Krønike: Fordrivelsen fra klostret

For middelalderens mennesker var sjælens frelse af altafgørende betydning. Livet var kort og slidsomt - døden kunne ramme når-somhelst, og for den, der ikke røg direkte i helvede, ventede et ophold i skærsilden, hvor sjælen skulle renses for sine synder, førend den fik lov at indgå til den evige salighed. Og tiden i skærsilden kunne synes uendelig - den kunne løbe op i tusindvis af år. Kun helgener kom direkte i himlen, alle andre havde brug for hjælp til at forkorte opholdet i den brændende ild, og de, der kunne, gav derfor gaver til kirken, så der kunne holdes sjælemesser for dem selv og deres kære, for når messen afholdtes, standsede pinslerne for en stund. Der var dog andre muligheder end messer, for ud over sine håndgribelige rigdomme rådede kirken over en skat, der bestod i de gode gerninger, som helgenerne havde udøvet i deres levetid. Denne åndelige kapital satte senmiddelalderens paver til salg i form af afladsbreve, der kunne købes af enhver, der havde råd til det. Her kunne man f.eks. købe syndsforladelse for at spise smør i fasten, men man kunne også betale sig til 40.000 færre år i skærsilden.

Af Vivi Jensen, broder Jacob