Kongejagt

Den plads, som jagten således indtog i samfundspyramiden, blev med tiden mere og mere markant. Kongerne øgede deres andel uforholdsmæssigt og ikke ubetinget til undersåtternes bedste. Jagten var en del af renæssancefyrstens livsform. I 1500-årenes anden halvdel havde de kongelige jagtinteresser antaget et omfang, som har gjort dem til mere end en parentes i Danmarkshistorien. Hvor det gjaldt jagten blev alle sejl nu sat til. Dens betydning rakte langt ud over det kongelige køkken.

Allerede Valdemarstiden havde vildtreservater, nemlig en række mindre øer, hvorfra dyrene ikke kunne undslippe; det var under en jagtudflugt til en af dem, Lyø, at Valdemar Sejr 1223 blev taget til fange af grev Henrik fra Schwerin. Jordeje og jagtret fulgtes ad i middelalderen, og det blev de ved med også efter reformationen, hvor kloster- og kirkegodset overgik til konge og adel. Kronen fik den største bid og dermed en kraftig udvidelse af sit jagtområde, om end besiddelserne lå temmelig spredt. Selvejerbøndernes antal var ringe, så stort set deltes kagen af konge og adel med bisperne på en beskeden tredjeplads.

Al kronens ejendom var såkaldte enemærker, hvor kongen havde uindskrænkede jagtbeføjelser. Adelsmændene måtte nøjes med mindre, selv om deres part, taget under ét, heller ikke var at foragte. Visse skovarealer, »fællesskovene«, kunne – almindeligvis – benyttes af begge parter. På det krongods, adelen havde i forlening, var jagten kongens, men han kunne naturligvis give lempelser, hvad dog i hvert fald Frederik 2. var overmåde karrig med. Lensmanden på Hammershus fik således 1579 tilladelse til årligt at skyde ét styk vildt. Det blev dog senere allernådigst udvidet til tre stykker.

Bestemmelser om jagt kom først sent ind i lovgivningen, det skete samtidig med, at der i 1400-årene indtrådte et mærkbart fald i vildtbestanden. Et pålæg om fredning var der dog ingen, som tog særlig højtideligt, så i det følgende århundrede blev dekreterne mere skrappe, især Christian 3.s forordning fra 1537 havde både næb og klør, men også dens virkning var begrænset. Bedre held havde efterfølgeren, Frederik 2. Han nøjedes nemlig ikke med at lægge navn til en række meget strenge jagtbestemmelser, men gik, som vi skal se, også andre veje.

Straks efter tronbestigelsen, 1559, begyndte han gennem mageskifter med adelen at samle de mange spredte kongelige besiddelser til store sammenhængende områder. Skønt alt foregik ad frivillighedens vej, var ikke alle godsbesiddere lige begejstrede for denne kolossalt omfattende bytten gårde. Sammenlægningerne styrkede kongens magtstilling, driftsmæssigt var de en stor gevinst, og dertil kom så hensynet til vildtet. Om de nye vidtstrakte jagtarealer brugtes betegnelsen »vildtbaner«, og der tales ofte om »fredejagt«, hvilket meget godt beskriver kongens hensigt; han ville, i hvert fald periodevis, give vildtbestanden ro til at vokse sig stor.

Det bedst kendte mageskifte var med Herluf Trolle, der 1560 fik Skovkloster ved Næstved (der omdøbtes til Herlufsholm) mod at overlade Frederik 2. sit gods ved Hillerød; her blev et nyt stort slotsbyggeri, Frederiksborg, straks sat i værk. Det gik smertefrit, men kongens og adelens interesser var ikke altid sammenfaldende, og så måtte der ekstra smørelse til, hvilket naturligvis ærgrede den sparsommelige Frederik – han har gentagne gange noteret, at et område blev tilskiftet »med ikke ringe tab«. Det synes, som om gods i en god jagtegn er blevet vurderet højere end i en dårlig, hvad man under de foreliggende omstændigheder ikke kan undres over, men alt i alt er der vist ingen grund til at ynke kongen. Blandt de områder, hvor han opnåede næsten uindskrænket jagtret, var hele Nordsjælland og Lolland-Falster. Kæmpemæssig blev vildtbanen ved Skanderborg, den omfattede såvel Skanderborg som Silkeborg len og rakte næsten fra Horsens til Viborg (Fig. 1). Omkring Koldinghus blev på samme måde foretaget talrige mageskifter, ikke mindre end 600 jordbrug var involveret, og resultatet blev en vildtbane, der strakte sig fra Vejle å i nord til Kongeåen i syd, mens den nord-sydgående Vejen å med tilgrænsende vandløb dannede vestgrænsen (Fig. 2). Om områdernes afmærkning på denne tid ved vi ikke så meget, men det siges et sted, at ingen må jage inden for den afmærkede kreds, så der må have været en form for markering – med skelpæle, gærder eller grøfter. Senere, i 1600-årene, brugte man i hvert fald egepæle, knap fire meter høje og firsidet tilhugget, men de var forgængelige, og bønderne havde en tilbøjelighed til at lade dem forsvinde, da de var velegnede til bindingsværk, så efterhånden lod man dem erstatte med sten – de velkendte vildtbanesten, hvoraf mange endnu er bevaret. En forordning sidst i 1600-årene giver faste regler herom.