Kongemordets kirke

Dramaet er beskrevet i flere kilder, men udførligst i Ælnoths krønike. Denne Ælnoth var en engelsk munk, som kom til Odense sidst i 1000-årene; hans beretning må være skrevet ca 1120, efter at Knud var kanoniseret. Upartisk er den ikke, den nybagte helgens fromhed er set gennem kirkens briller og vildt overdrevet, men hvad selve drabet og de forudgående begivenheder angår, er der ingen grund til at drage fortællerens ord i tvivl. Det opridsede hændelsesforløb stemmer da også godt med en anden, lidt ældre, men knap så indgående beskrivelse.

Ifølge Ælnoth opholdt kongen sig i Nordjylland, da han blev angrebet af utilfredse bønder. De erobrede Aggersborg, Knud flygtede ned gennem halvøen og over til Fyn, men oprøret bredte sig, og snart strømmede ophidsede skarer sammen om kongsgården i Odense, hvor han havde taget ophold. Kongen søgte tilflugt i kirken, men end ikke dens hellighed formåede at holde angriberne tilbage. De prøvede at tænde bygningen i brand, men ilden slukkedes af et regnskyl »sendt af himmelen«. Sten blev kastet og pile skudt ind gennem vinduerne, de sårede Knud, og da han knælede ned foran alteret, gjorde et kastespyd ende på hans liv. De ledsagende hirdmænd, deriblandt kongens bror Benedikt, led samme skæbne.

Om begravelsen beretter Ælnoth: »De jordede kongens og hans broders legemer i kirken, hvor de havde kæmpet hver på sit sted, og de tapre hirdmænds lig nedgemte de i kirkens forhal i det vestlige og nordlige hjørne til hvile i jordens moderskød til opstandelsens dag«. (Erling Albrectsens oversættelse).

Efter Knuds død opstod tanken om at ophøje ham til helgen. Det hed sig, at der skete jærtegn ved hans grav, og ni år efter mordet blev de jordiske rester taget op og overført til den nye stenkirke, som den myrdede konge selv havde ladet påbegynde mindre end 40 meter sydvest for Skt Alban; den fik navnet Skt Knuds kirke og er nu – i ombygget form – Odenses domkirke. Den egentlige helgenkåring fandt, med pavens godkendelse, sted år 1101. Kongens ben blev lagt i et skrin, som opstilledes i kirkens kor. Det eksisterer den dag i dag (se Skalk 1982:4) (Fig. 1).