Kronik: Århushistorie

Danmark var i krig. Den var brudt ud året før, i 1848: en oprørsbevægelse i de sønderjyske hertugdømmer ønskede løsrivelse fra kongeriget og tilslutning til det tyske forbund; utilfredsheden havde ulmet længe og flammerne slog omsider ud. Den danske hær var hertugdømmernes overlegen, så det første slag - ved Bov lidt nord for Flensborg - blev vundet uden større besvær, men nu kom de tyske stater, i særdeleshed Preussen, oprørerne til hjælp, og i de påfølgende kampe omkring Slesvig gik det danskerne ilde, så overkommandoen valgte at trække hovedparten af arméen over på Als. Vejen nordpå lå derefter åben for tyskerne, og deres øverstbefalende, den preussiske general H. E. Wrangel, sendte straks sine tropper op i Jylland, idet han samtidig udskrev en krigsskat i landsdelen: fire millioner rigsdaler at erlægge inden ti dage. Her stødte han på modstand fra oprørerne, en erobring af Danmark stod ikke på deres program, men vigtigere var det, at også Rusland protesterede. Wrangel måtte efter ordre fra Berlin trække sine tropper tilbage og opgive krigsskatten. (Fig. 1)

Nu fulgte nogle måneders våbenhvile, men foråret 1849 blev kampene genoptaget. For danskerne var begyndelsen dårlig, to store fartøjer, linjeskibet Christian 8. og fregatten Gefion, gik tabt; de havde vovet sig ind i Eckernförde Fjord, hvor de blev beskudt og nedkæmpet fra land. Militært betød det ikke så meget, til søs var Danmark under alle omstændigheder sine fjender overlegen, men for troppernes moral var nederlaget uheldigt, især da landkrigen heller ikke udviklede sig helt efter planen. De danske hovedstyrker lå på Als og Fyn, herfra søgte man med støtte i forskellige brohoveder, således Dybbøl og Fredericia, uden held at hindre fjendens fremrykning. Den preussiske regering havde sadlet om og støttede nu et angreb på det egentlige Danmark, så den nye øverstbefalende over forbundstropperne, von Prittwitz, kunne frit marchere nordpå, hvilket han gjorde trods spredt modstand fra de vigende danske styrker under anførsel af general Rye. Dette sidste var ikke danskerne ganske ukært, planen var at sprede fjendens styrker ved at lokke dele af dem længst muligt op i Jylland. 31. maj stod en træfning tæt nord for Århus, hvorefter Rye trak sine styrker ud på Djursland. Tre uger senere besatte tyskerne Århus, den episode, der er omtalt i denne artikels indledning.

Det var ikke første gang, den østjyske by havde besøg af fremmede tropper; under 1600-årenes svenskekrige var det sket flere gange, det huskedes stadig, så århusianerne nærede ingen illusioner. Hvordan det denne gang spændte af, kan man læse i to små bøger, »De tyske rigstropper i Århus«, et værk på knap 100 sider, som udkom straks efter besættelsens ophør. Forfatteren var en beskeden mand, han skriver sig på titelbladet kun som M. W., men det drejer sig, som det senere er røbet, om en nu ikke længere husket skribent, Marcus Wilnau, gennem en årrække bosat i Århus. Om sin besættelseshistorie skriver han, at »alt er samlet og nedskrevet under okkupationen selv«, og det skal nok være rigtigt: bogen omhandler stort og småt fremført i oplevet rækkefølge. Om krigens begivenheder hører man kun rygtevis, det er hverdagen med de ubudne gæster, det drejer sig om. Læsere, der har oplevet besættelsen 1940-45, vil nikke genkendende til mangt og meget.

