Kongejagt

Den plads, som jagten således indtog i samfundspyramiden, blev med tiden mere og mere markant. Kongerne øgede deres andel uforholdsmæssigt og ikke ubetinget til undersåtternes bedste. Jagten var en del af renæssancefyrstens livsform. I 1500-årenes anden halvdel havde de kongelige jagtinteresser antaget et omfang, som har gjort dem til mere end en parentes i Danmarkshistorien. Hvor det gjaldt jagten blev alle sejl nu sat til. Dens betydning rakte langt ud over det kongelige køkken.

Allerede Valdemarstiden havde vildtreservater, nemlig en række mindre øer, hvorfra dyrene ikke kunne undslippe; det var under en jagtudflugt til en af dem, Lyø, at Valdemar Sejr 1223 blev taget til fange af grev Henrik fra Schwerin. Jordeje og jagtret fulgtes ad i middelalderen, og det blev de ved med også efter reformationen, hvor kloster- og kirkegodset overgik til konge og adel. Kronen fik den største bid og dermed en kraftig udvidelse af sit jagtområde, om end besiddelserne lå temmelig spredt. Selvejerbøndernes antal var ringe, så stort set deltes kagen af konge og adel med bisperne på en beskeden tredjeplads.

Al kronens ejendom var såkaldte enemærker, hvor kongen havde uindskrænkede jagtbeføjelser. Adelsmændene måtte nøjes med mindre, selv om deres part, taget under ét, heller ikke var at foragte. Visse skovarealer, »fællesskovene«, kunne - almindeligvis - benyttes af begge parter. På det krongods, adelen havde i forlening, var jagten kongens, men han kunne naturligvis give lempelser, hvad dog i hvert fald Frederik 2. var overmåde karrig med. Lensmanden på Hammershus fik således 1579 tilladelse til årligt at skyde ét styk vildt. Det blev dog senere allernådigst udvidet til tre stykker.

Bestemmelser om jagt kom først sent ind i lovgivningen, det skete samtidig med, at der i 1400-årene indtrådte et mærkbart fald i vildtbestanden. Et pålæg om fredning var der dog ingen, som tog særlig højtideligt, så i det følgende århundrede blev dekreterne mere skrappe, især Christian 3.s forordning fra 1537 havde både næb og klør, men også dens virkning var begrænset. Bedre held havde efterfølgeren, Frederik 2. Han nøjedes nemlig ikke med at lægge navn til en række meget strenge jagtbestemmelser, men gik, som vi skal se, også andre veje.

Straks efter tronbestigelsen, 1559, begyndte han gennem mageskifter med adelen at samle de mange spredte kongelige besiddelser til store sammenhængende områder. Skønt alt foregik ad frivillighedens vej, var ikke alle godsbesiddere lige begejstrede for denne kolossalt omfattende bytten gårde. Sammenlægningerne styrkede kongens magtstilling, driftsmæssigt var de en stor gevinst, og dertil kom så hensynet til vildtet. Om de nye vidtstrakte jagtarealer brugtes betegnelsen »vildtbaner«, og der tales ofte om »fredejagt«, hvilket meget godt beskriver kongens hensigt; han ville, i hvert fald periodevis, give vildtbestanden ro til at vokse sig stor.

Det bedst kendte mageskifte var med Herluf Trolle, der 1560 fik Skovkloster ved Næstved (der omdøbtes til Herlufsholm) mod at overlade Frederik 2. sit gods ved Hillerød; her blev et nyt stort slotsbyggeri, Frederiksborg, straks sat i værk. Det gik smertefrit, men kongens og adelens interesser var ikke altid sammenfaldende, og så måtte der ekstra smørelse til, hvilket naturligvis ærgrede den sparsommelige Frederik - han har gentagne gange noteret, at et område blev tilskiftet »med ikke ringe tab«. Det synes, som om gods i en god jagtegn er blevet vurderet højere end i en dårlig, hvad man under de foreliggende omstændigheder ikke kan undres over, men alt i alt er der vist ingen grund til at ynke kongen. Blandt de områder, hvor han opnåede næsten uindskrænket jagtret, var hele Nordsjælland og Lolland-Falster. Kæmpemæssig blev vildtbanen ved Skanderborg, den omfattede såvel Skanderborg som Silkeborg len og rakte næsten fra Horsens til Viborg (Fig. 1). Omkring Koldinghus blev på samme måde foretaget talrige mageskifter, ikke mindre end 600 jordbrug var involveret, og resultatet blev en vildtbane, der strakte sig fra Vejle å i nord til Kongeåen i syd, mens den nord-sydgående Vejen å med tilgrænsende vandløb dannede vestgrænsen (Fig. 2). Om områdernes afmærkning på denne tid ved vi ikke så meget, men det siges et sted, at ingen må jage inden for den afmærkede kreds, så der må have været en form for markering - med skelpæle, gærder eller grøfter. Senere, i 1600-årene, brugte man i hvert fald egepæle, knap fire meter høje og firsidet tilhugget, men de var forgængelige, og bønderne havde en tilbøjelighed til at lade dem forsvinde, da de var velegnede til bindingsværk, så efterhånden lod man dem erstatte med sten - de velkendte vildtbanesten, hvoraf mange endnu er bevaret. En forordning sidst i 1600-årene giver faste regler herom.

