Kronik: Broderskabets billeder

Det københavnske skydeselskabs historie kan med sikkerhed føres tilbage til 1447, hvor det såkaldte Danske Kompagnis vedtægter omtaler fugleskydning. Kompagniet - som har givet Kompagnistræde sit navn - var et af middelalderens gilder, en slags foreninger eller snarere logeagtige broderskaber, som ofte stod under en helgens beskyttelse. Den indbyrdes økonomiske og retlige hjælp, som i bondesamfundet blev varetaget af familien, blev i middelalderens købstæder til en vis grad overtaget af gilderne, hvis medlemmer indbyrdes forpligtede sig til at bistå hinanden. Efterhånden fik den mere selskabelige side af broderskaberne større vægt.

I skydeselskaberne blev der skudt - først med armbrøst, som nogle steder var i anvendelse op i 1700-årene, senere med bøsser - og målet var oprindelig en fuglefigur, som var anbragt på en høj stang. Noget lignende blev allerede i 900-årene udøvet af maurerne i Spanien, som kaldte fuglen for babhaga, hvilket på spansk blev til papagayo. De middelalderlige gilder blev derfor undertiden kaldt for papegøjeselskaber, og det er herfra, at talemåden »at have skudt papegøjen« om et særligt lykketræf stammer.

I slutningen af 1600-årene blev skydning efter fugl efterhånden suppleret med skydning efter målskive, og fra midten af 1700- årene gjaldt i København en regel om at nye medlemmer, et års tid efter optagelsen i selskabet, skulle »give malt skive« - en træskive med selvvalgt motiv. Var alle skydeskiver bevaret, ville der i dag have været omkring 2500, men når flere hundrede er gået til grunde, er årsagen den enkle, at man oprindelig skød til måls efter skiverne den dag, hvor de blev præsenteret. I 1811 blev det besluttet, at der skulle leveres to eksemplarer: En malet skive, som der ikke blev skudt efter, og en mindre fin, hvor motivet var kopieret i vandfarve, og som der måtte skydes efter. Ti år senere skulle den anden skive blot være hvid og altså uden motiv.

Skydeselskabets medlemmer er altid kommet fra erhvervslivet, men den nærmere sammensætning har ændret sig gennem årene. I de første århundreder dominerede håndværksmestrene, i slutningen af 1700- årene trængte storhandelens folk frem, senere fulgt af industriens og finansverdenens. I 1800-årene blev selskabet samlingssted for industrialismens succesrige iværksættere, dog suppleret med en fyldig repræsentation af ledende personligheder inden for militær, kultur og forvaltning. De sidstnævnte områder er stort set forsvundet i vort århundrede, og det samme er de håndværkere, hvoraf der endnu i sidste århundrede fandtes en del i skydeselskabet. Måske har disse forskydninger noget med erhvervenes indtjening at gøre, for det var og er ikke ligefrem gratis at være skydebroder. (Fig. 2)

Hver skydeskive er sin egen verden, som det lønner sig at se nærmere på. Den fortæller om sin giver og den måde, han gerne vil opfattes på. Ikke to er ens, og tilsammen danner de en slags billedbog over livet i Danmark i de sidste 250 år. Det hele er naturligvis set fra København og tilmed fra elitens udsigtspunkt, men alligevel er der næsten ingen sider af samfundslivet, der ikke forekommer i denne billedverden. Skydeselskabets snævre sammensætning opvejes således af de brede og varierede kontaktflader, som medlemmerne havde og stadig har i kraft af deres fremskudte position. Skydeskivernes billeder rummer et overordentligt rigt kulturhistorisk stof, som der skal gives nogle prøver på i denne artikel. (Fig. 3, fig. 4)