»Henved kl 12 rykkede styrken, omtrent 3000 mand, størstedelen vesterfra ind i byen i en meget god orden, aldeles forskellig fra den, der herskede ved besøget den 31. maj (den ovenfor omtalte træfning); soldaterne bortryddede selv barrikaderne uden at forlange eller endog at ønske hjælp og forblev under gevær, indtil de var indkvarterede. Senere fortaltes, at overgeneralen dagen i forvejen til tropperne havde holdt en tale, hvori han befalede dem den strengeste disciplin. Divisionskommandøren, generalløjtnant v. Hirschfeldt, som indtraf straks efter troppernes ankomst, tog Hotel Royal i besiddelse for sig og sin stab. De andre officerer indkvarterede sig selv, hvorimod de menige foreløbig blev fordelt i flere offentlige bygninger og i de større ejendomme«. (Fig. 2)

Helt uden modstand foregik besættelsen ikke. Ude i Århusbugten lå dampskibet Hertha og et par kanonbåde, de lagde sig nu »under Risskov og kastede øjeblikkeligen granater ind i land hen over Vennelyst og Galgebakken -«. Det behagede naturligvis ikke general Hirschfeldt, der med sin stab havde begivet sig til Skolebakken, så han betydede magistraten, »at dersom skydningen fra krigsskibene ikke hørte op, han da ville skyde byen i brand, og virkelig blev fire kanoner og raketbatteriet beordret til ufortøvet at opstilles ved latinskolen og Skolebakken. Borgmesteren, justitsråd Hertz, der ligeledes havde indfundet sig på Skolebakken, blev af generalen opfordret til at trække et hvidt tørklæde ud af lommen, hvormed han derpå stod i rektorens have og viftede. Enten det nu var af respekt for det hvide lommetørklæde eller, hvad der er lige så sandsynligt, på grund af, at der ingen fjender mere var at se ved strandkanten nord for byen - skytset fra skibene tav øjeblikkeligt. — Hvorvidt at granaterne fra søen har tilføjet fjenden nogen sønderlig skade, vides ikke. — En af granaterne sprang oppe på Galgebakken midt imellem de der fredeligt græssende, ejeren af Hotel Royal tilhørende køer, som heldigvis slap derfra med skrækken«.

Næste morgen udsendte Hirschfeldt en proklamation til byens borgere: »Der er forekommet flere tilfælde, som beviser, at landets indvånere ikke tilbørligt anerkender den hidtil af tropperne udviste skånsel og mildhed. Jeg ser mig derfor nødt til i mit distrikt at lade strengere forholdsregler indtræde og har derfor ladet udgå efterfølgende bestemmelser, hvilke borgmesteren ved offentligt opslag, herredsfogeden ved sognepræsterne, skolelærerne og sognefogederne ville give den størst mulige udbredelse:

1. Hvo som søger at overskride forpostkæden, det være sig indefra udad eller omvendt, bliver arresteret og, hvis han ikke efter at være anråbt står stille, nedskudt.

2. Fra i dag af er det enhver forbudt, hvad enten han er embedsmand, borger eller bonde, at ride inden for forposterne. Hvo, som handler derimod, bliver arresteret eller, hvis han ikke holder efter at være anråbt, nedskudt. Den som vil røre sin hest må føre den ved hånden«.

Og så videre - proklamationen minder ikke så lidt om dem, der under sidste krig udgik fra værnemagten. Borgmesteren gøres ansvarlig for oversættelsen, men, skriver M. W., »det er godt, at justitsråd Hertz aldrig vil blive krævet til regnskab, thi at oversætte »einzuhalten« med »indeholde« kunne blive vanskeligt at forsvare«. (Fig. 3)

Lidt bysladder er også løbet M. W. i pennen: »Lørdag middag var der parade og musik uden for Hotel Hirschfeldt, som tropperne kaldte det. Ved denne lejlighed bemærkede man en bekendt danskfødt mand, som har været kongelig kapelmusikus, og som for nogle år siden forlod København i anledning af en affære på et af de kongelige slotte med en berømt sangerindes diamanter. Efter at han havde forladt sit fædreland, var han gået i preussisk tjeneste og var nu ansat som klarinetblæser ved musikkorpset af 15. linieregiment. Endskønt næsten ukendelig, dels ved et martialsk skæg, dels ved at han så færdig talte det tyske sprog, var han dog kæk nok til selv at give sig tilkende og det oven i købet i flydende dansk«.

