Kongejagt

Siden tidlig middelalder regnedes jagten blandt de ridderlige idrætter, på linje med fægtning, ridning og andre krigsbetonede færdigheder. Menneskets eksistens afhang ikke længere, som i den grå oldtid, af det nedlagte vildt; det at jage var blevet en form for forlystelse. For konge og adel vel at mærke, det var jo dem, der ejede jorden og dermed jagtretten. Det afholdt vel ikke ganske bønderne fra at dyrke jagtens glæder, men deres bedrifter i så henseende var som oftest illegale og dermed stærkt risikobetonede. For alle parter gjaldt det, at jagtbyttet kun var et tilskud til kosten. Mere kunne bestanden næppe heller bære; selv meget vildt kan i længden kun føde få mennesker.

Af Troels Balslev Wingender