Kort om storvildt
Middelalderens videnskab var for en stor del baseret på den klassiske arv, så det var ganske naturligt, da man i begyndelsen af 1400-årene genopdagede den græske astronom Ptolemæus’ geografiske optegnelser, at man tog dem til sig og byggede videre på dem. Ptolemæus levede i 2. århundrede efter Kristus, og hans materiale bestod af positionsangivelser leveret af andre, vel hovedsageligt søfolk - altså en samling tal, men tal, der uden større vanskelighed lod sig oversætte til landkort. Dem havde man ikke for mange af i senmiddelalderen, så det blev straks gjort, og der blev hurtigt bygget videre på resultatet. Med bogtrykkunstens opfindelse ved midten af 1400-årene fik Ptolemæuskortene stor udbredelse.
Af Vivi Jensen
Det her gengivne kort er antagelig trykt i Rom ca 1510. Det viser Danmark, det nordlige Tyskland og det vestlige Polen, men kendskabet til det fjerne Norden har været beskedent; ikke en eneste dansk by er afsat, øerne er vist som små klatter, og også Skåne er blevet til en ø, Scandia maior. Sydpå går det bedre. De store floder, Rhinen, Elben, Wisla og Donau er således nogenlunde korrekt angivet.
Af stor interesse er en lille samling naturalistisk afbildede dyr anbragt i området øst for floden Wisla. Øverst ses BISONS, en tyr og en ko af den europæiske bison, et skovdyr, der med de mellemeuropæiske skoves forsvinden sammen med andet storvildt blev trængt østover. Her udryddedes den under dette århundredes krige, men med dyr fra zoologiske haver har man senere genopbygget en bestand. At tegneren aldrig selv har set en bison, fremgår tydeligt. Hannen har fået hjortegevir, men forpartiets kraftige pelsbeklædning er dog kommet med. (Fig. 1)
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Elgen, ALCIS, er vor kunstner sluppet bedre fra; den er vist nederst, men burde have stået øverst, da den på det tidspunkt, hvor kortet blev tegnet, havde sit sydligste levested i Østprøjsen. Den er som bekendt endnu almindelig på den skandinaviske halvø. Bag elgen ses en fugl, og under den står: »Pennæ huius avis noctu emicant« (denne fugls fjer lyser om natten). Det er en stor fugl med langt, spidst næb, kraftige ben med tre tæer og på hovedet en fjerkrone. Sandsynligvis er det stortrappen, vi her har for os; et af de områder, hvor den endnu lever, er netop det sydlige Polen. Hannen kan blive op til én meter lang og opnå en vægt på 15 kg.
Størst interesse knytter sig dog til det midterste dyr, VRVS (Urus) kaldes det på billedet, det er den nu uddøde urokse, Europas største landdyr, som endnu i 1500-tallet kunne jages i polske og litauiske skove. I sin »Historie om de nordiske folk«, der udkom i Rom 1555, beretter svenskeren Olaus Magnus følgende om uroksen: »Jeg har engang, år 1528, set flere af slagsen i den stormægtige kong Sigismund den Første af Polens dyrehave«. Derefter citerer han den tyske kronikør Irenicus’ beskrivelse af dyrene: »De har næsten aldeles samme udseende som en almindelig okse med undtagelse af, at de har langt skæg, og deres horn synes ganske korte i betragtning af kroppens usædvanlige størrelse i øvrigt«.
Oplysningen om skægget er interessant og bekræftes af kortets tegning. I øvrigt ville Olaus Magnus, som selv har set dyret, vel næppe have citeret Irenicus, hvis han fandt hans beskrivelse ukorrekt. Det mærkelige er, at på de ganske få samtidige billeder, vi ellers har af kæmpen, er den aldeles skægløs. Hvem har ret? Svaret får vi vel aldrig. Den sidste urokse blev nedlagt 1627.