»Efter at der såvel i går som i dag d. 23. uafladelig var indtruffet flere troppeafdelinger, ankom om aftenen overgeneralen med sin generalstab og opslog sit hovedkvarter i justitsråd Meulengrachts gård på det lille torv«. Det var den øverstbefalende for de samlede tyske styrker, von Prittwitz, der her gjorde sin entré. »Det lod ikke til«, skriver M. W., »at Prittwitz harmonerede så ganske med Hirschfeldt, og han skal have været misfornøjet med flere af de foranstaltninger, denne havde truffet forinden overgeneralens ankomst. Således blev dagen efter, at Prittwitz havde flyttet sit hovedkvarter her til byen, på gadehjørnerne opslået følgende bekendtgørelse, der så at sige næsten desavouerede den første proklamation af Hirschfeldt:

Kommandantskabet i Århus har dags dato underrettet magistraten om, at følgende ordre er blevet udstedt til vagterne her i byen: Ifølge højere befaling har indvånerne i Århus fri adgang til spadseregangene omkring byen og i omegnen af samme. Ligeledes er det tilladt fiskerne at ro ud i bugten på fiskefangst, dog skal posterne ved stranden nøje holde øje med fiskerbådene, og da disse ikke må have nogen kommunikation med de fjendtlige krigsskibe eller med de fra disse udsendte både, bliver, såfremt sådant skulle finde sted, uopholdeligt melding herom at afgive, og hvor mistanken findes stor, vil den tilbagevendende fisker blive arresteret«. (Fig. 4)

»Om formiddagen kl 11 fandt paraden (eller rigtigere parolen) sted uden for Prittwitz. Mange af byens indvånere havde ind fundet sig især for at få overgeneralen at se, men man må på det kraftigste protestere imod de tyske blades beretninger, at også byens damer skulle have indfundet sig ved paraden; ikke en eneste af byens damer har (med undtagelse af nogle enkelte i vinduerne) ved denne lejlighed ladet sig se. Prittwitz er en mand på henved 70 år med næsten hvidt hår og skæg, men i øvrigt endnu kraftig og i besiddelse af en god sundhed —. Prittwitz er meget afholdt af sine undergivne, der beskriver ham som en godhjertet og fordringsløs mand, og som tillægger ham et ædelt sindelag i forening med mod og tapperhed. Som et karaktertræk kan anføres, at da han den første dag modtog sine depecher og breve fra Berlin og således erfarede, at hans datter, som lå for døden, var i bedring og uden fare, han straks opsøgte sin værtsfamilie og efter at have hilst på dem og gjort undskyldninger for, at han foruroligede dem, vakte han øjeblikkelig deres deltagelse ved at meddele det glædelige budskab, som han havde modtaget —«.

»Det gamle posthus var blevet til »Reichsfeldpost«, hvor enhver kunne få breve besørgede og bestille aviser; kun på københavnske blade modtoges ingen bestilling. »Wir stehen damit nicht in Verbindung«, skal den slesvig-holstenske postembedsmand have givet som svar. Portoen er lidt billigere end den danske; intet under! Det er en ren trafik af slesvig-holstenere, der tager imod portoen af breve, som ikke koster dem synderligt at befordre, i det mindste igennem Jylland; her blev hver dag tilsagt to vogne til at køre med posten, og for betalingen til vognmanden skal byen garantere«. (Fig. 5, fig. 6)

»Nogle dage efter de fjendtlige troppers ankomst havde man det særsyn at finde et tysk etablissement anlagt i den forhen guldsmed Islin tilhørende butik i Immervad. En hr Heyman Abraham fra Biitzow i Mecklenborg-Strelitz anbefalede sig ved et på hvidt papir skrevet skilt med sine sydfrugter, cigarer, parfumerier (Fodnote: På skiltet var med store bogstaver at læse: Ole de Cologne), som sirligen var opstillet i glasskabet, der desuden var prydet med »interessante« billeder forestillende for eksempel slaget ved Kolding, affæren ved Eckernförde, stormen på skanserne ved Dybbøl; men det lod til, at disse mere hængte til stads (eller drilleri) end for virkelig at sælges. Det vakte nogen opsigt, at man på de til skue opstillede vinflasker kunne læse en vinhandlers navn i Århus, som boede i nærheden, men de forsvandt snart tilligemed købmanden og hele butikken, thi den næste dag jagede pladskommandanten, oberstløjtnant v. Freydanck, ham formelig ud af byen; han havde etableret sig aldeles uden tilladelse - en tilladelse af den beskaffenhed, som vist aldrig under nogen okkupation endnu er blevet givet. Efter sigende skal hr Abraham, som egentlig kun er simpel marketender, have gjort ret gode forretninger i Kolding, hvor en stor del af de handlende var flygtede eller havde lukket deres butikker, men derimod i Horsens på købmændenes reklamationer ligeledes være blevet jaget ud af byen«.

