Kongernes sendebud

To af dem er anråbelser til Jomfru Maria, anbragt henholdsvis over og under midtknoppen. De er ganske korte, men langs fodstykkets flade overside, følgende den tungede yderkant, løber et langt skriftbånd. Teksten, der er på plattysk, lyder i oversættelse: »Bed til Gud for Bernt Zegefrit, for hans frue, for begges slægt«. En anden længere indskrift er placeret på fodens underside, altså først synlig, når man vender kalken på hovedet. Den er ligeledes på plattysk: »desse kelck hort sunte anthonius den stalbrodere(n) to dem fegefur«, hvilket man har oversat: »Denne kalk tilhører Skt Anthonius, staldbroderen i skærsilden«. Hertil er føjet et årstal: 1496. Velsagtens det år, hvor kalken blev til.

Hvem Bernt Zegefrit var, vides ikke, men det må være ham, der har ladet kalken fremstille, formodentlig til et alter viet til den hellige Anthonius. Denne ægyptiske helgen, som døde 105 år gammel i året 356, var meget populær i senmiddelalderen. Han kunne helbrede både mennesker og dyr, friede fra den onde ild (helvedesild), den faldende sot (epilepsi) og bratdød. Men hvad har denne fromme mand med skærsilden at gøre? Som helgen skulle han jo netop ikke befinde sig dér. (Fig. 1)

Det er bemærkelsesværdigt, at indskrifterne er på plattysk; længere tekster på senmiddelalderlige danske alterkalke plejer at være på latin. Det kunne tyde på, at kalken er kommet til Danmark udefra, men i hvilken retning skal man søge? Her kommer fodens femte og sidste indskrift til hjælp, skønt den er ganske kort, blot et navn: »Frederick Gros«. Også den er skrevet på fodens underside, men med versaler, som det blev skik under renæssancen; den må altså være en senere tilføjelse. Dateringen kan sættes til 1550-1625, og spørgsmålet bliver nu, om der inden for denne tidsramme kan findes en person af det navn med tilknytning til Danmark. Det kan der. Frederik 2.s kancellisekretær med speciale i de baltiske lande hed Friedrich Gross. (Fig. 2)

Der er således god grund til at tro, kalken stammer østfra. En henvendelse fra undertegnede til dr Ivar Leimus, en fagfælle i Estlands hovedstad Tallinn (Reval), angående problemet med Skt Anthonius gav et overraskende resultat: »Fegefeuer« er godt nok den tyske betegnelse for skærsilden, men tillige navnet på en lokalitet et lille halvthundrede kilometer sydøst for Tallinn. Her lå der en borg, nævnt første gang 1474 og antagelig bygget kort forinden. Indskriften på kalken kan herefter oversættes: »Denne kalk tilhører Skt Anthonius (alteret eller kapellet) for staldbrødrene (d.v.s. besætningen) i Fegefeuer«. Hvordan kalken er kommet i Gross’ besiddelse, ved vi ikke, men problemet med dens hjemsted turde i hvert fald være løst og Skt Anthonius befriet for enhver mistanke.

Forholdene i landene omkring Rigabugten var på Frederik 2.s tid temmelig spegede. Tre områder, Livland, Estland og Kurland (under ét kaldt Livland) havde gennem mere end et par århundreder været underlagt Den tyske Orden, et samfund af munkeriddere, hvis oprindelige opgave havde været at kristne de hedenske landes befolkninger. Efterhånden var det dog gået tilbage for ridderstaten, og 1561 brød den endeligt sammen; den sidste ordensmester overgav sit rige til den polske konge, som til gengæld gjorde ham til hertug over Kurland. Det kneb dog for polakkerne at indkassere den opnåede gevinst. Estlænderne foretrak at give sig under Sverige, hvad den svenske konge, Erik 14. ikke var sen til at tage imod, og i Danmark, hvor det ikke var glemt, at vi engang havde haft besiddelser i området, lykkedes det Frederik 2. at få sin bror Magnus anbragt som biskop på bl.a. øen Øsel, en stilling, der i praksis ikke havde meget med religionen at gøre. Rusland, der dengang som nu higede efter adgang til Østersøen, gik angrebsvis til værks, men blev i første omgang afvist. Det var i høj grad hensynet til Østersøhandelen, der begrundede den stigende interesse for Baltikum i sidste halvdel af 1500-årene.

Den førnævnte Friedrich Gross var oprindelig sekretær hos bispen i Tartu (Dorpat), en by i det nordlige Livland, men følte sig utryg ved russernes fremfærd og foretrak at gå i dansk tjeneste, først hos bisp Magnus på Øsel, senere hos Frederik 2., som han lærte at kende gennem hyppige sendelser til Danmark. Han fik derved indsigt i politiske anliggender af meget ømtålelig art. (Fig. 3)

Sagen var den, at den russiske zar Ivan (af eftertiden kaldet »den Grusomme«) ikke - trods den uheldige begyndelse - havde opgivet at trænge frem til Østersøen. Hans ide var at bruge Magnus som lydkonge, og Øsel-bispen var let at overtale. Rygtet herom nåede Polen, hvor det vakte nogen bekymring; man prøvede at true Magnus til at makke ret, men der var man for sent ude. Sidst i marts 1570 rejste han til Moskva, hvor han blev udråbt til konge over Livland på vasalvilkår og fik løfte om zarens niece til dronning. I august vendte han hjem i spidsen for en betydelig hær og begyndte straks en belejring af Tallinn. Den blev hævet et halvt års tid senere uden at have givet det forønskede resultat.