Frem til 1836 var alle skydeskiver usignerede, og man kender heller ikke kunstnerne fra andre kilder. Der kan næppe være tvivl om, at der står kendte navne bag flere af de ældre skydeskiver, det vides blot ikke hvem. I et tilfælde som maleren Jens Juels skive kan man selvfølgelig nok have en mistanke, men her kan det også være en ukendt maler fra mesterens værksted. Den ældste skydeskive, hvis kunstner kendes, er nålemager Frantz Christian Hjorths, der blev malet af den dengang kendte portrætmaler Heinrich Eddelien i 1836. Fra dette tidspunkt optræder der hyppigere og hyppigere skiver, hvis kunstner kendes. Der kan blandt mange nævnes Constantin Hansen, Anton Melbye og Paul Fischer. Den største leverandør synes ubestridt at være Christian Rosenberg, der var våbenmaler ved Ordenskapitlet; hans skiver forekommer i årene efter 1870.

Man har i skydeselskabet altid stræbt efter at opretholde tæt tilknytning til kongehuset. Med en enkelt undtagelse har alle regenter siden Christian 3. været skydebrodre, og det samme har en stor del af kongehusets øvrige medlemmer. Kun mænd kan optages i selskabet, men kvindelige repræsentanter for kongehuset udgør en undtagelse, og disse har til gengæld været meget populære. Da Caroline Mathilde, Christian 7.s dronning, indfandt sig til den såkaldte kongefugleskydning og endda traf fuglen, var det »ikke til at beskrive den glæde, som de tilstedeværende fandt hos sig«, udtrykker en samtidig kilde det.

Da kronprins Frederik (den senere Frederik 7.) i 1841 hjemførte sin anden brud til en overvældende modtagelse i hovedstaden, var en kommende skydebroder leder af flådeeskadren, og få år senere mindedes han på sin skydeskive denne festlige stjernestund i sit liv. Ved Christian 9.s og dronning Louises guldbryllup var selskabets bygning illumineret.

Skydeselskabet har fulgt en omflakkende tilværelse på mange forskellige adresser i København, blandt andet ved Teglgården på det nuværende Nyboders grund og på den daværende Bjørns Plads på Christianshavn. Kort efter 1750 flyttede man ud af byen til området uden for Vesterport. Her lå en række lange og smalle grunde, som strakte sig fra Roskildevejen (den nuværende Vesterbrogade) og helt ned til vandet ved Kalvebod Strand. På en af disse indrettedes en skydebane. I de næste knap 200 år gennemgik området en total forandring, som kan følges skridt for skridt på skydeskiverne. Da man etablerede sig og senere i 1780’erne opførte en fornem palæagtig bygning til de selskabelige sammenkomster, var her åbent bondeland. Ved fraflytningen nogle år efter anden verdenskrig lå selskabet klemt inde i et af hovedstadens mest udprægede slumkvarterer.

Det betydelige areal, man oprindelig havde rådet over - først som fremlejer, siden som ejer - var i mellemtiden skrumpet ind til under halvdelen. I 1845 måtte der afgives jord i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen til Roskilde. Fyrre år senere blev der yderligere eksproprieret 3700 kvadratalen af grunden ved anlæggelsen af Istedgade, der passerer tværs over skydeselskabets gamle grund. Kort efter blev der af bygningsinspektør Ludvig Knudsen opført et højst mærkværdigt bygningsværk, en høj og bred rødstensmur, som nærmest er en attrap af en borg i nygotisk stil med spir og kamtakker. Meningen med muren var først og fremmest at skærme for vildfarne kugler, men samtidig har det nok ikke gjort noget, at muren delvis skjulte de nyopførte beboelseshuse. I 1948 gav skydebrodrene op. Byens pres på den lille oase var blevet for stort, og de forlod Vesterbro for at flytte til Sølyst, men tilbage står deres bygning, som nu rummer Københavns Bymuseum, og det nu offentlige anlæg Skydebanehaven. Skydebanegade, som munder ud i Sønder Boulevard tæt ved den oprindelige strandlinie, giver en fornemmelse af grundens oprindelige udstrækning.

