Kronik: Af tørvehusets saga

Flere steder er der under den moderne bebyggelse gjort fund fra vikingetiden, men i de senere år har undersøgelser ved Tinggård afsløret en bebyggelse fra tidlig middelalder med hele syv huse med græstørvsvægge, den største samlede fo­rekomst af denne hustype i Danmark. Gennem de nye udgravninger er de almindelige mennesker, hvis arbejdsindsats lå til grund for opførelsen af voldsted og kirke, også kommet frem i lyset.

At det overhovedet var muligt at finde spor efter husene, kan vi sandsynligvis takke de bønder for, som dyrkede området for 2-300 år siden. Da var det en udbredt praksis i Nordvestjylland at forbedre landbrugsjorden ved at tilføre ekstra muld i form af overfladetørv, som blev gravet af udmarken, blandet med gødning og kørt ud på indmarken (se Skalk 1987:2). På denne måde kunne indmarkens muldlag vokse sig så tykt, at det nogle steder kom op på et par meter. Helt så flittige var bønderne i Sjørring dog ikke, men takket være deres anstrengelser er der dannet et muldlag på mere end en halv meters tykkelse oven på de gamle middelalderlag, som på denne måde har været beskyttet mod den moderne pløjning, der som regel går ned i mindst 25-30 cm’s dybde.

Derfor fandt vi ved udgravningen ikke blot de sædvanlige stolpehuller i undergrunden, der jo i virkeligheden blot udgør stolpehusenes fundament under gulvniveauet, men også rester af datidens jordoverflade med husgulve, vægrester samt indretningsdetaljer i form af ovne og stenlægninger. Også udendørs anlæg som ralbelagte stier og tørvebyggede diger kunne påvises. Dog er der tegn på, at hustomterne har været overpløjet med hjulplov i ældre tid, før det tykke muldlag blev skabt. Det er altså ikke ligefrem noget Pompeji, der her er tale om, men dog en bebyggelse med bevaringsforhold ud over det sædvanlige. Der fandtes også spor efter »almindelige« stolpebyggede huse på stedet, både fra vikingetid og tidlig middelalder, men her skal vi koncentrere os om det specielle, tørvevægshusene.