Krigen mod spanien

For et års tid siden kunne man til sin overraskelse læse i danske aviser, at en spansk by i Grenadaprovinsen ønskede at slutte fred med Danmark efter 173 års krig. Det var der ikke noget i vejen for: den danske ambassadør i Madrid rejste ned til Huescar, som byen hedder, for sammen med dens repræsentanter at ordne fredsslutningen over et godt glas vin og en bedre frokost. Begivenheden blev dækket af den spanske presse - en god og næppe utilsigtet reklame for den spanske lokalitet og for turismen i almindelighed. Men baggrunden for det hele fik vi ikke meget at vide om, så der kan være grund til at opridse den her. Danmark var virkelig for 173 år siden i krig med - ikke specielt Huescar, men hele det spanske rige. Det turde være den mindst bemærkede fejde i vor nyere historie.

Af Ole Mortensen

Vi skal tilbage til året 1808. Europa var hærget af krig mellem stormagterne: på den ene side Frankrig, hvor opkomlingen Napoleon, kejseren på revolutionens skuldre, drømte om at underlægge sig verdensdelen, på den anden side England, den gamle kræmmernation, hvis sømagt undertrykte fjerne lande og kontrollerede de europæiske farvande. Aret før var også Danmark for alvor blevet inddraget, da den engelske flåde brutalt havde angrebet København, bombarderet byen fra landsiden og efter dens kapitulation bortført hele den danske orlogsflåde. Neutralitet kunne under de omstændigheder ikke opretholdes. England blev vor fjende, Napoleon vor ven.

I begyndelsen af 1808 lagde den russiske kejser og Napoleon - de var dengang endnu på talefod - planer om et angreb på Sverige, som var Englands allierede. Den fred, der havde hersket mellem de nordiske lande i et lille hundrede år, var dermed forbi. Mens russerne ville angribe Sverige østfra, skulle danske tropper støttet af et fransk armékorps på 25.000 mand sætte over Øresund. Planen var et skrivebordsarbejde, i højere grad bestemt til at imponere den russiske kejser end at tilføje svenskerne et militært nederlag. De franske troppestyrker stod i Nordtyskland, og englænderne beherskede efter flåderovet de danske bælter. Alligevel gik kronprinsen, der var landets regent i sin sindsforstyrrede fader, Christian 7.s sted, ind for planen, og den 5. marts begyndte endeløse rækker af soldater at marchere ind i Danmark - ikke siden svenskekrigenes tid havde man set så mange fremmede krigsfolk. Kun en tredjedel var franskmænd, for Napoleon havde udset sine allierede, hollænderne og spanierne, til at kæmpe på Skånes sletter sammen med danskerne. I spidsen for dette blandede armékorps stod marskal Bernadotte, en gascogner, der havde tjent sig op i graderne og desuden var en durkdreven politiker.

Midt i marts kom de første franske enheder til Odense, og marskallen fortsatte til København for at forhandle med kongen, der nu hed Frederik 6. - Christian 7. var død i mellemtiden, efter sigende ramt af et slagtilfælde fremkaldt ved synet af de fremmede tropper. Også disse skulle naturligvis videre til Sjælland, men det voldte vanskelighed, for den første engelske fregat var dukket op i Storebælt og spærrede overfarten. Allerede på det tidspunkt begyndte ekspeditionen til Sverige at fortone sig, Napoleon havde taget reb i sejlene, og nu var det kun de spanske tropper, der skulle overføres til Sjælland. I april var dog endnu ikke en eneste spanier kommet over Bæltet, Bernadotte nølede, og midt i april blev det klart, at kejserens invasionsplaner var skrinlagt. I stedet for Sverige var Danmark i realiteten blevet besat. De franske og hollandske enheder blev ganske vist trukket tilbage til hertugdømmerne, men de spanske tropper forblev i landet, forlagt til øerne og Nørrejylland. Formelt skulle de forsvare Danmark mod englænderne, reelt havde kejseren skaffet endnu nogle af sine mange kostbare regimenter gratis underhold. I Jylland indkvarteredes gæsterne i de fleste østjyske byer, selv nordenfjords kom de. På Fyn opslog generalstaben kvarter i Nyborg, og i øvrigt fik alle fynske købstæder og disses nærmeste omegn indkvartering. Det samme fik Langeland og Ærø. Mere end 14.000 spaniere måtte huses ialt.

