Kronborgs klokker

I tidligere tiders krige var plyndring en selvfølgelig ting, som var taget med i overvejelserne. Var en by erobret, stod det soldaterne frit at tilegne sig, hvad de kunne fa fingre i af civilbefolkningens ejendele. Det var nærmest en del af deres løn. Der er ført krige, hvor plyndring simpelthen var formålet. Det gælder således en stor del af vikingetogene.

Af Christian Adamsen

Billede

Også de øverstbefalende helt op til konger og generaler deltog lejlighedsvis i denne sport og berigede på den måde sig selv og deres fædreland. I så fald var det naturligvis ikke sognepræstens sølvskeer, jagten gjaldt, men ædlere varer som malerier og andre kunstgenstande, sjældne bøger og rene museumsstykker uden anden værdi end den historiske. Et oplagt eksempel er kong Karl Gustav og hans general Wrangels bjærgsomhed under krigen med Danmark 1657-60. De tog for sig af retterne – måske en slags tak -for-sidst for Christian 2.s meritter i Stockholm knap 140 år tidligere. På Kronborg blev således hele den kostbare udsmykning fra springvandet i gården taget som krigsbytte, og det var ikke det eneste tab, slottet led ved den lejlighed. I værket »Danmarks Kirker« kan man læse, at »ifølge en sen meddelelse skulle svenskerne 1658 have fjernet alle Kronborgs klokker og bragt dem til Sverige«.

Periode: Renæssance (1536 til 1659)

Udgave: Skalk 2004:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.