Skivernes motiver er meget varierede, men nogle grupper skiller sig dog ud. Fædrelandskærlighed, udtrykt ved symboler og andet billedsprog, er et almindeligt tema blandt de tidlige skiver. Nogle benytter skiven til at prise deres fødested med topografiske motiver, og blandt disse optræder ganske mange byer. Var en skydebroder rundet af en våbenførende slægt, kan dette våben være afbildet. Andre har så at sige afbildet deres navn - for eksempel Hede eller Vibe - og ikke sjældent med fin humoristisk virkning. Almindeligst er det at bruge motivfeltet til at fortælle om giverens erhverv - med symboler eller realistisk malede scenerier fra hans virksomhed. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Københavnske prospekter med fabrikker, værksteder, forretninger, huse, gader og villaer er altså hyppige, og dermed afspejler skiverne også hovedstadens udvikling. Nye fabrikker med rygende skorstene, nye forretninger og nye villaer er afbildet med stolthed. Man mærker, at 1800-årenes foretagere var sikre i deres sag, sikre på, at industrialiseringen var til menneskets gavn. Tvivl om fremskridtet tilhører en senere tid. (Fig. 8)

København havde, navnlig i 1700-årenes sidste årtier, en stor international handel, som trivedes i ly af landets neutralitet, mens det meste af det øvrige Europa lå i krig. Mange af handelsfyrsterne var skydebrodre, og deres skiver vidner om verdensomspændende aktiviteter med koloniernes slaveøkonomi som én af grundpillerne. Snart efter fulgte den spæde industrialisering skridt for skridt. Den første dampmaskine blev installeret på Holmen 1790, og dens følgesvende var jern og kul. Jernstøberier blev grundlagt, navnlig på Christianshavn, og fra 1840’erne var de rygende skorstene en så fremtrædende del af bybilledet, at de ikke var til at overse. Befolkningstallet, som længe havde ligget stabilt omkring 100.000, begyndte at stige stejlt. Den nye tids guddom var jernbanen, der fra 1847 forbandt København med Roskilde, og snart efter med hele det europæiske kontinent. Den moderne industriby var født, og mange håndværk - dog ikke byggefagene - kom snart til at opleve tilbagegang.

Efter den katastrofale koleraepidemi 1853 tog kloakeringen af byen omsider fart, hvilket gav hygiejnen et tiltrængt løft. I 1860’erne begyndte man af anlægge moderne dybvandskajer, hvor de nye tunge dampskibe kunne lægge til for at blive losset og lastet. Industrialiseringen skabte en klasse af nyrige, som blandt andet anbragte deres formue i pragtvillaer på Vesterbro, på Nørrebro og på Frederiksberg - i passende afstand af den indre bys hektiske liv.

Det forrige århundredes København myldrede med børn. De sås overalt i gadebilledet og ses også på skydeskiverne, med tornyster på ryggen på vej til skole, som læredrenge og i leg. Der var meget at se på i 1850- og 1860’ernes hovedstad. Hele butikslivet undergik en gradvis fornyelse. De små, mørke butikker med indgang fra portrummene fik efterhånden konkurrence fra moderne butikker med store udstillingsvinduer og indgang fra gaden. (Fig. 9, fig. 10)

Siden kan anlæggelsen af Frihavnen med moderne dampgravemaskiner følges. Transportmidler som sporvogne og cykler dukker op på skydeskiverne fra 1890’ernes begyndelse, og den offentlige hygiejne, som havde stået på dagsordenen i årtier, gjorde nu betydelige fremskridt. Oprettelsen af offentlige slagtehuse ved det nye kvægtorv nær den nuværende hovedbanegård var et vigtigt skridt.

Arene før første verdenskrig blev en glansperiode for den velbeslåede del af hovedstadens befolkning. Vandforsyningen var forlængst etableret, og i hjemmene fik man installeret brusebad og »vandklosetter«, som det kan følges på blikkenslagernes skydeskiver. I en kort periode kunne man, når man gik på gaden, opleve byen som en europæisk metropol. På Wivels enorme restauration med udsigt over Tivoli var der nærmest pariserstemning. Det elektriske lys funklede, maden var udsøgt og publikum velklædt. (Fig. 11)

