Kongeriget i Østersøen

I 1901 foretog bornholmsk arkæologis »grand old men«, kammerherre Emil Vedel (77 år) og lærer J. A. Jørgensen (61 år), deres sidste arkæologiske undersøgelse sammen. Forenet af den fælles interesse havde de gennem mere end 30 år foranstaltet et stort antal udgravninger rundt om på øen. Til deres resultater hører nogle af de fineste jernaldergravfund, vi kender fra Danmark.

Af Lars Jørgensen

Billede

Denne sidste undersøgelse foregik på en mark under Nørre Sandegård nær øens nordkyst – et naturskønt område, som er rigt på gravpladser fra den yngre jernalder. Ved markarbejde var man stødt på stenlægninger, og makkerparret, der 17 år tidligere havde undersøgt en grav på stedet, forstod, at der kunne være tale om mere af samme slags. Det blev til syv grave fra yngre germanertid, nogle af dem rigt udstyrede. I sin udgravningsberetning skriver Vedel, at der sandsynligvis er flere grave på pladsen, men det blev altså ikke til mere i den omgang, selv om det næppe har manglet på lyst.

85 år senere, efteråret 1986, blev Vedels forudsigelse til fulde bekræftet. Ejeren af Nørre Sandegård tog muld fra marken til sin have med det resultat, at ploven nu gik dybere, og der begyndte at dukke oldsager op i pløjelaget. Bornholmske fritidsarkæologer, som til alt held rekognoscerede i området umiddelbart efter pløjningen, fandt mange smykker og stumper af ødelagte våben på overfladen.

For at undgå yderligere ødelæggelse foretog Bornholms Museum i 1986-87 med ejerens tilladelse en undersøgelse på stedet, og det kom der en hel del ud af. Der afdækkedes 3000 kvadratmeter undergrund og udgravedes i alt 50 jordfæstegrave fra yngre germanertid – vel nok nogle af de rigeste, der er fundet i Danmark inden for de sidste hundrede år. Dertil kom endnu en del grave, som var noget ældre, fra romersk jernalder, men dem vil vi nu se bort fra her.

Det var i sidste øjeblik – flere grave havde allerede fået bunden gennemridset af ploven og indholdet mere eller mindre beskadiget. I hovedparten lå dog de nederste 10-20 cm af gravfylden urørt, tilstrækkeligt til at holde udstyret intakt. Blot få års yderligere pløjning ville have ødelagt de resterende grave totalt og et uvurderligt materiale være gået tabt.

Gravpladsen var anlagt på en sandet terrasse kun 200 meter fra kysten. Man har omhyggeligt undgået det stive moræneler, som ellers dominerer undergrunden her, og derved sparet sig for arbejde, når gravene skulle anlægges (Fig. 2, Fig. 3). Gennem henved 170 år – perioden ca 550-720 – har tre-fire familier jordet deres afdøde medlemmer på dette sted.

Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749)

Udgave: Skalk 1990:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.