Kongen og kongegravene

Det kan ikke undre, at Ringstedgravene op gennem tiden har tiltrukket sig stor opmærksomhed, og midt i forrige århundrede gav interessen anledning til en nærmere undersøgelse. Den blev ledet af Frederik 7., hvis navn er nært knyttet til dansk arkæologi, mest kendt er hans deltagelse i udgravningen af kongehøjene i Jelling 1861 (se Skalk 1961:3). Det var dog ikke kun kongens allerældste forgængere, der havde hans bevågenhed, allerede som kronprins havde han ladet Christian 1’s grav i Roskilde åbne. Af mere omfattende udgravninger må undersøgelserne af Asserbo og Søborgs ruiner fremhæves.

1855 var turen kommet til Skt. Bendts kirke i Ringsted. At resultaterne i dag er kendt, skyldes værket »Kongegravene i Ringsted Kirke«, som udkom tre år efter, og som stadig, sin høje alder til trods, har plads blandt middelalderarkæologiens hovedværker. Forfattere til bogen – og deltagere i udgravningen – var C. F. Herbst og J.J.A. Worsaae, der var knyttet til Oldnordisk Museum og stadig hører til dansk arkæologis store navne. Det er dog ikke dem alene, vi kan takke for oplysninger om Ringstedudgravningen; blandt øjenvidnerne var også den kongelige historiograf og gehejmearkivar C. F. Wegener, som var Frederik 7. en tro følgesvend på dennes antikvariske rejser. Fra Wegeners hånd foreligger en dagbog, der ud over at fortælle om udgravningen og de gjorte fund tegner et interessant billede af kongens person. Hidtil har Wegeners notater ligget upåagtet hen i Det kongelige Bibliotek, men er nu hentet frem af glemslen – hvad de afgjort fortjener. Gennem dagbogsbladene får vi et levende indblik i de spændende Ringsteddage.

Den næsten hundrede sider lange dagbog er ført på stedet og ikke skrevet til fornøjelse for Wegener selv, men til Frederik 7., hvorfor skriften da også er både smuk og sirlig. Sproget og tonen er, set med nutidsøjne, blomstrende og patriotisk. Dengang var tiden i særlig grad til sådant; den dansk-tyske krig 1848-50 var endnu i frisk erindring, og der blev overalt slået kraftigt på de nationale strenge – udgravningerne i Ringsted og senere i Jelling bød sig som oplagte muligheder. Det nationale lå Wegener stærkt på sinde, han havde i årene efter 1848 gjort sig bemærket som en af danskhedens varmeste fortalere. Da regeringen 1852 ville ændre monarkiets arvefølgelov, mente Wegener, det ville svække båndene mellem kongeriget og landsdelen Slesvig, og han protesterede så kraftigt, at han måtte gennem en højesteretssag, som i nogen grad synes at have dæmpet hans gemyt. At han i bund og grund var en kongetro undersåt, lader dagbogen ingen tvivl om (fig. 2).