Kongens Cathrine

Året efter brylluppet gjorde kongen bekendtskab med en pige, der snart skulle beslaglægge hele hans opmærksomhed. Kontakten blev antagelig knyttet af kammerjunker Conrad Hoick, som ikke blot var kongens fortrolige, men også officielt udnævnt kongelig forlystelsesråd – et hverv han bestred med stort talent. Hans sommerbolig uden for byens volde dannede ofte rammen om natlige kalaser, hvor indbudte fruentimmere fra den indre by bidrog til lystighederne; denne form for selskabsliv vovede kammerjunkeren ikke at indføre ved hoffet inde på Christiansborg. Blandt de medvirkende piger var en, der kaldtes Støvlet-Cathrine.

Anne Cathrine Benthack, som hendes rigtige navn lød, følte sig ingenlunde som en almindelig gadepige. Hendes ankomst til denne – ikke mindst for hende – så syndige verden skyldtes et flygtigt forhold mellem prins Georg af Braunschweig-Bevern, øverstbefalende for det sjællandske regiment, og en københavnsk almuepige, Anna Marie Schrøder. Prinsen sørgede inden fødslen 1745 for at gifte moderen med en af sine soldater, der gik med til at overtage den ægteskabelige byrde mod et vederlag på én rigsdaler om ugen.

Prins Georg lod altså ikke sin illegitime datter og hendes mor helt i stikken. Foruden at være til stede ved dåben, hvor barnet blev indskrevet i kirkebogen som »ægtefødt datter af musketer Johan Benthack og Anna Schrøder«, sørgede han for, at pigen – mod god betaling – blev sat i pleje hos en regimentsoberst. Barnets fremtid tegnede således lys.

Til ulykke for den lille Anne Cathrine døde hendes fornemme far, inden hun var fyldt tre. Hun blev da returneret til moderen og dennes krigsmand, hvis profession dog næppe har levnet ham megen tid til hjemmeliv. Familien drev en slags skomagervirksomhed, som datteren bidrog til ved at løbe byærinder. Det skaffede hende øgenavnet Støvlet-Cathrine, som hun hele livet kæmpede for at slippe af med.

En overgang så det ud til at skulle lykkes. Et af de mange herrebekendtskaber, hun gjorde, da hun som ung pige begyndte at slå mønt af sine kvindelige fortrin, var en engelsk gesandt. Hun blev hans elskerinde og erhvervede derigennem et andet tilnavn, »Mylady«. Men ophøjelsen varede kun kort, så måtte hun igen dele vilkår med gadens løse piger.

Anne Cathrines stjerne steg igen og denne gang til uanede højder. Hun var fire år ældre end Christian 7., vist ikke særlig køn, men dristig og med samme lyst til voldsomheder som kongen, hvilket i hans øjne gjorde hende særlig tiltrækkende; snart var Støvlet-Cathrine hans faste ledsagerske under de natlige soldeture gennem byen. De forklædte sig, hun i mandsdragt, og så gik det løs i de små gader. Hun udpegede huse, hvor hun ønskede, at kongen og hans følgesvende skulle begå hærværk; kvinderne blev gennempryglet og jaget ud på gaden, møbler, porcelæn og andet bohave kastet ud gennem vinduerne. For Anne Cathrine var det en hævn over de kvindelige fagfæller, der havde hånet hende med det forhadte øgenavn.

Kongens betagelse var så stor, at han på pigens tilskyndelse skaffede hende bopæl nær slottet. Folk, der var på færde i de tidlige morgentimer, kunne herefter se ham i søvnig og bedugget tilstand vakle hjem efter natteopholdet hos Støvlet-Cathrine på Vandkunsten.

Skandalen var ikke til at tage fejl af. Ved hoffet vidste efterhånden enhver, hvor kongen tilbragte nætterne, og også dronningen var informeret. Det anfægtede dog ikke Anne Cathrine, der pressede på for at blive introduceret ved hoffet. Hun håbede på offentlig anerkendelse som kongens elskerinde.

I første omgang vaklede Christian 7., men hans nævenyttige kammerjunker Holck var straks med på ideen. Han skaffede Anne Cathrine adgang til en af hofteatrets forestillinger, og til stor forargelse for det fornemme publikum fik hun anvist plads i en loge over for dronningen. Kort tid efter opnåede Støvlet-Cathrine ovenikøbet at komme til maskebal på slottet – forklædt naturligvis, men ingen var i tvivl om, hvem der gemte sig bag kostumet.

Dette var dog at gå for vidt, frisindet havde sine grænser. Da der tilmed opstod rygter om, at kongen ville søge den tidligere stik-i-rend pige optaget i adelsstanden under navnet Bevernskjold og gøre forholdet til hende officielt, besluttede ministrene at gribe ind. En russisk udsending, Saldern, blev sat på sporet; han havde efter instruks fra kejserinde Katarina 2. allerede gentagne gange over for den danske regering påtalt kongens umoralske levned, så det var nærliggende at bede ham gå videre med sagen. Det skete, han fik foretræde for majestæten og foreholdt ham i strenge vendinger, at det gode venskab med stormagten Rusland stod på spil. Yderligere foregav man, at en oprørsstemning var ved at brede sig i folket.

Christian 7., der var let at forskrække, gav øjeblikkeligt op, men det har ikke været med glæde, han 5. januar 1768 underskrev sin yndlings udvisning af staden. Støvlet-Cathrine blev sendt så langt væk som muligt, til Wandsbeck ved Hamborg, hvor hun anbragtes i tugt- og spindehuset. Hun holdtes i forvaring et par år, indtil Struensee, der nu var kommet til magten, fik hende løsladt – i øvrigt på foranledning af dronning Caroline Mathilde. I Hamborg genoptog hun sit erhverv fra københavnertiden, men nåede dog at blive gift – endda hele to gange. 1805 døde hun i Pløn (fig. 2).