
Krigskunst
Det siges, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, og i hvert fald det første kan dokumenteres med talrige eksempler. Munken Widukind, der i 900-årene skrev saksernes historie, har haft et åbent blik for sine landsmænds evner i den retning.
Af Harald Andersen

Karl den Stores Frankerrige var gået i opløsning, men på ruinen rejste sig et tysk-romersk storrige, hvis centrale figur var Otto den 1., ligeledes kaldet »den Store«. Hans far, Henrik Fuglefænger, havde været en streng mand, selv »var han i alle ting meget mild mod sine landsmænd, så at han altid, når han så, at en tyv eller røver var tapper og skikket til kriger, eftergav ham den fortjente straf og bosatte ham i Merseburgs forstad, gav ham en jordlod og våben og bød ham røve så meget han turde i barbarernes land, men lade sine landsmænd i fred. Af den slags folk var der på den måde samlet så mange, at de kunne stille en hel skare i marken«. — Han »forebyggede svig med svig, og det lykkedes ham i en eneste nat at dræbe hen ved 30 af barbarernes fornemste mænd, mens de sov rusen ud efter et overdådigt gilde«.
Otto den Store regerede længe, fra 936 til 973, altså samtidig med vor Harald Blåtand. Begyndelsen var vanskelig, for riget udgjorde ingen handlekraftig enhed, men var splittet op mellem stridbare småfyrster. Hans egen bror, Henrik, gjorde krav på tronen, og heri blev han støttet af svogeren, hertug Isilbert af Lothringen. Otto gik til modangreb og skaffede sig straks en forbundsfælle. Han havde nemlig hørt tale om »en af Isilberts grever ved navn Im-mo, en træsk og snedig mand, og fattede den tanke, at hans rænker kunne udrette mere i kampen end våbenmagt. Og træsk, som Immo var, gav han sig også under kongen, der var større og mægtigere end hertugen, og greb til våben mod denne. Det var det hårdeste slag, der kunne ramme hertugen, at han skulle have den mand til fjende, hvis kløgt og troskab han hidtil mest havde forladt sig på, og hans harme voksede yderligere, da Immo ved list fangede en drift svin, der tilhørte ham. Hertugens svinehyrder skulle lige forbi portene til Im-mos borg, og Immo lod da en gris drive frem og tilbage udenfor og fik således hele svinehjorden til ad de åbne porte at gå ind i borgen. Det var mere, end hertugen kunne tåle, han samlede en hær og gav sig til at belejre Immo. Nu fortælles det, at Immo havde en hel del bistader, som han lod rive løs og kaste mod hertugens ryttere, og bierne stak hestene, så de blev vilde og begyndte at løbe løbsk med rytterne, og da Immo så dette oppe fra muren, truede han med et udfald med sine folk. Da hertugen flere gange var blevet hånet af Immo ved den slags påfund, hævede han belejringen, men da han drog bort, skal han have sagt: Da Immo og jeg holdt sammen, kunne jeg uden møje holde styr på alle lothringerne, men nu kan jeg og alle lothringerne ikke få bugt med ham alene«.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1999:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