Foruden vildtbanerne anlagde Frederik 2. indhegnede dyrehaver ved blandt andet Frederiksborg og Skanderborg. Her opdrættedes fuglevildt, især fasaner, kalkuner og agerhøns, til kongens spisekammer.

Det mest populære jagtbytte i 1500-tallet var kronvildt, dådyr, harer og efterhånden også vildsvin. De sidstnævnte havde været næsten udryddet her i landet, men 1581 indkøbte kongen 21 vildsvin i Tyskland for at genoprette bestanden. De blev udsat i Jylland, hvor de hurtigt bredte sig på trods af en række meget strenge vintre midt i tiåret, således 1586, hvor kulden varede til Skt Hans, og sneen lå fire fod høj endnu sidst i april. Dette nye indslag kunne bønderne ellers godt have undværet; de havde deres egne svin gående på olden i kongens skove - mod erlæggelse af passende »oldengæld« - og nu blev der altså flere om fadet. Når jagterne foregik, måtte husdyrene drives hjem. Det kunne være svært for jægerne i farten at se forskel på tam- og vildsvin.

Forbudet mod jagt på kongens enemærker blev håndhævet strengt, men i enkelte tilfælde blev der dog gjort undtagelser, sådan at det tillodes private at nedskyde mindre vildt, såsom ræve, grævlinger og måre. Og ulve kunne frit jages hele året, dem søgte man nemlig at få udryddet, fordi de jævnligt forgreb sig på husdyrene. Ved de særlige ulvejagter, som iværksattes, benyttedes net, men fangsten kunne også ske i »ulvegrave« ved hjælp af lokkemad.

De ældste ildvåben var aldeles uegnede til jagtbrug. Bøsserne var tunge, uden sigte, og da de tilmed skulle fyres af ved, at en tændt lunte blev sat til fænghullet, havde dyrene alle muligheder for at slippe fra jægeren med livet i behold. Her var armbrøsterne langt at foretrække, især efter at man i 1400-årene gik over til at fremstille buen i stål. Fra omkring 1550 blev geværerne dog meget forbedrede: tændingen skete nu med en mekanisme, hjul- eller snaplås, så at skytten havde hænderne fri, når han skulle tage sigte.

Dyrene kunne også dræbes med de blanke våben. Det skete ofte, når man under storjagter - ved brug af »jagtduge« - drev vildtet sammen i en lille fold; her blev det nedlagt af jægerne med spyd eller jagtsværd. Der var mere tale om slagtning end om jagt.

Alt, hvad der kunne skade jagten, var naturligvis kongerne imod, således de mange omstrejfende hunde. Allerede Christian 3. havde indført begrænsende bestemmelser. I nogle landsdele var det således bønderne forbudt at have mere end én hund, der tilmed skulle stå lænket eller være »lemmet på det ene fremmer ben«, det vil sige have det ene forben hugget af over knæet, så at den ikke kunne løbe vildtet op (Fig. 3). Frederik 2. indskærpede flere gange dette påbud, som efterhånden kom til at omfatte store dele af landet; kun visse områder øst for Øresund samt Nord- og Vestjylland var undtaget (Fig. 4). Overtrædere måtte bøde en god okse. Enkelte steder var hunde helt bandlyst.

