Krigen med spanien

Vi skal tilbage til året 1808. Europa var hærget af krig mellem stormagterne: på den ene side Frankrig, hvor opkomlingen Napoleon, kejseren på revolutionens skuldre, drømte om at underlægge sig verdensdelen, på den anden side England, den gamle kræmmernation, hvis sømagt undertrykte fjerne lande og kontrollerede de europæiske farvande. Aret før var også Danmark for alvor blevet inddraget, da den engelske flåde brutalt havde angrebet København, bombarderet byen fra landsiden og efter dens kapitulation bortført hele den danske orlogsflåde. Neutralitet kunne under de omstændigheder ikke opretholdes. England blev vor fjende, Napoleon vor ven.

I begyndelsen af 1808 lagde den russiske kejser og Napoleon – de var dengang endnu på talefod – planer om et angreb på Sverige, som var Englands allierede. Den fred, der havde hersket mellem de nordiske lande i et lille hundrede år, var dermed forbi. Mens russerne ville angribe Sverige østfra, skulle danske tropper støttet af et fransk armékorps på 25.000 mand sætte over Øresund. Planen var et skrivebordsarbejde, i højere grad bestemt til at imponere den russiske kejser end at tilføje svenskerne et militært nederlag. De franske troppestyrker stod i Nordtyskland, og englænderne beherskede efter flåderovet de danske bælter. Alligevel gik kronprinsen, der var landets regent i sin sindsforstyrrede fader, Christian 7.s sted, ind for planen, og den 5. marts begyndte endeløse rækker af soldater at marchere ind i Danmark – ikke siden svenskekrigenes tid havde man set så mange fremmede krigsfolk. Kun en tredjedel var franskmænd, for Napoleon havde udset sine allierede, hollænderne og spanierne, til at kæmpe på Skånes sletter sammen med danskerne. I spidsen for dette blandede armékorps stod marskal Bernadotte, en gascogner, der havde tjent sig op i graderne og desuden var en durkdreven politiker.

Midt i marts kom de første franske enheder til Odense, og marskallen fortsatte til København for at forhandle med kongen, der nu hed Frederik 6. – Christian 7. var død i mellemtiden, efter sigende ramt af et slagtilfælde fremkaldt ved synet af de fremmede tropper. Også disse skulle naturligvis videre til Sjælland, men det voldte vanskelighed, for den første engelske fregat var dukket op i Storebælt og spærrede overfarten. Allerede på det tidspunkt begyndte ekspeditionen til Sverige at fortone sig, Napoleon havde taget reb i sejlene, og nu var det kun de spanske tropper, der skulle overføres til Sjælland. I april var dog endnu ikke en eneste spanier kommet over Bæltet, Bernadotte nølede, og midt i april blev det klart, at kejserens invasionsplaner var skrinlagt. I stedet for Sverige var Danmark i realiteten blevet besat. De franske og hollandske enheder blev ganske vist trukket tilbage til hertugdømmerne, men de spanske tropper forblev i landet, forlagt til øerne og Nørrejylland. Formelt skulle de forsvare Danmark mod englænderne, reelt havde kejseren skaffet endnu nogle af sine mange kostbare regimenter gratis underhold. I Jylland indkvarteredes gæsterne i de fleste østjyske byer, selv nordenfjords kom de. På Fyn opslog generalstaben kvarter i Nyborg, og i øvrigt fik alle fynske købstæder og disses nærmeste omegn indkvartering. Det samme fik Langeland og Ærø. Mere end 14.000 spaniere måtte huses ialt.

De fremmede fik gennemgående et godt skudsmål, kvarterværterne fandt dem omgængelige, nøjsomme og venlige, gerne parat til at give en hånd med. Men der var nok at undre sig over for danskerne. Soldaterne røg lange, tynde tobakspinde, som de rullede i hånden og stak ild på, noget, man aldrig før havde set. Deres træn medbragte mulæsler til transport af ammunition, skyts og bagage, mens rytteriet kun brugte hingste, og infanteriet var bevæbnet med nogle bemærkelsesværdige lange geværer forsynet med gammeldags låse. Bag på tornystret hang undertiden en guitar, og påklædningen var heller ikke som danske soldater brugte den – og slet ikke beregnet til et vinterfelttog i Norden, hvorfor soldaterne måtte iføre sig, hvad de kunne finde af gevandter. På Koldinghus fyrede som bekendt spaniolerne så kraftigt op i kaminen, at hele slottet gik op i flammer. Besynderligst forekom dog de fremmedes madvaner. Forplejningen var ellers nøje fastlagt, der skulle daglig pr mand leveres 1 Vi pund brød, Vi pund fersk kød, kartofler og kål samt Vi pægl brændevin og en flaske øl, men rugbrød og grødmad bekom ikke disse sydlændinge, så de måtte selv tage hånd i hanke med det kulinariske. På Langeland faldt det befolkningen for brystet, at soldaterne plyndrede alle svalereder og delikaterede sig med øens katte, der blev stegt på gloende sten. (Fig. 1) Også snegle hørte til de fremmedes yndlingsretter, og mælkebøtteblade blev indsamlet og spist som den uundværlige salat med olie og eddike. Soldaterne ønskede middagssøvnen – siestaen – respekteret. Til gengæld var der liv og lystighed i sommeraftenerne, hvor de promenerede i gaderne, undertiden ledsaget af regimentsmusikken.