Korset og lammet

Her kom korset i selskab med en gruppe stilistisk beslægtede jyske metalarbejder fra tidlig middelalder, nemlig de bekendte »gyldne altre« med billeder hamret ud i tynde kobberplader og derefter lueforgyldt – samme teknik, som er anvendt på Lundø- korset. Poul Nørlund antog dem da også for nogenlunde samtidige, da han 1926 udsendte sit storværk om altrene. Ingen af arbejderne bar indskrifter eller andet, som kunne datere dem i præcise årstal, så deres plads i historieforløbet måtte bestemmes ved sammenligning med udenlandske, sikkert tidsfæstede værker. Nørlund kom til det resultat, at altrene måtte være blevet til inden for tiden ca 1150-1235, stort set Valdemarernes periode, hvor der var nære forbindelser mellem kirke og kongehus. Lundøkorset daterede han til sidste fjerdedel af 1100-årene.

Mens Poul Nørlunds opfattelse af de gyldne altre og deres kunsthistorie stort set har stået uimodsagt lige siden, har Lundøkorset været genstand for flere spekulationer. Efter en udstilling i London 1948 mente en engelsk forsker at kunne lægge 100 år til dets alder og gøre det til et engelsk arbejde. Siden er Harald Langberg gået ind i diskussionen; i et nylig udkommet, smukt udstyret værk fremsætter han den på stilistiske studier byggede opfattelse, at korset er dansk og fra ca 1140, altså ældre end Valdemarerne, men langtfra så gammelt, som englænderen antog. Også alterkronologien bliver der pillet ved – en del af de gyldne arbejder må følge med korset ned i de år, hvor Danmark styredes af en konge med det mærkelige navn Erik Lam.

Midtpunktet i den kristne gudstjeneste var alteret. Det blev i den tidlige middelalder genstand for en overordentlig pragtudfoldelse i en stil, der var meget forskellig fra vikingetidens hidsige dyreslyng. Kunstnerne måtte omskoles for at blive i stand til at fremstille Guds søn, apostlene og de andre hellige skikkelser. Overgangen skete hurtigt. Kirkens mænd fik deres uddannelse i udenlandske kirkeskoler og klostre, og andre danskere drog ad pilgrimsvejene sydpå for at besøge de hellige steder, alle bragte de indtryk med sig hjem. Lokale værksteder og en hjemlig tradition opstod. Lundøkorsets mester har tydeligvis lånt af kunsten i de nordeuropæiske, specielt franske og tyske, kirkelige centre, men hans værk skiller sig klart ud med træk, som kun genfindes i det jyske område. (Fig. 1)