Kradserier

At vikingerne gerne færdedes og bosatte sig langs de store russiske floder, er en velkendt sag. Sporene peger mest mod handel og håndværk som de centrale aktiviteter, og den amerikanske møntprofessor Thomas S. Noonan har foreslået, at det arabiske sølv var den væsentligste motivation for de vikinger -først og fremmest fra Mellemsverige og Gotland – som søgte mod øst og sydøst. Når man betænker de store mængder af såkaldte kufiske mønter (opkaldt efter byen Kufa i kalifatet, nu i Iraq), er man tilbøjelig til at give ham ret.

For disse mønter er det usandsynligt, at de er indgået i en møntøkonomi i Norden. Det hænder, at en lille gennemboring afslører, at mønterne med de eksotiske skrifttegn blev brugt som amuletter (se Skalk 1988:3). Andre er klippet op og har øjensynligt kun haft interesse i kraft af selve metallet. Størsteparten af vikingetidens sølvbarrer, armringe og andre smykker består antagelig slet og ret af omsmeltede orientalske mønter.

Selvfølgelig har man i det barbariske Norden ikke fattet et klap af indskrifterne – herskernavne og korancitater – men til gengæld har man ikke sjældent taget sig den frihed selv at bidrage til dekorationen. Det drejer sig om mere eller mindre hastigt indkradsede symboler, genkendelige genstande og runer (eller noget der ligner runer).

En gennemgang af Sankt Petersborg-museet Eremitagens 30.000 mønter af denne slags resulterede i 85 forskellige »indskrifter«, mens der mellem de 34.000 mønter i Stockholm-møntkabinettet kunne findes mere end 1.150. Langt de fleste stammer fra Gotland, Nordens sølvcentrum i vikingetiden. Senest har man i 1999 fundet en 70 kg tung skat af sølvgenstande.

Motiverne omfatter trossymboler som torshamre og kors, våben som spyd og sværd, ja selv skibe optræder. Indskrifthyppigheden på 700- og 800-årenes mønter er næsten tre gange højere end på dem fra 900-årene. Billeder og tegn kan være påført i Norden, men noget tyder på, at de fleste er indridset på russisk grund. Det er »runerne«, som giver det indtryk, for ganske mange er ikke ægte runer.

En mulig forklaring kan være, at anden- eller tredjegenerations nordboer i Rusland nok har gemt erindringen om runer, men ikke længere mestrede den nøjagtige udformning. Med tegnene signalerede de alligevel deres baggrund.

At der virkelig er sket en ganske hurtig sammensmeltning med den lokale befolkning og kultur i Rusland, er i hvert fald tydeligt. De berømte birkebarksbreve, som man kender mere end 800 af, især fra Novgorod (se Skalk 1968:2), nævner masser af personnavne. Nordiske mangler.