De fremmede fik gennemgående et godt skudsmål, kvarterværterne fandt dem omgængelige, nøjsomme og venlige, gerne parat til at give en hånd med. Men der var nok at undre sig over for danskerne. Soldaterne røg lange, tynde tobakspinde, som de rullede i hånden og stak ild på, noget, man aldrig før havde set. Deres træn medbragte mulæsler til transport af ammunition, skyts og bagage, mens rytteriet kun brugte hingste, og infanteriet var bevæbnet med nogle bemærkelsesværdige lange geværer forsynet med gammeldags låse. Bag på tornystret hang undertiden en guitar, og påklædningen var heller ikke som danske soldater brugte den - og slet ikke beregnet til et vinterfelttog i Norden, hvorfor soldaterne måtte iføre sig, hvad de kunne finde af gevandter. På Koldinghus fyrede som bekendt spaniolerne så kraftigt op i kaminen, at hele slottet gik op i flammer. Besynderligst forekom dog de fremmedes madvaner. Forplejningen var ellers nøje fastlagt, der skulle daglig pr mand leveres 1 Vi pund brød, Vi pund fersk kød, kartofler og kål samt Vi pægl brændevin og en flaske øl, men rugbrød og grødmad bekom ikke disse sydlændinge, så de måtte selv tage hånd i hanke med det kulinariske. På Langeland faldt det befolkningen for brystet, at soldaterne plyndrede alle svalereder og delikaterede sig med øens katte, der blev stegt på gloende sten. (Fig. 1) Også snegle hørte til de fremmedes yndlingsretter, og mælkebøtteblade blev indsamlet og spist som den uundværlige salat med olie og eddike. Soldaterne ønskede middagssøvnen - siestaen - respekteret. Til gengæld var der liv og lystighed i sommeraftenerne, hvor de promenerede i gaderne, undertiden ledsaget af regimentsmusikken.

Billede

Fig 1: Sådan mødte den danske befolkning deres spanske gæster 1808. Fra venstre ses: Ryttersoldat fra regimentet Algarbe, to musketerer, en cigaretrygende grenader i kvarterantræk og en arbejdssoldat. Bemærk de to sidstnævntes »løse« jakkeærmer - praktiske under varme himmelstrøg, mindre i det kolde Nord. - Tegninger af José M. Bueno.

Sproglige vanskeligheder måtte naturligvis forekomme. Det kneb gevaldigt for de danske værter at forstå det spanske tungemål, men interessen for sproget var stor, og bogtrykker Hempel i Odense udgav straks en lille spansk-dansk ordbog. Spanierne søgte også efter bedste evne at gøre sig forståelige på en blanding af plattysk, spansk og dansk. »El rey caput!« sagde en soldat, da han skulle forklare, hvad der var passeret med Christian 7. »Des gut for mig«, oplyste en anden, der samlede snegle i kvarterværtens have. Officererne talte ofte perfekt fransk, og de kunne lettere træffe samtalepartnere blandt danske købmænd og embedsmænd eller hos godsejerne. (Fig. 2) For godsejer Mourier på Hindemae ved Nyborg var de indkvarterede officerer kære gæster, der bragte et pust fra den store verden ind i det stillestående herregårdsliv, og det var med største beklagelse, han tog afsked med dem. De menige var knap så dannede og brugte så tit eden »carajo«, for helvede, at de i Odense fik øgenavnet »caracoer«.

Billede

Fig 2: QVÆSO QVO NOS FATA TRAHUNT — Jeg spørger, hvorhen skæbnen fører os, hid og did, så må vi følge den, men når Gud styrer os, så ynder jeg også skæbnen. 1808 (ell. 09). - Døren med Vergil-citatet har siddet i en nu nedrevet vestfynsk gård. Den spanske officer, der ifølge traditionen malede det, besad åbenbart klassisk dannelse.

