Kongemordere

Det var Anckarström, der affyrede pistolen, men som de egentlige hovedmænd må vistnok regnes greverne Ribbing og Horn, baronen Ehrensvård og oberstløjtnanten Lilliehorn. I Stockholms operahus skulle 16. marts afholdes en maskerade. Ved sin ankomst den nævnte dags aften fik kongen af en tjener overrakt et brev, det var uden underskrift, men advarede om et forestående attentat. Kongen stak brevet i lommen; han var tidligere blevet truet og tog ikke advarslen alvorligt. Maskeret, men let kendelig, gik han ned i salen. Her var trængslen stor, men de sammensvorne sørgede for, at kongen blev holdt fri, så at Anckarström kunne affyre skuddet. Såret var efter lægernes mening ikke dødeligt, men andet stødte til, og 29. marts udåndede kongen.

Ved den omfattende undersøgelse, som fulgte, blev sammensværgelsen hurtigt optrævlet, men den viste sig så forgrenet og omfattede så mange standspersoner, at myndighederne fandt det bedst at lægge en dæmper på politiets iver. Af de mange arresterede blev kun fjorten tilbage til den efterfølgende rettergang. Heldigvis havde man jo en syndebuk, Anckarström; for ham var der ingen nåde, dommen lød på offentlig piskning og derefter afhugning af hånd og hoved. Hans ejendom tilfaldt kronen, men blev senere givet tilbage til familien. Dødsdømt blev også de fire hovedmænd: Ribbing, Horn, Ehrensvård og Lilliehorn, men dommen ændredes senere til landsforvisning med tab af adelskab. Af de resterende blev én idømt livsvarigt fængsel (senere nedsat til tre år), én fængsel på ubestemt tid (han døde efter fire år), mens to slap med ganske korte fængselsstraffe og én med tab af embede. Fire frikendtes. Når bortses fra Anckarström var afstraffelsen af de fjorten forbløffende nænsom (man kommer til at tænke på vor egen Blekingegadesag), og den har næppe styrket retsbevidstheden. Det hed sig, at kongen selv på sit dødsleje havde bedt om skånsel for de skyldige, men det er næppe troværdigt. (Fig. 2)