Krybskytteri blev bekæmpet med alle midler, men det var ikke let at komme til livs. De omvandrende flokke af fattige, tatere og natmænd, der ansås for særligt farlige, fik allerede i en af de tidligste jagtforordninger forbud mod at bære skydevåben. Også skikkelige bønder og borgere, ja selv præster, var under mistanke, så dem blev det ligeledes forbudt - om end kun visse steder - at færdes i skov og mark med geværer eller armbrøster. Under den nordiske syvårskrig, 1563-70, var mange bønder bevæbnede som en sikkerhedsforanstaltning, men det huede ikke Frederik 2., så han pålagde lensmændene på Fyn og Sjælland en vis tilsynspligt. Landbefolkningen skulle enten opbevare bøsserne hjemme eller aflevere dem i sognekirken, så længe de ikke var påkrævet til landets forsvar.

Var kongen således utilfreds med bønderne, var de til gengæld yderst irriterede på ham, hans vildt voldte nemlig stor skade på marker, der i forvejen kun gav et mådeligt udbytte. Helt ind i haverne kunne dyrene trænge. 1601 forbødes det bønderne at bruge spidse gærdestave, fordi vildtet kunne komme til skade, når det sprang over. Man kan forestille sig, hvordan denne bestemmelse er blevet modtaget.

Krybskytter blev sidestillet med tyve, og straffen var hård; almuefolk blev almindeligvis hængt, men udstikning af øjnene var også blandt de straffe, Christian 3. fik indført (Fig. 5). For at tilkendegive forbrydelsens karakter kunne der anbringes et gevir over galgen. 1574 fik lensmanden i Kalundborg besked om at lade to bønder dingle i en til formålet rejst dobbeltgalge med påsat hjortegevir, men han må have været kendt som lidt blødsøden, for Frederik 2. har med egen hånd og i sit ligefremme sprog tilføjet: »Slipper du dennem, da skal du selv hænge, siger Niels Kaas«. Det er kansleren, kongen således bruger som bussemand. 1585 pålægges det Valdemar Parsberg til Jernit (Frijsenborg) at passe godt på en krybskytte, der har skudt en hjort på kronens enemærker. Hvis han undslipper, skal Parsberg selv straffes i hans sted.

Der var den særlige vanskelighed ved opklaring af vildttyveri, at folk dækkede over hinanden - de færreste ønskede at se deres nabo i galgen og holdt mund trods løfte om belønning, hvis de angav krybskytten, og trussel om straf, hvis de undlod det. Præmien for stikkeri kunne være eftergivelse af et års landgilde, straffen for tavshed tab af gård og forvisning fra hjemegnen. Under Christian 5. bestemtes det, at personer, der blev antruffet med gevær og hund, kunne registreres ved brændemærkning på den blotte formodning om krybskytteri. Det vides ikke, om man nogensinde har benyttet sig af muligheden.

Det hændte, at også adelen og dens skytter forgreb sig på kongens dyr, der er ikke få tilfælde af den art, men her kunne sagen - i hvert fald undertiden - klares med pengebøder. Da herremanden Christen Prip skød en hjort på kronens jord i Skanderborg len, lod Frederik 2. nåde gå for ret. Prip tilbød nemlig at mageskifte sit gods med krongods i et andet herred, og det forslag lod sig høre. En tjener hos Birgitte Bølle på Falster havde ladet nogle mynder løbe i vildtbanen, hvor de havde bidt en hind, men kongen lod - efter forbøn - sagen falde, dog på betingelse af, at manden skriftligt og under ed forpligtede sig til straks at forlade landet og aldrig vise sig mere. Erik Hvas, karl hos lensmanden i Hald ved Viborg, fik også mulighed for at bevare livet, men han skulle betale kongen en større pengesum og straks begive sig til Thy eller Mors, hvor han skulle blive for bestandig. Den milde dom må nok skyldes lensmandens indgriben, og formodentlig er han også trådt til, da bøden skulle betales (Fig. 6).