Under første verdenskrig stormede teknikken frem inden for mange områder af samfundslivet. På Orlogsværftet på Holmen byggede man ubåde med avanceret danskproduceret elektronisk kommunikationsudstyr. Inde i byen gav en række drastiske saneringer plads for den nye motoriserede trafik. Husrækker blev nedrevet for at gøre de gamle snævre gader bredere, og gadegennembrud blev foretaget. Alt dette kan følges på skydeskiverne, men mest fascinerende er det måske, at skiverne også åbner dørene ind til de københavnske arbejdspladser helt tilbage fra slutningen af 1700-årene og frem til 1960’erne. Vi ser ind til advokater, handelsfirmaer, vekselerere, håndværkere af mange slags, embedsmænd og professorer i et tidsrum, der strækker sig fra skrivetøjets og frem til telefonernes og skrivemaskinernes tid. Fremstillingsprocessen udvikles fra håndværk til industri, fra de mange hænder til de mange maskiner. Udviklingen i detailhandelen kan følges fra de dybe kælderbutikker med fødevarer og den lille håndværksmester med beskedent udsalg, som det var almindeligt i begyndelsen af forrige århundrede, over forskellige mellemled til den moderne detailhandel. Et højdepunkt i eksklusivitet blev nået med de moderne stormagasiner som Ilium og Magasin du Nord, hvis grundlæggere Anton Carl Ilium, Theodor Wessel og Emil Vett alle var skydebrodre.

Også kvindernes langsomme, men sikre indtrængen i service- og fremstillingsvirksomhederne kan følges på de runde billeder. I begyndelsen som bagerekspeditricer og gadesælgere, senere også i den primære produktion. Tør man tro guldvarefabrikant Bernhard Hertz’ skive, anvendte han allerede 1881 udelukkende kvinder i sit værksted. Udviklingen i børnearbejdet kan lige netop fornemmes. Den strækker sig fra ubarmhjertig udnyttelse af småbørn i Usserød Klædefabrik først i 1800-årene, over butiks- og skomagerdrenge til vort eget århundredes kontorpiccoloer. Fra fysisk slid til kedsommeligt budarbejde. (Fig. 12)

Indtil langt op i 1800-årene havde københavnske købmænd monopol på handelen med Island og Færøerne. Heraf kommer det, at den nordatlantiske verden dukker op i glimt på de københavnske skydebrodres skiver. Billedmateriale fra Island fra 1700- og begyndelsen af 1800-tallet er ikke almindeligt, hvilket gør disse motiver særligt interessante. Senere hen finder vi danske erhvervsfolk og teknikere spredt over hele kloden. Også deres indsats har afsat sig spor på skydeskiverne, hvor danske olieboretårne ved Baku, diamantminer i Sydafrika og svimlende iranske jernbanebroer optræder. (Fig. 13, fig. 14)

Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab er ikke det eneste af sin art. Mange andre byer har eller har haft tilsvarende, og nogle af disse selskaber har også en samling skydeskiver, for eksempel Helsingør, Køge, Roskilde, Næstved, Ålborg, Randers og Flensborg. I andre byer, såsom Århus, Viborg og Horsens, har man derimod ikke brugt skikken at give bemalede skiver. Det er blevet anslået, at det samlede antal bevarede skiver ligger omkring 4000. Vil man udnytte det værdifulde kulturhistoriske kildestof, som skydeskiverne rummer, er det væsentligt ikke at glemme provinsen.

En samlet registrering af alle danske skiver blev for en del år siden foreslået af heraldikeren Sven Tito Achen og museumsmanden Poul Strømstad, men det slog ikke an dengang. Tog man tanken op igen, kunne der skabes et tiltrængt overblik over et stort og givende billedstof fra navnlig 1700- og 1800-årene. Skiverne er desværre i dag truet af almindeligt forfald. Oliemalerier på træ og moderne centralvarme er ikke nogen god kombination. Allerbedst ville det derfor være, hvis en fornyet interesse for skydeskiverne blev fulgt op af en koncentreret bevaringsindsats for at sikre denne lidt oversete billedskat for eftertiden.