»Om stemningen blandt tropperne vil det være vanskeligt at sige noget afgørende, dels bestod de virkelig af de mest forskellige politiske partier, dels kunne man ikke altid stole på deres ytringer. En del af landeværnet, nemlig dem som havde forladt hus og hjem, deres familie og næringsvej, var meget mismodige og utilfredse med krigen —. Til det af kongen af Preussen for nylig indkaldte andetkammer indtraf med posten stemmesedler til arméen. Flere bataljoner vægrede sig imidlertid ved at stemme, og der skal kun være blevet afgivet stemmer af demokraterne, som fornemmelig findes i landeværnet. Disse får jævnlig tilsendt de mest demokratiske blade fra Westfalen —. Som et bevis på for hvilket parti, disse blade er organ, kan anføres, at der blandt andet i et af dem læstes, at kongen af Preussens grundlov for tiden kun bestod af 2 paragraffer, nemlig 1) Kongen befaler, 2) Folket adlyder - og det var tilføjet, at det lod til at være kongen af Preussens vilje, at alle publicister, advokater og skolelærere skulle udryddes. I de første dage blev disse blade velvilligt af tropperne lånt til byens indvånere, men det blev senere forbudt af vedkommende, der måske ikke anså det for rådeligt, at de demokratiske organer var henlagt på de offentlige beværtningssteder«.

»Iblandt de menige af 18. regiment landeværn, som i Slesvig kastede geværerne og nægtede at gå videre, fandtes der mange, der som civile i fjor i Posen havde stået som fjender lige over for de samme linietropper, som de i år kæmper ved siden af. Poserne bærer i hjertet mere animositet imod preusserne, end de lader sig mærke med. — I det hele taget findes der kun såre lidt harmoni i den tyske armé, hverken imellem officererne eller menige. Kun i ét punkt er de enige, deri at de allesammen er hjerteligt kede af krigen—«.

I det af Prittwitz udstedte forplejningsreglement, som M. W. citerer, læser man blandt andet: »I naturalkvarteret har, hvor ingen magasinforplejning er indrettet, officerer af enhver grad, militærembedsmanden ligesom soldaten, krav på at få kost af værten uden betaling. — Luksusfornødenheder må ej fordres, og overalt må der tages billigt hensyn til kvartergiverens midler. — Soldaten har at fordre, at forplejningen ydes ham af værten efter sædvanlig brug i tilstrækkeligt mål. Som minimum gælder herved portionsbestemmelsen af magasinforplejningen. - Den sidste består sædvanlig af: dagligen 1 ½ pund brød eller 1 pund tvebak, ¾ pund kød eller ½ pund flæsk, 12 lod kogemel eller 6 lod ris, eller 10 lod grubbegryn eller gryn, eller ½ pund ærter, eller 3 pund kartofler, 1 ½ lod salt og 1/8 kvart brændevin, eller 1 ½ lod brændt kaffe. — Den daglige ration for en hest er: 7 kander havre å 2 pund for den svære, 6 deslige for den lette ration, 4 pund hø og 4 pund strå for begge rationsarter«.

»Den 29. om morgenen kl 3 foretog de fjendtlige en stor rekognoscering — under anførsel af oberst v. Schlegel. Da de ved hjemkomsten om middagen medbragte en del køer, heste og levnedsmidler, lod det til, at ekspeditionen havde til hensigt at understøtte rekvisitioner i omegnen. En afdeling af tropper gik over Hasle til Borum, Sjelle og Herskind, en anden til Skæring, Skødstrup og Vosnæsgård, hvor de plyndrede en del levnedsmidler og fourage, som dog ifølge højere ordre straks blev givet tilbage«. (Fig. 7)

»Med hensyn til det liv, der herskede i byen under okkupationen, var der en mærkelig forskel mellem djsse dage og dagene efter den 31. maj, da Århus var afspærret og så at sige i belejringstilstand. Medens dengang byen var ligesom øde og uddød, vrimlede det nu på gaderne af tropper —. I særdeleshed så man soldaterne flokkes ved strandkanten for at betragte havet og ved Skolebakken for at se ud over søen. — Der var i det hele ikke så få af tropperne, som under hele felttoget endnu ikke engang havde været indkvarteret i en købstad, og som derfor i Århus første gang så søen. Således bemærkede man, dengang raketterne var opstillede på Skolebakken, at nogle af artilleristerne gik ned ved stranden og i den hule hånd øsede søvand, hvilket de førte til munden for at drikke, men som de naturligvis straks spyttede ud igen, idet de så på hinanden med en komisk grimasse«.