De hårde straffe for overtrædelse af jagtforordninger var set med datidens øjne ikke så urimelige; livsstraf benyttedes jo for mange efter vore begreber ganske ubetydelige forseelser. For at håndhæve loven var et vist tilsyn med skovene og vildtet nødvendigt. I et brev fortæller Frederik 2., at han under et besøg på Falster har fundet størstedelen af vildtet »upslagit« og ødelagt; det undrer ham, at nogen på denne måde vover at forgribe sig på kronens ejendom. Som modtræk indsatte han vagtkorps, ikke blot her, men ved alle landets vildtbaner; alene ved Silkeborgskovene nævnes 1583 en styrke på otte mand. Det nye jagtpoliti bestod af skovridere og dyrevogtere. Den første skovrider fik sin bestalling 1567, og ved kongens død en snes år senere var der mange af dem. De var udtaget blandt jagtpersonalet og tilhørte som regel den lavere adel, deres opgave var skovens pleje, men også at tage sig af krybskytter, og hertil fik de efterhånden ret udstrakte beføjelser. 1578 tillodes det tre skovridere fra Silkeborg len at skyde på vildttyve, hvis de ikke kunne få dem levende, og denne praksis bredte sig hurtigt; dog var det forbudt at nedlægge adelige. Dyrevogterne var som regel bønder, de havde intet med skoven som sådan at gøre, men førte tilsyn med vildtbanerne mod til gengæld at slippe for landgilde; ja enkelte modtog endog en mindre løn. 1582 måtte en vogter fra Vissing skov bøde en okse for ikke at have ført tilstrækkeligt opsyn.

Ingen anden dansk fyrste har som Frederik 2. dyrket jagtens glæder, så lad os for en kort stund følge i hans spor. På vildtbanerne var der frisk luft og plads til udfoldelse, helt anderledes end i byen. Mest opholdt han sig på Skanderborg slot, Koldinghus, Haderslevhus, Frederiksborg og, sidst i regeringstiden, det nyopførte Kronborg - altsammen steder, hvor muligheden for jagt lå lige for. Stadig sjældnere blev denne renæssancefyrstes besøg i hovedstaden; efter dateringerne på hans breve at dømme har han i sine sidste otte regeringsår sammenlagt opholdt sig i København mindre end tre måneder. Det fremmede naturligvis ikke regeringsarbejdet. En del af kancelliets personale fulgte ham rundt i riget, resten blev i København.

Det var hovedsagelig jagten, som bestemte rejseruterne, derom kan der næppe være tvivl. Den optog ham året rundt. Opholdene på de enkelte slotte kunne være langvarige, men ofte har hans færden en mærkelig rastløs karakter, hvad man får et godt indtryk af gennem dagbogen, han førte på sit noget ubehjælpsomme dansk. Forsommeren 1584 jager han urkokker fra Skanderborg, men derefter rejser han med den kongelige familie til Randers, og allerede dagen efter går det videre; »I dag drog jeg til Tjele og samme dag til Viborg«. Og kort efter: »I dag drog jeg til Skjern, samme dag til Randers; samme dag kom hele mit råd hertil«. Efter endnu nogle afstikkere vender han tilbage til Randers, hvor han noterer: »I dag havde jeg min søn Christian på en hest, og det var første gang«. Man ser for sig den lille dreng på hesteryggen, overvåget af den stolte far. Prinsen var da syv år, han blev senere, som Christian 4., en habil rytter, men faderens enorme jagtiver havde han ikke arvet.

Efterhånden som vildtbanerne tog form, lod kongen opføre jagthuse eller -slotte, hvor han og jægerne kunne bo og hestene komme på stald. 1574 befales således, at et jagthus ved Høed nær Ringsted skal nedbrydes og genopføres lidt nordligere, ved Særløse, hvor der tillige skal bygges stald til 50 heste. I Jylland nævnes jagthuse ved Tvilum, Sønder Vissing og Stadsgård (nu Constantinsborg, ved Arhus). Undertiden overnattede kongen dog i almindelige bondegårde, og i det hele taget måtte både adel og almue holde for, når jagtselskabet med hoffolk og gæster skulle indlogeres.

Kongen iværksatte jævnlig storjagter og høstede her frugterne af sit arbejde med at skabe en god vildtbestand (en virksomhed, han uden større held forsøgte at få adelen til at deltage i). Forberedelserne alene viser formatet. Til en jagt på Skanderborg vildtbane 1587 skulle sørges for salt og tønder til vildtets nedsaltning, gode kamre til kongen og dronningen, adskillige tusinde liter Rostockerøl samt vin; et helt fad var forbeholdt kongen alene. Til at partere vildtet var de bedste slagtere fra Århus, Viborg, Horsens og Vejle tilsagt. Den rekvirerede saltmængde, 28.000 kg, fortæller om store forventninger, men vi kender ikke resultatet i dette tilfælde; derimod ved vi, at der ved en anden, lignende lejlighed nedlagdes 1600 hjorte foruden et betydeligt antal mindre dyr. Uden skade for egnens afgrøder forløb disse dræbninger ikke. Efter jagten 1587 fik kronbønderne i Silkeborg len da også afslag i deres landgilde.