Skønt regimenterne havde såvel koner som prostituerede med sig, kunne det ikke undgås, at de danske kvinders ynder gjorde et vist indtryk på de temperamentsfulde sydlændinge, men helt så store skørtejægere, som traditionen har villet gøre dem til, var de vist ikke, og i øvrigt var der mulighed for at købe sig til erotiske oplevelser i byerne. En undersøgelse, som er foretaget på Langeland, viser, at det nok så meget var de jyske krigskarle som udlændingene, der afstedkom et højt antal ureglementerede barnefødsler i foråret 1809. Præsten i Skrøbelev kunne dog forarget skrive: »På 2. søndag efter påske blev kvindemennesket Anna Hansdatter af Røde Hus ved Egebjergs Led hendes tredje uægte barn døbt og kaldet Martha Margrethe. Udlagt til barnefader blev en fransos ved navn Jens«.

Mindre flatterende var også spaniernes ry for at være temmelig langfingrede - især høns var de dygtige til at praktisere bort - og de mange indkvarteringer forløb derfor ikke helt gnidningsløst. (Fig. 3) Det kom til skænderier mellem soldater og kvarterværter, godartede som i Ærøskøbing, hvor en arrig skipper satte to opsætsige soldater på døren, og alvorlige som i Pederstrup på Langeland, hvor en gårdmand blev dræbt af sine logerende. (Fig. 4) Også mellem soldaterne indbyrdes kom det til slagsmål og drab. Den megen lediggang befordrede ikke disciplinen, soldaterne følte sig ladt i stikken, de var misfornøjede, fyldt med had til franskmændene og i deres stille sind oprørt over felttoget mod Norden.

Billede

Fig 3: En forelsket spansk soldat skar disse kunstfærdige træting, vindepind og nåle hus, til Hilleborg Larsdatter Bøstrup.

Billede

Fig 4: Spansk snaplåsgevær, modet 1791. Eksemplaret, som findes på Tøjhusmuseet, er mærket Asturias, navnet på det ene af de på Sjælland stationerede regimenter.

Forklaringen på spaniernes misfornøjelse og had var begivenhederne i deres hjemland foråret 1808. Den spanske regering havde været på Napoleons parti, men uroligheder i marts bragte førsteministeren til fald og fik kongen selv til at abdicere til fordel for kronprinsen. Abdikationen blev imidlertid tilbagekaldt, og derefter havde Spanien to konger. Denne kaotiske situation forstod Napoleon at udnytte. Ved forhandlinger fik han begge regenter til Frankrig, den tidligere kronprins nærmest som fange, og i stedet indsatte han sin bror Joseph som konge af Spanien. Men 2. maj, endnu inden disse transaktioner var fuldbyrdet, brød oprøret ud i Madrid med blodige gadekampe mellem de franske tropper og befolkningen. Dagen efter henrettede franskmændene skånselsløst alle mistænkte oprørere - 3000 omkom ved myrderierne, flest spaniere. Oprøret blussede derefter op i de nordlige provinser, og en junta overtog i kronprinsens navn regeringen og kampen mod de franske. Opstanden var ikke kun et spontant udbrud af folkelig vrede, den var nøje planlagt. (Fig. 5) Alliancen med Frankrig havde kostet landet dyrt, handelen med kolonierne var afbrudt, og købmænd og godsejere ønskede i stedet forbund med England. Også den katolske kirke førte en stærk og vedvarende propaganda imod »antikrist selv og hans kirkeskændende soldater«. Revolten kom bag på franskmændene, og lykken tilsmilede de spanske våben. I juli blev en fransk general og hans 20.000 mandstærke hær tvunget til overgivelse. Spanierne triumferede, mens England åbnede for de blokerede havne og begyndte en massiv støtte til de spanske oprørere med våben, tropper og - ikke mindst - penge.

Billede

Fig 5: Den spanske maler Goya har i flere billeder fastholdt de blodige begivenheder i Madrid foråret 1808, således henrettelserne 3. maj. Der er ikke tale om øjenvidneskildringer. Kunstneren har villet vise krigens gru.

For spanierne i udlandet forblev alt dette ikke skjult, skønt det franske postvæsen søgte at censurere brevene. På det Kongelige Bibliotek findes et trykt illegalt opråb til de spanske soldater i Danmark: »Spanien eksisterer ikke længere. Dér hersker tyrannen Bonaparte, der undertrykker jeres familier, ødelægger jer ejendom, myrder jeres præster og plyndrer kirkerne. — I har våben, I er spaniere, ban jer vej til Østersøen, hvor kongen af Sverige som modsætter sig tyrannen Bonaparte, hersker. Derfra kan I vende tilbage til jer fædreland og med jeres våben forsvare Guds, ærens og den europæiske friheds sag«.

