Kongemordets kirke

Dramaet er beskrevet i flere kilder, men udførligst i Ælnoths krønike. Denne Ælnoth var en engelsk munk, som kom til Odense sidst i 1000-årene; hans beretning må være skrevet ca 1120, efter at Knud var kanoniseret. Upartisk er den ikke, den nybagte helgens fromhed er set gennem kirkens briller og vildt overdrevet, men hvad selve drabet og de forudgående begivenheder angår, er der ingen grund til at drage fortællerens ord i tvivl. Det opridsede hændelsesforløb stemmer da også godt med en anden, lidt ældre, men knap så indgående beskrivelse.

Ifølge Ælnoth opholdt kongen sig i Nordjylland, da han blev angrebet af utilfredse bønder. De erobrede Aggersborg, Knud flygtede ned gennem halvøen og over til Fyn, men oprøret bredte sig, og snart strømmede ophidsede skarer sammen om kongsgården i Odense, hvor han havde taget ophold. Kongen søgte tilflugt i kirken, men end ikke dens hellighed formåede at holde angriberne tilbage. De prøvede at tænde bygningen i brand, men ilden slukkedes af et regnskyl »sendt af himmelen«. Sten blev kastet og pile skudt ind gennem vinduerne, de sårede Knud, og da han knælede ned foran alteret, gjorde et kastespyd ende på hans liv. De ledsagende hirdmænd, deriblandt kongens bror Benedikt, led samme skæbne.

Om begravelsen beretter Ælnoth: »De jordede kongens og hans broders legemer i kirken, hvor de havde kæmpet hver på sit sted, og de tapre hirdmænds lig nedgemte de i kirkens forhal i det vestlige og nordlige hjørne til hvile i jordens moderskød til opstandelsens dag«. (Erling Albrectsens oversættelse).

Efter Knuds død opstod tanken om at ophøje ham til helgen. Det hed sig, at der skete jærtegn ved hans grav, og ni år efter mordet blev de jordiske rester taget op og overført til den nye stenkirke, som den myrdede konge selv havde ladet påbegynde mindre end 40 meter sydvest for Skt Alban; den fik navnet Skt Knuds kirke og er nu - i ombygget form - Odenses domkirke. Den egentlige helgenkåring fandt, med pavens godkendelse, sted år 1101. Kongens ben blev lagt i et skrin, som opstilledes i kirkens kor. Det eksisterer den dag i dag (se Skalk 1982:4) (Fig. 1).

I den fremstilling af Knud den Helliges død, som ses på altertavlen i Skt Peders kirke i Næstved, er kongen vist i det øjeblik, han - ifølge krøniken - får slået et bæger vand ud af hænderne (Fig. 2). Denne situation kendes kun fra Ælnoth. Uanset billedets kilde er kirken her fremstillet som en stenbygning med kamtakkede gavle og murstensblændinger, karakteristisk for den tid altertavlen blev malet, omkring 1500.

Men Ælnoth omtaler flere steder enkeltheder, som viser, at Albanikirken var af træ. Angriberne slår en vægbjælke ind, fortæller han, og den falder så uheldigt, at den rammer alteret, det kunne naturligvis ikke have ladet sig gøre i en stenkirke. En sådan blev imidlertid senere rejst på stedet, den stod op gennem middelalderen, men forsvandt efter reformationen. På Braunius' Odensekort fra 1593 ses bygningen, men åbenbart tegnet efter hukommelsen. I den ledsagende tekst oplyses det da også, at denne kirke er faldet sammen af ælde.

Hvor Albanikirken havde ligget, blev der torveplads og profan bebyggelse. Bygningens nøjagtige placering gik i glemmebogen. (Den Albanikirke, som nu ligger over for domkirken, er af ny dato og har intet med den oprindelige kirke at gøre). 1886 foretog Nationalmuseet, ved Henry Petersen, en undersøgelse for at få stedet fastslået. Man fandt svære kampestensfundamenter til stenkirken, men ingen spor af Ælnoths trækirke.

Det var derfor med lidt blandede følelser, en ny udgravning 1980 blev iværksat af museet Møntergården. I første omgang havde vi da heller ikke mere held med os end Henry Petersen for hundrede år siden. Igen blev der fremdraget rester af de op til to meter brede fundamenter, der har båret den senere stenkirkes tunge mure, men ingen trækirke. Nu vidste vi imidlertid, hvor vi var, og at yderligere udgravninger var ønskelige, før pladsen blev frigivet til et nybyggeri (Fig. 3).

Undersøgelsen fortsattes 1982-83, og nu var der bid: under lagene fra stenkirken fremkom to gulvlag med brandspor, og der blev fundet et antal meget store (mere end meterbrede) stolpehuller, der må have hørt til en træbygning. Disse stolpehuller skar ind i nogle ældre gruber, der ved nærmere undersøgelse afslørede sig som væggrøfter; det fundne træhus har altså haft en forgænger, hvad jo allerede de to gulvlag antydede (Fig. 4). Begge bygningers længderetninger falder på det nærmeste sammen med stenkirkens, så det synes nærliggende, at de tre huse har haft samme funktion, blot til forskellig tid. Fundet af en grav i bundniveau, altså ældre end træbygning 2, bestyrker antagelsen, og det samme gør endnu et dybtliggende fund, som vi om lidt skal vende tilbage til. Odense er pludselig blevet beriget med to trækirker.

