Kongen bød

»Til trods for, at der findes op til fem meter tykke kulturlag under Ribe, og at man flere steder har gravet i dem ned til oprindelig bund, så er det ikke lykkedes at komme længere tilbage end omtrent til domkirkens stiftelsestid, til ca. 1100« – hedder det lidt mistrøstigt i artiklen fra 1962. Under normale omstændigheder ville man nok have slået sig til ro hermed – flertallet af Danmarks købstæder er grundlagt ved den tid – men de historiske kilder viste jo, at det ikke kunne være rigtigt. Den mulighed forelå, at byen, i lighed med for eksempel Hedeby, kunne være flyttet, så i slutningen af 1960’erne begyndte man at rette opmærksomheden mod oplandet. Det resulterede i fundet af flere spændende bopladser, men ingen af dem lod sig med blot nogenlunde sikkerhed identificere som Ribe.

Omsider lykkedes det dog. Man havde regnet med, at det første Ribe skulle søges i den middelalderlige bykerne, det vil sige området omkring domkirken, men da det endelig dukkede op, var det i et fjernere kvarter på den anden side Ribe å. Her ligger byens kunstmuseum, og det var i forbindelse med en restaurering af dette, de afgørende fund blev gjort. I årene 1973 – 76 foranstaltedes en storstilet udgravning.

Hvad man fandt, var en anselig aflejring opbygget af centimetertynde lag: sand, ler, aske, trækul. Heri var blandet affald fra forskellige håndværk, for eksempel bronzestøbning, kam- og perlemageri. Der må på stedet have ligget værksteder, og man kan sikkert gå ud fra, der også er blevet handlet. Pladsen har fungeret i 700- og begyndelsen af 800-årene. – Lidt derfra og længere væk fra åen, i Dommerhaven på den anden side af Nicolajgade, blev anlagt endnu et udgravningsfelt, men her havde aflejringen en lidt anden karakter. Der fandtes ganske vist det sædvanlige håndværkeraffald, men også tykke lag af kreaturgødning.

I årene, der er gået, siden disse fund blev gjort, har der været tid til at bearbejde de mest interessante fundgrupper (se Skalk 1976:4 og 1984:3), så situationen var ideel, da vi i april 1986 på grund af anlægsarbejde fik mulighed for at påbegynde en ny udgravning ved Nicolajgade, kun ca. 30 meter fra de tidligere. Vi kendte nogenlunde karakteren af aflejringen og kunne på forhånd stille en række spørgsmål, som vi ønskede besvaret – mange var af dateringsmæssig art, mens andre drejede sig om handelspladsens oprindelse og udvikling. Ikke alt blev opklaret, men udgravningen bragte os i hvert fald adskillige skridt videre.

Indtil ca. to meters dybde bestod jorden af havemuld og nyere opfyldning, men derefter meldte oldtidsaflejringen sig. Den blev omhyggeligt undersøgt, vi fulgte lagene, som de var afsat, og skrællede os langsomt nedefter. Når man graver på denne måde, vil fladen naturligvis blive ujævn, men så store niveauforskelle, som vi fik frem, lod sig ikke uden videre forklare. Midt gennem feltet strakte sig en højderyg med retning ud mod åen og kraftigt fald til begge sider. Pludselig gik systemet op for os: vi befandt os lige midt i en parcel, som har været udstukket på forhånd og er blevet benyttet gennem mange år. På denne parcel har skiftende tiders håndværkere haft deres ildsteder og ophobet deres affald, og da arbejdet naturligvis koncentrerede sig omkring midten af den afsatte jordstrimmel, har terrænet her efterhånden hævet sig i forhold til grænseområderne, der fik karakter af stadig dybere grøfter. Skellene har sikkert været markeret på en eller anden måde, for de holdt sig gennem knapt hundrede år, til pladsen blev omstruktureret og grøfterne fyldt op. Men herom senere.

Udgravningen førte os fra det yngre mod det ældre, men det vil være praktisk her at betragte lagene i omvendt rækkefølge, altså fra neden og opefter, for derved at få et begreb om udviklingen på stedet. I bunden, lige over undergrunden, lå et ca. 10 cm tykt kulturlag fra en jernalderlandsby. Det indeholdt anselige mængder af skår og knogler, men intet, der kan sættes i forbindelse med handel og håndværk. Ved udgravningen 1974 i Dommerhaven stødte man nederst på spor af pløjning – formodentlig den til landsbyen hørende mark.

Lige over landsbylaget fulgte så det nederste lag med håndværkeraffald, og da skårene i de to aflejringer er uden erkendelig aldersforskel, kan opholdet mellem de to bebyggelser i hvert fald ikke have været langvarigt (fig. 1). Et sted var der indskudt et mellemlag, det dækkede kun et lille område, 3×4 meter, og bestod af græstørv lagt med vegetationssiden nedad; her har vel været et fugtigt sted, som krævede særlig behandling, før håndværkerne kunne rykke ind – altså en slags byggemodning. Tørvelægningen overskred grænsen mellem to parceller, og det interessante er, at netop i skillelinjen manglede tørvene; de synes lagt, fuldt bevidst, så at de har dannet en skelgrøft. Denne grøft – eller rende, skal man måske snarere sige – kunne svagt skelnes også uden for tørvepletten, men kun i muldlaget, den har ikke nået ned i undergrunden. Dette er af største betydning for forståelsen af det ældste Ribe: handelspladsen er anlagt, ikke opstået mere eller mindre tilfældigt (fig. 2). Jorden er blevet udstykket ved et system af parallelle skelrender, først da det var udlagt, er håndværkerne rykket ind; de har måske ligefrem stået på spring. Den første, som tog den nu udgravede parcel i besiddelse, var en perlemager med særlig forkærlighed for blåt glas.