Kongelig kunst

Den nye tids fyrste var i langt højere grad et studeret menneske med omfattende kundskaber og en stor alsidighed. Han var levendegørelsen af et ideal, der hyldedes i en indflydelsesrig kreds af lærde og kunstnere. Deres bevidsthed og stræben var rettet mod erobringen af omverden; opdagelsesrejserne og kortlægningen af ukendte landområder er et af de mest træffende eksempler på renæssancemenneskets ønske om at beskrive, kortlægge og forstå verden i dens sammenhæng. I opgøret med middelalderens religiøse tankesæt vendte man sig til de klassiske græske og romerske filosoffer og til en videnskabstradition, der havde gjort iagttagelsen af verdens synlige fænomener til udgangspunkt for al forskning. En af de store læremestre var grækeren Aristoteles, som var banebrydende for europæisk tænkning inden for en lang række områder: naturvidenskaberne, logikken, pædagogikken, morallæren og æstetikken, »læren om det skønne«. Leonardo da Vinci, en af renæssancens mest geniale personligheder, udtrykte sig, med et lån fra Aristoteles, således: »Al vor viden har sin oprindelse i iagttagelsen«. 

Det følger af et verdenssyn, der bygger på sansernes vidnesbyrd, at de ting, der behager sanserne, gør særlig krav på opmærksomhed og undersøgelse. Derfor kom »læren om det skønne« til at indtage så betydningsfuld en placering, og kunsten gik en ny blomstring i møde i 1400-tallets Italien, stærkt påvirket af det gamle Grækenlands og Roms frembringelser. Den politiske tænkning havde også sin plads i dette lærdomsbillede. Man udviklede teorier om staten, der byggede på Aristoteles’ ideer om et uselvisk statsstyre »til det fælles bedste«, og specielt i Norditalien opstod en række større og mindre bystater, hvor man, i det mindste for en kort periode, realiserede ideerne om den ideelle stat, ledet af den ypperste blandt ligemænd, den vise fyrste. 

Renæssancefyrsten dyrkede med lige stor indsigt militærvæsen, de klassiske filosoffer, de nye naturvidenskaber og de skønne kunster. Ved sit hof samlede han berømtheder, og med dem dannede han »lærde akademier«. Han bekostede udgivelsen af bøger, musikalske kompositioner og andre kunstværker, og ofte mestrede han selv en kunstart, som den berømte Lorenzo de’ Medici i Firenze, der skrev digte. Når han ikke dyrkede poesien, var han en dreven politiker og en særdeles slagkraftig feltherre. Det siger næsten sig selv, at udviklingen af så alsidige kundskaber og talenter krævede en tidlig start og en omhyggelig planlægning. En opdragelse med højt kvalificerede lærere blev fra nu af en uundværlig del af en fyrstes opvækst. 

Religionskrigene i 1500- og 1600-tallet skabte dybe kløfter i et område, som kristendommen hidtil havde præget med en fælles kultur. De resulterede i et Europa, der var delt op i et katolsk Syd- og et protestantisk Nordeuropa, og kontakterne på tværs af denne grænse hørte næsten op. Men renæssancen havde for længst slået rod i nord, såvel som i syd. Den overlevede, fik blot fra den tid en mere isoleret udvikling inden for regioner og landegrænser. 

Danmarks Frederik 2. var vokset op med den nye protestantiske lære, men det dannelsesideal, han lod komme til udtryk gennem opdragelsen af sønnen, den senere Christian 4., var af sydeuropæisk oprindelse. Selv beklagede Frederik 2. ofte sine manglende kundskaber, og det kom tidligt Christian til gode. Allerede som seksårig begyndte han en koncentreret og målbevidst uddannelse som kommende regent med det resultat, at det opvakte og begavede barn ved sin kroning 1596 havde udviklet sig til noget nær idealet af en renæssancefyrste. Som sine europæiske standsfæller omgav han sig med det bedste inden for samtidens kunst og kultur. Malere, billedhuggere og kunsthåndværkere drog hertil, tiltrukket af det blomstrende miljø. Blandt kunstarterne trivedes musikken særligt ved hans hof. Et rigt, internationalt musikliv udfoldede sig under hans beskyttelse og opmuntring. 

Allerede som barn holdt Christian af at tegne. Mellem bladene i et af hans stilehæfter findes nogle skitser bevaret, som han, efter alt at dømme, selv har udført. Motiverne er søfart og våbenbrug, yndlingsemner gennem hele hans liv. I al deres udførlighed og detaljerigdom er tegningerne morsomme og vidner om en tidligt udviklet formsans. 

Som barn og ung havde prinsen mulighed for at følge byggearbejderne på faderens slotte, således ombygningerne af det gamle Krogen, som Frederik 2. omdøbte til Kronborg, og af Hillerødsholm, eller Frederiksborg, som det kom til at hedde. Det har sandsynligvis skærpet Christians interesse for arkitekturen, den kunstart, som kom til at betyde mest for ham. Gennem den skabte han et varigt minde om sin regeringstid og efterlod sig nogle af de mest kendte og folkekære bygningsværker, vi har. Hans byggeaktivitet begrænsede sig ikke til enkelthuse. Han var også optaget af renæssancens ideer om helhedsplanlægning og efterlod sig flere eksempler herpå. 

Det er nærliggende at antage, at arkitekturen fængslede Christian, fordi den indeholdt så mange af hans favoritdiscipliner såsom ingeniørvæsen, teknik og praktiske håndværk (Fig. 2). Det vil formentlig forblive et uafklaret spørgsmål, om kongen var sin egen arkitekt; hvorvidt han var alene om de udkast og tegninger, som lå til grund for det færdige værk. Han var en meget energisk bygherre, breve og kontrakter vidner om hans medvirken ned til de mindste detaljer, og de røber en overbevisende, professionel indsigt. Kunsthistorikeren Harald Langberg har præciseret problemet således: »Det vanskeligste er at besvare spørgsmålet om, hvor hans indsats holder op, og bygmesterens begynder«.