Den slags kunne få selv den mest fredsommelige, sneglespisende spanske soldat i Danmark til at føle sig skidt tilpas. Situationen tilspidsedes, da marskal Bernadotte i juli krævede, at de spanske tropper skulle sværge kong Joseph Napoleon troskab. I Jylland, hvor chefen var franskvenlig, gik det nogenlunde glat med edsaflæggelsen, men på Fyn opstod tumultagtige scener med geværskud op i luften og råb som: Død over Napoleon! Leve Spanien! Værst gik det på Sjælland, hvor to spanske infanteriregimenter var blevet sat over i maj - de var indkvarteret i Roskilde, og her kom det til regulært mytteri, rettet mod chefen, en fransk general, og mod de tilstedeværende franske officerer. En af disse blev skudt ned, mens rasende soldater belejrede generalen i Palæet, hvorfra han kun med nød og næppe nåede at flygte, forklædt i en dansk uniform. (Fig. 6) Efterhånden faldt der dog ro over gemytterne, og der blev ikke brug for de danske tropper, som kongen i hast lod samle.

Billede

Fig 6: På Langelands Museum findes denne sabel, om hvilken der fortælles: En spansk soldat havde gjort tilnærmelser til en pige i Botofte. Det ville pigens kæreste ikke lade sig byde og en aften i Bastebjerg skov slog karlen soldaten ihjel, tog hans sabel og begravede ham. Desværre for den gode historie er sablen dansk, af model 1816, og verset, der er overleveret, er nok også af yngre dato:
I Bastebjerg skov ved Tranekær det spøger ved nattetide.
Der går en spanier af Napoleons hær og søger sin sabel så vide.

Mens dette fandt sted, skete der lyssky ting i Nyborg. Den spanske general, marquis de la Romana, og hans stab var blevet kontaktet af en engelsk hemmelig agent, en Mr Robertson, der optrådte som rejsende i cigarer og chokolade. Hans tilbud, som blev fremført på den engelske regerings vegne, gik ud på, at man ville sejle de spanske soldater hjem. Nogen nærmere plan kunne han dog ikke fremlægge, og det lykkedes ham ikke at komme i forbindelse med den engelske flåde. Da den lille trivelige mand fra stranden søgte at praje de engelske orlogsskibe, blev han pågrebet af den danske kystmilits, men dog straks sat på fri fod af en officer, der ikke rigtig kunne se en fjende i ham. Mr Robertson forsvandt skyndsomst. Den spanske generalstab måtte nu vente på tegn fra den engelske flåde, som kystvagterne på Fyn og Langeland til stadighed havde udsigt til. Selv om Romana og hans nærmeste officerer søgte at holde flugtplanerne hemmelige, var det mod slutningen af juli almindeligt kendt blandt de spanske soldater, at man snart skulle sejles hjem af englænderne, og nyheden sivede selvsagt videre til de danske kvarterværter. Rygterne nåede også Frederik 6., og marskal Bernadotte blev fra agenter i London direkte advaret imod at stole på Romana, men ingen af dem foretog sig noget i den anledning. Marskallen havde forlængst forlagt residensen til Rendsborg og tog i juli på ferie til badestedet Travemünde.

Vi nærmer os nu dramaets sidste akt. Optakten var en episode den 31. juli - stadig 1808 - hvor det lykkedes en spansk sekondløjtnant, Fabregues, ved hjælp af to fynske fiskere at komme om bord på det engelske linjeskib Edgar, der lå i nærheden af Langeland. Hans plan var at få sine kammerater på øen udskibet, men inden signalerne var blevet forstået i land, indtraf den spanske søofficer Rafael Lobo på briggen Mosquito direkte fra London med breve fra den spanske junta til Romana og generalstaben. Den nyankomne fik hurtigt standset Fabregues, hvis tankeløshed kunne have spoleret hele foretagendet. I stedet udarbejdede Lobo i forståelse med den engelske admiral en samlet evakueringsplan, som sammen med brevene fra Spanien blev overgivet den foretagsomme løjtnant. Denne nåede frem til Romana og hovedkvarteret i Nyborg den 6. august, og straks efter kunne kurerer afgå til de forskellige regimenter i Jylland og på øerne.

