Kridtkælder

»De kender ikke engang til brugen af kvader- eller teglsten«, fortæller Tacitus en smule nedladende i sit snart to tusind år gamle værk om germanerne. Og han tilføjer: »De plejer også at grave huler under jorden, som de dynger til med en stor mængde gødning. Disse tjener som tilflugtssted for vinteren og gemmested for afgrøden, for sådanne rum mildner den strenge vinterkulde«. I krigstid kunne hulerne ligeledes gøre nytte, efter hvad den gamle romer har hørt.

Af Niels Axel Boes

Tacitus er flittigt læst i de egne, hvis fortid han beskriver, og selv om ikke alt står til troende, er der dog meget, en arkæolog kan nikke genkendende til. Således de underjordiske huler. Kældre, som vi foretrækker at kalde dem, er fundet adskillige gange i Jylland, undertiden med træbeklædte vægge, men oftest bygget i sten, og alle stammer de fra en tid, der ikke ligger Tacitus’ fjernt. Fund af denne art har ofte været omtalt her i bladet (1958:1, 1959:3 og 4, 1964:4, 1978:1 og 6).

En ny brik kan føjes til mosaikken – denne gang fra Djursland. Vor oldtidsforfatter ville nok have gnedet øjnene og måske foretaget enkelte rettelser i sit værk, hvis han havde set det nyfundne anlæg. Det er nemlig bygget af store veltilhugne kridtstensheller, som man godt kan forsvare at kalde for kvadersten, og ydermere er det nedgravet for enden af en lokal »Via Appia« (fig. 1).