»Søndagen den 1. juli var domkirken kl 6 åbnet for »Frühmesse«, som blev besøgt af i det mindste 3000 mand af tropperne. At der tillige havde indfundet sig en stor del af byens indvånere, er ikke at undre sig over; den, som aldrig tilforn har bivånet en stor katolsk gudstjeneste, må vist finde sig henrevet af den herlige musik og de smukke salmer, som hele menigheden synger med tilsyneladende virkelig andagt. Mindre tiltalende derimod er det vistnok at høre den evige »litani«, eller når præsten opremser en »rosenkrans«, hvoraf hver linie af menigheden besvares med en sætning af fadervor, og som ingen ende synes at tage«.

»Det var især overgeneralen, man havde at takke for, at der her i byen aldeles ingen excesser af nogen slags forefaldt, og alle var vist enige deri, at der herskede en sjælden disciplin imellem tropperne —. Desuagtet var der dog ikke så sjældent krigsret og næsten daglig forhør, ikke alene over subordinationsfejl og tjenesteforseelser, men også i anledning af uordener, som var begået i omegnen, og som stundom var af en alvorlig natur. Således blev en soldat arresteret, fordi han i en landsby her i nærheden på en afskyelig måde havde mishandlet en frugtsommelig kone. Efter de indicier, der er til stede, vil han formodentlig blive skudt. I en anden by (Slet) blev nogle af det posener landeværn arresterede, fordi de havde plyndret, hvad de kunne få fat i. Andre havde for at søge efter skjulte skatte på flere steder opbrudt kirkegulvet i Brabrand, en lignende skæbne som, da polakkerne i slutningen af det 17. århundrede var her i landet som hjælpetropper, overgik samme kirke, hvis præst man endogså den gang ville have hængt. -- Her i Århus blev af soldaterne falbudt kobberkedler, sølvskeer og sølvbægre, som vist var rapsede på landet; der var også lidt trafik med levnedsmidler, især kaffe og ris, men det var - ligesom overalt - fra anden hånd. En menig, der havde stjålet en pibe, blev offentligt på den lille kirkegård tildelt fugtel. De soldater, som havde plyndret i Århus Mølle, fik en langt hårdere straf. Hovedmanden, i hvis tornyster man havde fundet skjorter, der ved denne lejlighed var stjålne på møllen, blev dømt til fem års tugthusstraf«. (Fig. 8)

De vigende danske styrker under general Rye var som nævnt søgt ud på Djursland, og her modtog de i slutningen af juni ordre fra overkommandoen om ad søvejen at vende tilbage til hovedstyrken på Fyn; udskibningen foregik fra Helgenæs. Planen var at føre friske tropper over Bæltet til de belejrede i Fredericia og derfra forsøge et udfald. Det fandt sted 6. juli og lykkedes over al måde, men med store tab på begge sider; blandt de faldne var Rye. Allerede i de første julidage havde man i Århus forstået, der var noget i gære, rygterne svirrede, men ingen vidste rigtig, hvad der foregik; det fremgår klart af M. W.s notater.

»En overløber af vor 12. bataljon, en født slesvig-holstener, ankom i torsdag morges; han blev først ført til Hirschfeldt og siden til Prittwitz. Det mærkeligste ved denne begivenhed, som naturligvis gjorde nogen opsigt, var, at en halv time efter hans ankomst kunne folk her i byen på en prik fortælle, hvad han angående det tyske armékorps havde forrådt til Hirschfeldt. Siden fortaltes det straks, at en af preusserne til gengæld også var løbet over til os. På samme måde hørte man, at vi den ene dag havde taget så og så mange fra dem, og den anden dag, at fjenden havde taget så og så mange fra os. Dersom alt dette havde været sandt, ville den dansk-tyske krig siden den 31. maj komme til at have fået stor lighed med et spil Først fra brættet«. (Fig. 9)