Planen gik ud på at samle regimenterne i Nyborg og derfra gå over til Langeland, som skulle holdes en kort tid, til den engelske flåde i Storebælt kunne klare at tage mod spanierne - det var nærmest et spørgsmål om proviant. Uheldigvis var Romanas breve til cheferne for de to infanteriregimenter på Sjælland blevet opsnappet, så tropperne her blev på Frederik 6.s befaling omringet og afvæbnet, men ellers gik aktionen nogenlunde glat. Under påskud af at være kaldt til Fyn for at dæmpe en opstået uro lykkedes det to kavalleriregimenter at indskibe sig i Århus; en dansk officer, der kunne noget spansk, anede ganske vist uråd, men han var stationeret i Randers, og spanierne var langt til søs, da hans indberetning nåede frem ad kommandovejen. I Horsens glippede det, officererne ville ikke svigte deres faneed og tvivlede i øvrigt på et heldigt udfald af flugten, men infanteriet i Fredericia tøvede ikke, de satte over Lillebælt, og sammen med tropperne fra Middelfart nåede de Nyborg efter 24 timers march i silende regn. (Fig. 7) Også fra Fåborg og Svendborg nåede spanierne uden større problemer frem - dog ikke til Nyborg, de foretrak den lige vej til Langeland.

Billede

Fig. 7: Kortet viser troppebevægelserne i forbindelse med revolten. I Horsens bryder størstedelen af regimentet op, men standses før Fredericia. Også på Sjælland bremses afmarchen. På hjemvejen til Spanien gøres ophold i Göteborg.

Den danske kommandant i Nyborg, baron Gyldenkrone, og hans 1000 soldater kapitulerede 9. august uden sværdslag, så fæstningen her var nu i oprørernes hænder. Indtil dette tidspunkt var alt forløbet forbavsende ublodigt og heldigt. I Nyborg fjord lå 44 danske koffardifartøjer - lige hvad spanierne skulle bruge - men desværre også orlogsbriggen Fama og jagten Søormen, som dog hurtigt blev nedkæmpet af den engelske flådestyrke i Bæltet og af ild fra de af spanierne besatte kystbatterier. Modstanden - af en spansk søofficer betegnet som latterlig - kostede tre engelske søfolk og et par danskere livet, men indbragte dannebrogskorset til de to danske chefer.De spanske tropper kunne nu indskibes, men vinden var kontrær, så først 13. august nåede man Langeland.