Frederik 2.s stilling til broderens nye position er noget tvetydig. Det var ikke hver dag, en dansk kongesøn på egen hånd skaffede sig et kongerige, og man kunne fra dansk side ikke være blind for de mulige fordele, således af arvemæssig art. På den anden side ville en tæt alliance med Rusland betyde, ikke blot at man igen fik Sverige til fjende (man var i fuld gang med fredsforhandlingerne efter den netop afsluttede Syvårskrig), men også, at man lagde sig ud med Polen, der i krigen med Sverige havde været Danmarks allierede, om end kun på papiret. Et tilbud af den art fra zaren var altså ikke lige sagen. Det blev fremsat i september 1570, et halvt år efter kongeudråbelsen i Moskva. Svaret blev et afslag.

Set på denne baggrund var det en virkelig førsteklasses fangst, den polske konge gjorde, da Frederik 2.s Livlandsekspert Friedrich Gross vistnok i maj 1570 faldt i hans hænder, opsnappet af en kaper ud for den preussiske kyst på vej fra Königsberg til - velsagtens - Øsel. To mænd, som var med ham, frigaves straks, men Gross selv blev, efter at være forhørt af formanden for den polske »Østersøkommission«, ført til slottet Czersk en snes kilometer syd for Warszawa. Fangen aflagde to »tilståelser«, begge skal ifølge hans eget udsagn være afpresset ham under trussel om tortur. Han indrømmede at kende zarens svar til de gesandter, Magnus havde sendt til Moskva i efteråret 1569, men med hensyn til det fra et dansk synspunkt farligste forhold, nemlig spørgsmålet om Magnus’ efterfølger, oplyste Gross blot, at denne skulle vælges ved almindelig valg i Livland. Han viste sig ved denne lejlighed sin stilling voksen.

Gross’ »tilståelser« var, hvad vi i dag ville kalde »hot news«; de blev spredt over hele Europa. Afskrifter findes så fjerntliggende steder som Vatikan-arkivet og den spanske konges arkiv i Simancas. Den danske Ruslandspolitik i de dramatiske år omkring 1570 er vist endnu ikke udforsket i alle detaljer, så der skal ikke tages stilling til, i hvor høj grad Frederik 2. og dermed også Gross var involveret i Magnus’ foretagender. Vigtigt er det, at Gross fuldstændig fortav muligheden af dansk arveret til Magnus’ kongedømme; det ville have været en alvorlig kompromittering set med Europas øjne. Mange steder, især i Tyskland, herskede en voldsom russerskræk. (Fig. 4)

Vi kender Gross’ sindsstemning fra nogle breve, som det lykkedes ham at få afsendt under fangenskabet i Polen. De giver udtryk for angst og kan minde lidt om de budskaber, som bortførte mennesker i vore dage lader tilflyde omverdenen med bortførernes viden. Måske er ligheden ikke helt tilfældig; Gross’ breve kan meget vel have tjent et formål i Polens psykologiske krigsførelse. Hvordan det nu end hænger sammen, så virker de små depecher uvant menneskelige. I et brev til Frederik 2., dateret Warszawa 18. juli 1570, beder han om hjælp og oplyser, at han blev fanget for elleve uger siden og tilbageholdt på grund af sit kendskab til Magnus’ Moskvarejse, samt at han i de sidste fem uger ikke har måttet tale med nogen.

Gross’ prøvelser fik ende ved fredsslutningen i Stettin december 1570 efter Syvårskrigen Danmark-Sverige. Her medvirkede Polen som mægler, og noget diplomatisk mesterstykke var fredstraktaten så vist ikke, men tingene faldt da på plads, og som en sidegevinst blev forholdet Danmark-Polen bragt så vidt i orden, at Gross kunne frigives. Han genoptog sin budtjeneste mellem Danmark og Øsel, og på en af disse rejser mødte han sin skæbne; han druknede Mikkelsdag 1579, da hans skib strandede ved Bornholm. Om kong Magnus er at sige, at han takket være sin upålidelige overherre kun fik ringe fornøjelse af ophøjelsen, men Danmark beholdt dog Øsel indtil freden ved Brømsebro 1645.

Endnu savnes en forklaring på, hvordan alterkalken med Friedrich Gross’ navn er endt i Rø Kirke. En mulighed er vel, at han har givet den i taknemmelighed for udfrielsen af det efter hans opfattelse livsfarlige fangenskab. Man kunne tænke sig, han har lovet sin Gud at skænke kalken til den første af den danske konges kirker, han så efter befrielsen. Rø Kirkes store tårn kan så være faldet ham i øjnene under hjemsejladsen. Eller skulle det være enken, Katharina Burmeister, der har skænket kalken efter mandens død ved Bornholm? Måske blev han sammen med andre druknede fra ulykkesskibet begravet på kirkegården i Rø. Under alle omstændigheder er der her sat Friedrich Gross et minde, som han nok kan fortjene for sin lille, men ikke betydningsløse rolle i Danmarkshistorien. (Fig. 5)