Korset i øksen

Genstanden ligger i Silkeborg Museums udstilling: et pragteksemplar af en bredbladet vikingeøkse – den, der under betegnelsen »den danske økse« var frygtet i udlandet, og som her blev symbolet på plyndring og ødelæggelse i forsvarsløse byer og klostre. Den er indkommet fra en privatsamling og vides at stamme fra Midtjylland, men intet nærmere. Om den er fundet i bebyggelsessammenhæng eller måske har været en gravgave, kan således ikke afgøres.

Øksen er bemærkelsesværdig ved sin særprægede udformning. Hele bladet er gennembrudt, og fra bagkanten af det smukt svungne ægparti springer et lille kors frem. Det er anbragt på en forhøjning eller sokkel og har efter alt at dømme svaret til de samtidige kors, man kan se på svenske runesten, og til de irsk-engelske såkaldte ringkors. Det smukke blad, der er 21 cm bredt over æggen, suppleres med en skaftmuffe, der fliger ud og fremhæves med en enkel dekoration af to pålagte bronzebliklister. Det er et fint stykke håndværk, der bekræfter vikingetidens høje standard på dette område.

Silkeborg-øksens form er trods sit særpræg ikke enestående, fra ældre fund kendes yderligere to danske eksempler. Begge stammer fra høje og må være gravgaver. Den ene, som blev fundet 1883 i Sortehøj ved Esbjerg, er dog delvis ødelagt. Den anden økse dukkede op 1897 fra en gravhøj ved Ludvigshave på Lolland, velbevaret og i form helt identisk med Silkeborg-øksen. Også Sverige har kendt typen, viser et fund fra Närke.

Hvilken betydning og funktion har den store økse så haft? Lignende økser, men uden gennembrydning, er velkendte fra vikingetid, og ingen er vel i tvivl om, at de med deres brede ægge var gode og virkningsfulde våben. Her kommer imidlertid gennembrydningen til, den gør øksen svagere, og man må tvivle på, at den primært har fungeret i kamp. Snarere skal den opfattes som et symbol eller personligt værdighedstegn. Om dette har været af mere formel art, måske i forbindelse med retshandlinger, tillader vor nuværende viden ikke at afgøre, men givet er det, at den bredbladede økse, mere eller mindre rigt dekoreret, ofte i vikingetiden har fungeret som personligt statussymbol og værdighedstegn. For kongen kunne den være et symbol på magt. I Bayeux-tapetets skildring af det øjeblik, hvor kong Harald får den engelske krone overrakt, ser man, hvordan han samtidig modtager den langskaftede »danske økse« som det kongelige værdighedstegn (Fig. 2). Kongen har i den anden hånd sin personlige våbenøkse af tilsvarende form.