På Langeland var der i mellemtiden sket forskellige ting. Her lå i forvejen ca 1000 spaniere, men også 100 franske jægere og 1500 danske soldater, alle under overkommando af den franske oberst Gauthier, der naturligvis ikke var på oprørernes parti. Øens danske kommandant var generalen, greve Ahlefeldt Laurvig, der ikke var bedste ven med obersten. Da den unge Fabregues 6. august var vendt tilbage fra sin lille udflugt til det engelske skib, begik han endnu en af de letsindigheder, han åbenbart var ekspert i, nemlig at fortælle sine kammerater, hvad der var i gære, og snart genlød råbet »A Espana« over hele øen. Oberst Gauthier fik kendskab til planen, og samtidig havde Ahlefeldts kystmilits grebet spanske strandvagter i ivrig forhandling med englænderne ved Nebbe strand. Det var tydeligt, hvad der forestod, men spanierne var endnu i mindretal på øen, og den omtalte vejrmæssige forsinkelse gav Gauthier og Ahlefeldt nogle dages forspring. Nu var tiden inde til at forpurre spaniernes flugtplaner, men hvad skete? Obersten skyndte sig at pakke sin bagage for at stikke af, men blev standset af spanske officerer, der holdt ham fanget, indtil Ahlefeldt fik ham til Tranekær. Han var imidlertid bange for sin skæbne og flygtede, skønt han havde givet sit æresord på at blive. Heller ikke Ahlefeldt havde det let. Nok var han general og personlig ven med Frederik 6., hvis interesse for at tegne uniformer han delte, men han var også godsejer, landmand og i fredstid skibsreder, så i sit stille sind foretrak han en ordning med englænderne, selv om det var mod kongens politik. Han ønskede ingen blodofre på sin ø og valgte at appellere til spaniernes æresfølelse. Ikke uden held - det lykkedes at opnå visse indrømmelser: Englænderne måtte ikke komme i land, og de danske styrker skulle først afgive deres våben, hvis øen var direkte truet - og i øvrigt have dem igen ved indskibningen. »Er det ej pligtens og fornuftens bud at vælge det mindste onde, når et større derved vorde afvendt«, skrev han senere til sit forsvar.(Fig. 8) (Fig. 9) Da skibene omsider nåede frem fra Nyborg, voksede antallet af spanske soldater på Langeland til over 9000 - nær en fordobling af øens befolkning. Situationen var kaotisk. Spaniolerne kastede sig som en græshoppesværm over alt spiseligt på øen - dels til øjeblikkelig fortæring, dels til den forestående sørejse - og da regimentskasserne var tomme eller i hvert fald slunkne, kneb det slemt med betalingen. En gammel langelænder har, ikke utroværdigt, fortalt, at hans bedstefar som dreng i 1808 måtte spille syg og krybe til køjs oven på familiens sidste forsyninger. Heldigvis for bønderne var grevens stalde og magasiner fulde, og herfra leveredes 200 stykker slagtekvæg og 30.000 brødrationer. Trods aftalen med greven dukkede engelske matroser op på øen, og de var ikke Guds bedste børn. De plyndrede og afbrændte flere gårde, men spanierne søgte ved rytterpatruljer at hindre de værste udskejelser. Mest foruroligende var dog faren for et angreb på øen. På Fyn stod 3.000 danske soldater, som sammen med Bernadottes franske divisioner, 12.500 mand, der var undervejs fra Holsten, måtte forekomme oprørerne som en alvorlig trussel, især da danske kanonbåde rådede i farvandet mellem Fyn og Langeland. Spanske enheder holdt derfor øens vestkyst under stærk bevogtning, og 15. august blev de danske tropper afvæbnet, men frygten var ubegrundet. Bernadotte nærede intet ønske om at angribe Langeland, han var travlt optaget af at holde tropperevue i Odense som hyldest til kejseren på hans 39-års fødselsdag. En lille påmindelse fik man dog. Sent på aftenen den 19. august angreb fire danske kanonbåde og to bombeskibe Langeland, som bombarderedes i tre timer, men uden andet resultat end at en af grevens avlsgårde blev slemt medtaget. Episoden fremskyndede spaniernes bestræbelser for at komme af sted, og 20. august begyndte selve indskibningen, der foregik i god orden, afdeling for afdeling. Ahlefeldt og hans langelændere kunne ånde lettet op. De danske våben blev genfundet, men ganske vist i en temmelig miserabel forfatning.

Billede

Fig 8: »Viva mi dueno« (Leve min herre) står der på denne muldyrsadel, der har gjort turen over Pyrenæerne, op gennem Frankrig og Tyskland for at havne på en langelandsk gård; herfra er den siden kommet til museet i Rudkøbing. De firbenede krigsdeltagere kunne spanierne forståeligt nok ikke have med sig. De blev efterladt og af danskerne pligtskyldigst afleveret til de franske styrker - en af dem altså uden tilbehør.

Billede

Fig 9: Til det ridende jægerkorps, grev Ahlefeldt under krigen oprettede for egen regning, tegnede han selv officersuniformen. Her ses hans udkast, som blev godkendt af Frederik 6.

Det er bemærkelsesværdigt, at spanierne selv under den vanskelige afskibningsproces opførte sig så forholdsvis menneskeligt. Det skyldtes vel til dels Romana, som ikke ønskede at gengælde de danske værters gæstfrihed med mord og brand, men iøvrigt håbede han på den måde at lette forhandlingerne om de på Sjælland tilfangetagne spanieres hjemsendelse. (Fig. 10) Såvel Romana som den spanske junta udfoldede senere stor diplomatisk aktivitet for at få de pågældende 3.500 soldater løsladt, men Frederik 6. var helt uforstående over for de spanske troppers handlemåde og ikke til at få i tale. For ham var de simpelthen forrædere, og desuden frygtede han Napoleon. De spanske fanger blev derfor ført over Bæltet og overgivet i de franskes varetægt. Her udstod de et ydmygende krigsfangenskab for senere at blive stukket ind i et nyt regiment, som under de franske ørne måtte deltage i det katastrofale felttog mod Rusland. Både Romana og Rafael Lobo (det spanske sendebud) understregede i indberetninger til juntaen de spanske soldaters patriotisme - ja Lobo kunne endda tilføje, at kun tre frivilligt valgte at forblive i Danmark. Det stemmer nu ikke helt med det spanske nationalarkivs lister, ifølge disse blev, foruden de sjællandske regimenter, 437 efterladt, og selv om tallet også omfatter syge og på anden måde forhindrede, må der alligevel have været en del, som efter eget valg blev tilbage. (Fig. 11) (Fig. 12) Måske var tilværelsen i Danmark mere tillokkende end livet som muldyrdriver eller oppasser i den kongelige spanske armé. Måske anede nogle, hvad der ventede dem i Spanien. (Fig. 13)