Begravelser fra stenkirkens tid og senere byggeri har fremkaldt store forstyrrelser af tomterne, men disse blev i øvrigt ikke totaludgravet, tværtimod bestræbte man sig på at lade mest muligt tilbage til fremtidens - formodentlig bedre udrustede - arkæologer (Fig. 5). Fuldstændige grundplaner af de to træbygninger kan altså ikke fremlægges, kun små udsnit, men sammenholdt med, hvad vi ellers ved om tidens stavkirker, i særdeleshed dem fra Lund, har de alligevel en del at fortælle. Den ældste kirke har været den mindste; grøfterne må betegne ydervæggene, et enkelt løsrevet stolpehul mellem renderne kan måske betyde, at der har været indvendige, tagbærende stolper. Bredden var knap syv meter, om længden kan intet siges. Gulvet var der ikke gjort meget ud af, tilsyneladende har man gået på jorden.

Trækirke nr 2 var væsentlig større, ja en sand kæmpe - med sin bredde på næsten tolv meter kan den måle sig med selv de største af stavkirkerne i Lund, Nordens kirkelige centrum. Den har i hvert fald med sikkerhed haft indvendige stolperækker, hvilket i øvrigt var nødvendigt for at bære vægten af det store tag. Pælene var ca 40 cm tykke og har stået frit inde i kirkerummet, som derved blev treskibet. Gulvet i denne kirke har været af ler. I sin omtale af de kongelige knoglers overførsel fra Albanikirken til den nærliggende, endnu ufærdige, kirkebygning nævner Ælnoth »det stampede lergulv«.

Trækullet over gulvene fortæller, at begge kirker er gået under i ild, men intet om, hvornår disse katastrofer indtraf. Fra anden side ved vi imidlertid, at en brand omkring 1110 raserede området nær kirken, og det er en fristende tanke, at trækirke 2 er gået tabt ved den lejlighed, hvorefter stenkirken er opført på tomten; den er i hvert fald fra 1100-tallet og snarest fra dets tidlige del. Heller ikke tilblivelsesårene for de to træbygninger har vi rede på, men den ældste kirke kan for den sags skyld godt gå tilbage til missionstiden; Odense var jo en af landets vigtigste byer, 988 nævnes den som bispesæde, og hvis den ikke allerede da har haft kirke, må den i hvert fald meget hurtigt have fået det. I et af stolpehullerne fra den yngre trækirke fandtes en halveret Svend Estridsen-mønt, ældre end hans tid kan den altså ikke være, men nok yngre. Alt taget i betragtning er der dog en vis sandsynlighed for, at det var i den yngre, store stavkirke, kong Knud blev myrdet.

Et vigtigt fund er gemt til sidst, fordi det så at sige er hele udgravningens clou: en klokkestøbningsgrube - eller rettere: en del af en sådan; en middelaldergrav har bortskåret halvdelen, og andet er blevet ødelagt af en nutidig fjernvarmeledning (Fig. 6). Fundet blev gjort inde i kirketomterne, og begge bygningers gulvlag strakte sig hen over gruben, der altså må være ældre end det ældste af dem. Der kan næppe være tvivl om, at det er klokken til den første trækirke, som her er blevet til (Fig. 7, Fig. 8).

Det var ikke ualmindeligt, at klokker blev støbt i nærheden af eller ligefrem inde i de kirker, hvor de fremtidigt skulle lyde. Derved sparedes den besværlige transport. I dette tilfælde er støbningen dog nok sket, inden rejsningen af bygningen begyndte; den kraftige fyring, som processen kræver, ville være alt for farlig inde i en træbygning. Det smeltede metal blev hældt i en på forhånd dannet lerform, som, når størkningen havde fundet sted, blev brudt i stykker og efterladt på stedet. Den fundne grube var lille, kun 55 cm dyb, og som nævnt stærkt beskadiget, men indeholdt alligevel en ganske pæn samling brudstykker af formen, som er blevet brændt under støbeprocessen.

Disse stumper af brændt ler, magret med halm eller græsstrå, er interessante, fordi de fortæller noget om form og størrelse af en af Danmarks allerældste kirkeklokker. Så meget er bevaret, at det har været muligt at rekonstruere klokken, selv om ikke alle detaljer er helt sikre. Bedst lod randpartiet sig genskabe, mens kun fire-fem stykker fortalte om udformningen af kronen; denne er derfor dannet med støtte i andre nogenlunde samtidige klokker, således den berømte fra Hedebys havn (se Skalk 1980:3). Stor har den ikke været, Odenseklokken, kun godt en halv meter høj og ca 40 cm i diameter. Udflydt klokkemalm blev fundet og har ved analyse vist sig at indeholde temmelig meget bly, hvilket efter klokkekyndiges mening, i forbindelse med bikubeformen, har givet en uren klang. Meget passende måske! Kristendommen var vel ikke alt for grundfæstet i byen, der fra gammel tid var viet til Odin.

Den tvivl, der måtte være tilbage angående de to træbygningers kirkelige funktion, turde være henvejret med fundet af klokkegruben. En mindesten for Knud den Hellige blev 1910 nedlagt i Albanitorvets brolægning på det sted, hvor man dengang mente, at kirkens kor havde været; den blev senere taget op og erstattet med en statue, men er nu igen lagt ned og denne gang på rigtigere plads, foran Kreditforeningen Danmarks nye bygning (Fig. 9). Her omtrent må kirkens højalter have stået, og det var - hvis vi tør tro Ælnoth - knælende foran dette, kongen ramtes af det dræbende spyd.

(Fig. 10)

Lit: Ælnoths Krønike, oversat og kommenteret af Erling Albrectsen. Odense Universitetsforlag. 1984. - Eskil Arentoft, Vibeke Brandt og Finn Grandt-Nielsen: Albani Kirke og Torv. Odense Bys Museer. 1985.