisten Otto Gelsted, der den 9. april 1940 i digtet: »De mørke fugle fløj« skrev om det voldtagne Danmark, at »aldrig har vi elsket dig som nu«.

Har der så været mennesker, der har identificeret sig med dansk og med Danmark i tusind år? (Fig. 11)

Det har der. Men tilsyneladende var det i de første 750 år kun en fåtallig gruppe, der bestod af magtens mænd og af dem, der tjente dem med sværdet og med pennen. Først da begynder der uden for magtens kreds at udvikle sig en dansk identitet i en lille borgerlig elite. Først efter 850 år kommer den danske bonde med. Og der skulle gå mere end 900 år, før det bliver muligt med en vis ret at tale om et nationalt fællesskab.

Såfremt denne fremstilling af hvad der skete - og hvornår det skete - kan godtages, melder der sig spørgsmålet: hvorfor skete det? Og hvorfor skete det på det tidspunkt, det gjorde?

En mulig forklaring kan være, at enkeltpersoner og sociale grupper vælger at gå ind i et større fællesskab og underkaste sig loyalitetskrav, der rækker langt ud over traditionelle standsinteresser og klasseskel, på det tidspunkt, hvor de finder, at det er i deres egen velforståede interesse at gøre det. Det vil sige: på det tidspunkt, hvor de har tilkæmpet sig en andel - økonomisk, socialt eller kulturelt - i dette samfund. Eller måske snarere: når de oplever, at de står umiddelbart over for at tilkæmpe sig en sådan andel.

Denne overvejende materialistisk betonede forklaring er unægtelig grov. Og i sin korte form kan den umuligt rumme alle de mange forskellige og ofte indbyrdes modstridende tanker, følelser og forventninger, der former og forandrer mennesker.

Kun yderligere forskning vil derfor kunne afgøre, hvorvidt dette forslag helt eller delvis vil vise sig at være bæredygtigt. Eller hvorvidt det må dele skæbne med så mange andre velmente forklaringer, der har vist sig ikke at kunne holde til konfrontationen med kildematerialet i hele dets bredde.

Det er forståeligt, at mennesker kan føle et behov for dybe rødder og for en historisk bekræftelse på deres tanker og instinkter, og at de derfor reagerer mod, at der sættes et spørgsmålstegn efter Valdemar Rørdams strofe: »Danmark i tusind år«.

Det er imidlertid også forståeligt, at nogle kan føle sig tiltalt ved tanken om, at den nationale identitet - som på godt og ondt har vist sig at rumme så vældige og vanskeligt kontrollerbare kræfter - historisk er et ret ungt fænomen. Fordi det i så fald kan styrke vor tiltro til, at vi selv kan have hånden på rattet og foden på bremsen på vor usikre fart ind i det næste årtusind. (Fig. 12)