Billede

Fig 10: Linjeskibet Victory, som stadig kan beundres i Portsmouth havn, var mellem de britiske orlogsfartøjer, der i august 1808 lå ud for Spodsbjerg på Langeland, parat til at føre de spanske oprørere hjem. - Fot: Victory-museet.

Billede

Fig 11: Marskal Bernadotte, øverstbefalende for hjælpetropperne i Danmark, senere konge af Sverige under navnet Carl Johan, og hans underordnede, generalen marquis de la Romana.

Billede

Fig 12: De spanske troppers afrejse fra Langeland, som maleren Castellano et halvt hundrede år senere forestillede sig den. Det ødanske landskab er blevet vel bjergrigt, og soldaterne bærer forkerte uniformer, men centralfiguren har dog en vis lighed med general Romana. Den nationale patos er der ingen tvivl om.

Billede

Fig 13: De spanske troppers afrejse fra Langeland, som maleren Castellano et halvt hundrede år senere forestillede sig den. Det ødanske landskab er blevet vel bjergrigt, og soldaterne bærer forkerte uniformer, men centralfiguren har dog en vis lighed med general Romana. Den nationale patos er der ingen tvivl om.

Sørejsen fra Danmark over Göteborg og England (hvor der var forbud mod at gå i land) var ikke lutter fornøjelse. (Fig. 14) En artillerist sammenfatter sine indtryk sådan: »På Devastation (engelsk linjeskib) fik vi appetit og lus og klø og kartofler og blev ikke barberet. På Elisabeth (transportskib) fik vi lus og rom og kartofler, ingen klø, men skuespil«. Nogen længere ferie blev der ikke tid til efter hjemkomsten. Da tropperne i oktober 1808 var gået i land i Nordspanien, blev infanteriregimenterne straks kastet ind i kampen mod franskmændene. I et påfølgende blodigt slag blev disse regimenter revet helt op, og mange soldater nåede således slet ikke at få glæde af den ekstra løn, der var tilstået dem. De spanske tropper kunne ikke hamle op med kejserens veteraner og tabte så at sige alle træfninger, indtil krigen gik på hæld. Kun på ét område stod man sig, i guerillaen, den lille krig, der førtes lokalt for at ramme de franske enheder. Romana fik som øverstbefalende over tropperne i nord kærligheden at føle. Utilfreds med juntastyret kritiserede han det og skaffede sig derved mange fjender. 1811 døde han, endnu inden sejren var i sigte, knap 50 år gammel. Hans modstandere i Danmark - taberne - gik det bedre. Bernadotte blev konge af Sverige, Frederik 6. vandt sig efterhånden en vis popularitet, trods de talrige fejltagelser under krigen, og grev Ahlefeldt levede et langt liv med »Wein, Weib und Gesang«, beundret af sine langelændere.

Billede

Fig 14: Dramaets danske hovedpersoner, greve Frederik Ahlefeldt Laurvig, Langelands kommandant i krigsåret 1808, og hans kongelige ven og navnebroder med den karakteristiske profil.

Frederik 6. s manglende sans for diplomati og studehandler kom til at koste dyrt. I oktober 1808 blev alle danske og norske skibe i spansk havn - ialt 22, blandt dem orlogskorvetten Diana - beslaglagt som repressalie, og året efter solgte spanierne såvel skibe som ladninger til fordel for hæren. Det var store værdier, der hermed gik tabt. Kort efter fulgte den spanske krigserklæring, hvor affæren ved Nyborg og tilbageholdelsen af regimenterne på Sjælland nævnes som begrundelse foruden Danmarks fortsatte alliance med Napoleon.

I 1814 kom freden - den, som beboerne i Huescar aldrig fik ført til protokols.