»Fredag morgen kl 7, efter at aftenen i forvejen de forunderligste og mest modsigende rygter havde cirkuleret, så man pludselig 2 bataljoner af 15. linieregiment med fuld oppakning, med bagage-, ammunitions- og ambulancevogne, bryde op og marchere ud af Studsgades port. — Man var almindelig af den mening, at ekspeditionen gjaldt Randers, så meget mere som det var blevet meldt, at også tropper vesterfra tidligt om morgenen havde sat sig i bevægelse nordefter, og denne formodning bestyrkedes endmere derved, at man en halv time efter så general Hirschfeldt med hele sin stab ride ud af Vesterport. Men da Prittwitz efter at have taget afsked med sin vært omtrent kl 10 forlod byen og rejste sydpå med hele sin generalstab, — fik rygterne en anden retning; dog var der ingen, der vidste noget bestemt forinden om aftenen kl 8, da Hirschfeldt med sit følge kom tilbage ind af Middelgades port, da erfaredes straks, at der ingen fjendtlige tropper den dag var kommet til Randers, at detachementet allerede på halvvejen havde fået ordre til at vende om og til at bivuakere natten over omtrent en mil her fra byen. Næste morgen kl 8 rykkede detachementet med alle dets proviant- og fouragevogne, der slet ikke havde været fraspændte, atter ind i byen, og fra det øjeblik, lørdag formiddag, begyndte rygtet at cirkulere, at der måtte være passeret noget vigtigt sydpå -«.

»Allerede søndagen den 8. tidligt om morgenen var de første efterretninger om begivenhederne ved Fredericia som en løbeild gået igennem byen; længere hen på dagen havde disse mere og mere bekræftet sig, og der var kommet et ganske andet liv end hidtil i befolkningen, der om ikke modløst dog mismodigt — havde set den overlegne fjende tage landet i besiddelse, og da den afgørende sejr — ikke mere var nogen tvivl underkastet, — da kunne glæden over de danskes sejrrige våben ikke mere skjules, men den var lydløs, thi på alle ansigter læste man tillige den dybe vemod over det tab, som arméen havde lidt —«.

»Om middagen ved paraden på det lille torv spillede begge linieregimenternes musikkorps. Efter at det 12. musikkorps havde udført en smuk march efter melodien af »Den tapre landsoldat«, som var komponeret af musikdirektøren hr Leutner, blev det 15. musikkorps beordret til at spille den preussiske nationalsang, »Ich bin ein Preusse, kennt Ihr meine Farben«, hvori den tyske folkehymne, »Heil dir im Siegeskranz«, var indflettet. Omend nationalsangen også måske kunne være en demonstration imod Danmark, så var i hvert fald folkehymnen i dag en satire på slesvig-holstenerne«.

Først den 21. juli Fik general Hirschfeldt marchordre, og den 24. forlod de sidste tyske tropper Århus efter 33 dages besættelse. Afskedshymnen var igen den tyske version af Landsoldaten. »Efter at pionererne og artilleriet var passeret forbi, kom til slutningen raketbatteriet, ret ligesom en hund, der efter længe nok at have gøet af de fremmede omsider følger sin herre og endnu en gang til sidst viser sine tænder. Denne helvedesmaskine, som efter den tyske beskrivelse skal overgå alt, hvad der i denne retning endnu er opfundet, hvis konstruktion skal være en hemmelighed, men hvis ødelæggende virkning gentagne gange var blevet brugt som trussel mod den uskyldige by og dens fredelige indvånere«.

Slesvig-holstenerne var ikke nedkæmpet med Fredericiaslaget, men en følge blev, at Preussen opgav deres sag og trak sig ud af krigen. Da denne året efter genoptoges, havde danskerne fordelen, og slaget ved Isted blev afgørende. Danmark havde vundet, men de spørgsmål, striden drejede sig om, var stadig uløste.

M. W. slutter sin beretning i håbet om, »at han i Århus og omegn aldrig mere må få lejlighed til at samle notitser af den slags —«. Ønsket gik ikke i opfyldelse: femten år senere, i 1864, blev Århus igen besat af preusserne, og vor reporter var på pletten. Også denne gang blev resultatet en lille bog. Få måneder senere døde Marcus Wilnau.