Kongejagterne foregik i »den rette fede tid« og må nærmest betegnes som vildthøst. Det stemmer også med de i datiden anvendte udtryk, hvor vildtet ikke regnedes stykvis, men i større enheder. Der tales om at »skyde en tønde råvildt« eller »lade slå en læst vildtbrad« (en læst var på den tid sædvanligvis tolv tønder). 1562 må jagten have været rigtig god, for kongen bestemmer, at der til arbejdsfolkene ved byggeriet på Frederiksborg skal sendes to læster vildtbrad foruden store mængder fisk.

Den store jæger Frederik 2. var naturligvis også optaget af sine hunde (Fig. 7). Han berømmer nogle engelske, skænket 1585 af Englands dronning, og siger, at han til gengæld vil forære hende et par hurtige islandske hunde, der skal være særligt egnede til hjortejagt (Fig. 8). Tidens mest benyttede jagthunde var dog mynder og støvere.

Til slut skal nævnes hans indsats på et helt specielt område. Jagt med rovfugle havde været meget yndet i middelalderen, og Frederik 2. gav sporten en opblomstring ved at oprette et falkoneri, som dog vist ikke fik nogen lang levetid. Hundrede år senere gik Christian 5. - også en ivrig jæger - i forgængerens spor.

Kongens arbejde med vildtpleje og oprettelse af store vildtbaner bar frugt, landet fik gennem trekvart århundrede en vildtbestand, som der næppe senere er set magen til. Hoffet kunne da heller ikke selv fortære alle de nedskudte dyr. Frederik 2. forærede en del bort, især til adelige, der forberedte store familiefester, og Christian 4. skaffede sig en ikke ringe fortjeneste ved at sælge af jagtbyttet - han blev simpelthen landets største vildthandler. Levende vildt blev sendt som gave til fremmede fyrster, og det skete, at de gengældte venligheden i samme ånd. 1569 modtog således Frederik 2. en urokse fra Preussen.

Som nævnt slægtede Christian 5. sin oldefar på - navne som Jægerspris og Jægersborg stammer fra hans tid - men denne konge var af mindre format og hans interesse mere overfladisk. En ny jagtform, den voldsomme parforcejagt, var kommet på mode i hofkredse, og den gik kongen med begejstring ind for (Fig. 9). Dyrene blev forfulgt til de styrtede eller omkom i sø og mose. Også hestene blev ofte redet til døde på disse jagter, der betragtedes som sportspræstationer. 1777 sattes en stopper for den utiltalende forlystelse.

Med tiden gik vildtbanerne i forfald. Efter enevældens indførelse 1660 blev mere end en tredjedel af krongodset bortsolgt, til udlændinge eller danskere af borgerlig herkomst (men måske alligevel med adelstitler; sådanne kunne nu, uanset fødsel, opnås af store jordbesiddere). Da jagtretten fulgte med jorden, betød det en stærk formindskelse af kongens jagtområder. I 1700-årene samledes meget af det resterende krongods til såkaldte rytterdistrikter. Herved genskabtes, skønt af militære hensyn, en mindre del af de kongelige vildtbaner, men hovedparten gik atter tabt, da kronen senere afhændede det meste af sin jord i et forsøg på at bringe de betrængte finanser på fode. Dertil kom, at landbruget og skovvæsenet efterhånden blev drevet mere intensivt, det fik øget betydning for landets økonomi, og her var vildtet ikke noget ubetinget gode. Det skadede træer og afgrøder, hvilket førte til drastiske nedskydninger og indskrænkning af jagtdistrikterne.

Ikke mindst landboreformerne førte store ændringer med sig. Bønderne blev selvejere og fik jagtretten på deres jorder. Staten beholdt dog mange skovområder, og her har kongejagterne siden kunnet udfolde sig. De kan betragtes som en lille rest af de fordums vildtbaner.

Lit: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. Kbh. 1931.