Kristendommen og det danske sprog

Enhver kulturstrømning – det være sig en teknisk opfindelse, en åndelig retning eller en sportsgren – sætter sine aftryk i sproget, og at den virkelig er blevet arv og eje, viser sig ved, at dens ord i ændret form er sivet ud i dagligtalen. Ligesom naturforskeren kan spore de forskellige istider i de geologiske lag, sådan kan sproghistorikeren finde tilbage til de kulturelle begivenheder i de tilsvarende ord-aflejringer. Sproget taler også, når det ikke bliver brugt.

Intet kulturfænomen har vel præget dagligdagen og dermed også sproget mere end kristendommen. Det vil vi se på i det følgende.

Vi kan tage ordet tabernakel. Det stammer fra den latinske bibeloversættelse »Vulgata«, hvor det har formen tabernaculum og bruges om israelitternes transportable tempel. Ordet betød oprindelig bræddeskur, telt, barak og er afledt af klassisk latin taberna = bod, bolig (via italiensk indlånt i dansk som taverne = værtshus). Nu om dage bruges »tabernakel« oftest i betydningen postyr, ballade, måske under påvirkning af »spektakel« og i hvert fald ikke uafhængigt af den lydlige form. I den nuværende bibeloversættelse findes ordet ikke mere. Det er undgået, måske netop på grund af nævnte dagligsprog-betydning.

Sådanne hverdagsord med bibelsk oprindelse er der mange af. For eksempel stammer den forstærkende forstavelse i ærke-dum, ærkeslyngel faktisk fra førstedelen af ærkeengel, som går tilbage til græsk arkhi = øverste, hersker. Betydningsændringen er også her stærkt understøttet af det lydlige.

De sproglige nydannelser sker, når en talende af en eller anden grund finder det uheldigt at bruge det sædvanlige oplevelsesfattige ord og derfor må være opfindsom og nyskabende. Hvor tages da billederne fra, hvor hentes de ord, der således bliver brugt på en ny måde? Der findes et udtryk på dansk: at hamle op med nogen. Hamle kommer af hammel, den tværstang foran på en hestevogn, hvortil skaglerne er fæstnet. At to heste hamler, vil sige, at de trækker lige godt. Den, der første gang brugte udtrykket om mennesker, tog det altså fra en velkendt, dagligdags situation.

Men sprogets væsen er glemsel. De orddannende oplevelser falmer og forsvinder fra sprogbevidstheden. Hvem husker, at bryllup kommer af brude-løb og vindue af vind-øje, men de udviskede billeder ligger som forsteninger i sproglagene med deres indhold af vore forfædre og formødres erfaringer. De viser, hvad man greb til, når man stod ved de yderste sproggrænser og måtte klare sig uden de sædvanlige ords sikkerhed. For at belyse en ny tanke, en ny forestilling tyede man til det velkendte som sammenligning, og det var ofte kristent tankegods.

Det sproghistorisk mest interessante er ikke, at vi har ord af kristen oprindelse for kristne fænomener, men snarere den kristne baggrund for mange af dagligdagens ord og vendinger. At længes efter de hjemlige kødgryder betyder at savne den tryghed, man har forladt. Talemåden er fra historien om israelitterne, der vaklede mellem sikkerheden i Ægypten og friheden med Moses (2. Mos. 16,3). I udtrykket om landet, der flyder med mælk og honning, har vi et urgammelt vidnesbyrd om, hvordan kanaanæernes agerbrugskultur tog sig ud set med det israelitiske nomadefolks øjne (2. Mos. 3,8). De østerlandske sprogs billedrigdom har med Biblen som mellemled forplantet sig til vor dagligtale: kaste perler for svin, have sit på det tørre, hænge med hovedet, en torn i øjet, se gennem fingre med, mørkets gerninger, falde i god jord osv. Af en lidt anden type er udtryk som: hun danser som en engel, han måtte gennem en skærsild af spørgsmål, de fik en syndflod af gaver, bogen er en bibel for ham, møbelmesse i Herning, kulturpaver har vi nok af, jeg gider ikke høre på dit præk. De er alle eksempler på overført, udvidet brug af ord, der stadig kan anvendes i deres fulde religiøse betydning. I forholdet mellem præk og prædiken er adskillelsen dog sat ind: præk kan kun bruges i overført forstand. (Fig. 2)