Kornerup

Han var født og opvokset i Roskilde, og her vaktes hans historiske sans af byens mange fortidsminder. Dog, andre ting trådte i forgrunden, han kom på Kunstakademiet, og lærdommen derfra satte sig frugter på rejser, ikke blot i Danmark, men vidt om i Europa. Worsaae, som han tidligt gjorde bekendtskab med, fik ham draget ind i arbejdet med det gamle. Sammen foretog de ture rundt i landet, og de resulterede for Kornerups vedkommende i talrige tegninger af minder fra oldtid og middelalder. Et speciale fandt han sig i kirkernes kalkmalerier. De gamle billeder var som oftest blevet overkalket, men ved kirkerestaureringer kom de nu og da frem, og interessen for dem vågnede. Kornerup havde blik for detaljer, og med tiden fik han et godt kendskab til middelalderens billedverden. Malerierne, der tit var meget ødelagte, blev dengang – i modsætning til nu – så vidt muligt ført tilbage til deres oprindelige skikkelse, og her var Kornerup manden. Hans rekonstruktioner skal langt overgå, hvad der samtidig blev præsteret på dette felt i udlandet.

1861 deltog han sammen med arkæologerne Worsaae og Herbst i den store af Frederik 7. iværksatte Jellingundersøgelse. 41 år tidligere var der i den ene af de to historisk berømte »kongehøje« fundet et stort træbygget gravkammer, og den stærkt oldtidsinteresserede konge håbede nu, at noget lignende skulle vise sig i den anden. Det skete ikke; en tunnel blev ført ind til højmidten, men uden fund af grav. For at mildne skuffelsen besluttede man at genåbne det tidligere fundne kammer; også her blev der i første omgang ført en tunnel ind fra høj foden, men gravstuen var helt styrtet sammen, så det blev nødvendigt at frigrave den ovenfra. Det var planen, at der skulle udkomme et stort værk om arbejdet, men kongens død et par år senere og de efterfølgende krigsbegivenheder greb hindrende ind, og det udeblevne storfund har vel også dæmpet skrivelysten. 1 januar 1875 fejrede imidlertid Det kongelige nordiske Oldskriftselskab sit første større jubilæum, det gav en passende anledning, nu manglede man blot forfatteren. Worsaae, der havde ledet udgravningen, syntes selvskrevet, men han var netop tiltrådt embedet som landets kultusminister og dermed udelukket. Herbst, som stod næst for tur, undskyldte sig med andet uopsætteligt arbejde, så loddet faldt på Kornerup, der ganske vist ikke var oldforsker i egentlig forstand, men som dog gennem sit arbejde for museet havde erhvervet et solidt kendskab til faget. Det var således lidt af en uriaspost, Kornerup blev sat på, men han løste opgaven smukt og inden for den givne tidsfrist.

Kornerup, der som sagt var født i Roskilde, slog sig senere ned i denne by og levede dér til sin død 1913. Dens historie optog ham vedvarende, og gav ham stof til mange litterære arbejder.